Anmeldelse af SKRIFT - fra billeder til bits

 

Flere anmeldelser her

Inkarnerer, ekstenderer (the extended mind)

(Tilegnet Steen Nepper Larsen, der brugte disse begreber i en podcast)

Min hånd svinger ud for at trykke på knappen, der tænder computeren – forkert sted, ny computer. Jeg har inkarneret en ’funktion’ i (min omgang med) maskinen; det sidder i kroppen, hvor(dan) man tændte den gamle computer. Jeg gik lige en tur og mærkede asfalt, fliser, brosten, græs, jord – jeg inkarnerede grundlaget gennem fødder (fodsåler, skosåler) og krop. Nu er computeren tændt og jeg skriver dette. Jeg ekstenderer – udvider en sprogevne (at sproge) – som ovenikøbet er grafisk, skriftlig – og afsætter via computeren visuelle mærker, som jeg samtidig læser på skærmen. Jeg læser og inkarnerer det skrevne, forstår det, tænker over det osv. Eller: det at skrive er både inkarnation og ekstension. Sprog (bredt sagt) er inkarneret i mig og jeg ekstenderer igen mig selv, når jeg afsætter mærker – skriver – eller taler.

Bogstavets historie

ogstavet og dets historie har jeg skrevet en lille tekst om. 
Læs om de latinske bogstavers oprindelse og om bogstavet i den digitale skrift. 
Baggrund.com: Bogstavet  

Integration eller Kunsten at åbne et sprog og en gruppe

Gennem flere år som indvandrerlærer – underviser i dansk som andetsprog for immigranter og flygtninge – har jeg hørt det igen og igen. Danskerne er ikke åbne. Danskerne er lukkede, reserverede, umulige at blive venner med, svære at komme i snak med. Danskernes fester er lukkede og deres venner har de haft siden børnehavens eller gymnasiets åbningsdag.

Efterhånden gad jeg ikke spørge til udlændingenes erfaringer med danskerne. Jeg lukkede af. Vi holdt os til sprogbrugen og grammatikken. Se nu bare på ordet åben. Åben er et adjektiv. Det bøjes efter gældende lov, plus en enkelt nedarvet særregel. Desuden findes ordet som verbum: at åbne. Og som substantiv hvor åben tilføjes hed, eller hvor åb får et ning og bliver til åbning. Og se nu på dette åb, det ligner meget ordet op, ikke sandt? - og det er faktisk ordet op, bare forklædt eller omklædt. Når man åbner noget så opper man det, og når noget er åbent så er det oppe.

Som en grænsebom, som låget på Pandoras æske, som et ansigt når sløret løftes op, som en ordbog slået op på å. 

Som som som, selv en metaforregn kan åbenbare sprogets klippegrund, selv en strøm af fremmede tanker kan få sproget til at gro.

Når de udenlandske elever kom op på de højeste moduler, eller klassetrin, kunne jeg godt føle mig træt af grammatik. Alle disse regler som så alligevel er pivåbne for undtagelser. Én stor velordnet sammenhængskraft, men rundt omkring utallige parallelsamfund. 

Sproget er virkelig et åbent system og det er uhyre anstrengende. Hvad er et adjektiv og hvordan skal det opføre sig? Hvad er adjektivethed? Hvor mange tests skal man bestå, før man mestrer adjektivetheden?

Eller hvad med det man føler for sproget, i sproget, hvordan kan man lære at føle noget i og for et fremmed sprog, som man føler sig hæmmet overfor? Hvornår kommer den dag, hvor jeg tør tage din hånd og vi kan stikke af sammen?

tavshed

Bloggen Omkreds er tavs for tiden. 
Da man nærmest ikke kan hive et ord ud af den, vides det heller ikke, hvornår tavsheden hører op.

Måske er der brug for et helt nyt sprog? 
Hør stilheden, læs tavsheden, på japansk:


サイレント

(sairento) silent

komma,rablen , sprogets make,up

Jeg havde en kaotisk samtale med nogen. Vi kommunikerede kommunikabilitet. Det har jeg lige lært af G. Agamben, som siger han har det fra W. Benjamin, at man gør, at sprogbrugere gør, at kommunikation gør. Vi sagde hvad der var muligt at sige (tænke). Og dermed vel også muligt at forstå.
- Hvis jeg altså har forstået det rigtigt, hvilket jeg absolut betvivler, men hermed har kommunikeret. (Hvad?)

Vi snakkede bl.a. (og bla) om kommaer, dem her ,,,

Orfeus pløjet. En litteratur-myte af Heiner Müller

ORFEUS PLØJET

Orfeus sangeren var en mand der ikke kunne vente. 

Efter han havde mistet sin kone, på grund af for tidligt samleje efter barsel eller på grund af forbudt blik ved opstigning fra underverdenen efter hendes udfrielse af døden gennem hans sang, så at hun faldt tilbage i støvet før hun blev ny i kød, opfandt han kærligheden til drenge, som undgår barsel og er tættere på døden end kærligheden til kvinder. De forsmåede jagtede ham: med våben deres kroppe grene sten. Men sangen skåner sangeren: det han havde besunget, kunne ikke skramme hans hud. Bønder, opskræmte af larmen fra jagten, løb væk fra deres plove, som der ikke havde været plads til i hans sang. Så fik han plads under plovene.

Litteratur for læserens skyld, Vladimir Nabokov mv.

Er virkeligheden inden i fiktionen? Eller uden om? Når jeg stiller Meta de spørgsmål, så spørger hun mig straks: Hvad er virkelighed? Hvad er fiktion? Vi diskuterer hele natten og bliver ikke færdige. Er digte faktion? Er ”autofiktion” fiktionsfri fiktion? Er virkeligheden inde i sprogets hus? Er sprogets hus under konstant ombygning? Hvad ved vi om den hjemløse og husvilde virkelighed?

Meta er et anstrengende bekendtskab. Jeg stopper hende med name dropping og siger: I den meget store filosof Immanuel Kants posthume skrifter står der: 

Tænkningen er en talen, og denne en lytten.

Nå, og hvad så? siger Meta. Jo, siger jeg: tænkningen taler, især ved hjælp af sprog. Sproget kan mumles, siges højt eller skrives. Den skrevne tænkning, den skrevne tale, kalder vi litteratur. Af littera: bogstav. Eller ikon :) Tja, siger Meta, men er det skrevne så virkelighed eller fiktion? Eller måske musik? Det er ikke det afgørende, siger jeg, hør nu bare efter. 

Talen er en lytten. Den tænkende taler, ved hjælp af lyde eller bogstaver, og lytter samtidig til noget eller efter noget. Det, som der lyttes til eller efter, kan du godt kalde ”virkelighed”, men det virker mest af alt forvirrende, for det kan også være ”fantasi” og ”mulighed”. Hovedsagen er, at det er der. Ellers kunne man ikke lytte.

Hm, siger Meta.

*

Næste spørgsmål:

Hvad skal vi med litteraturen?! Og for hvis skyld findes den overhovedet? For læsernes skyld, håber jeg.

Rigdom, mørk økologi & språk – i NORGE

Maler og grafiker Edvard Munch kom fra en halvfattig familie. Senere i livet blev han velhavende og berømt og flyttede ind i det store hus Ekely i udkanten af Oslo. Tidligere i livet lavede han en tegning af en tyk mand, der omgivet af sine hunde med kødben i munden giver penge til en skare tynde og krumbøjede tiggere. Under tegningen skrev Munch: Den rige som gerne stjæler to Gange / først har han stjaalet Pengene saa stjæler han Menneskenes Hjerter

Mehrsprachigkeit in Dänemark (tysk/dansk)

Dansk oversættelse nedenfor - tak til Google Translate

In Dänemark sprechen wir Englisch. In Dänemark sagen wir gern “wir”.
In Dänemark sprechen wir auch Dänisch.
Wir sprechen also Dänisch und Englisch – oder Denglisch/Dänglisch. 

Ob das zwei oder anderthalb Sprachen sind, oder vielleicht nur eine (Mischsprache) ist, ist nicht ganz klar. Wo eine Sprache anfängt und wo sie aufhört, ist schwer zu sagen. Die Wissenschaft weiß es auch nicht.

Du danske sprog, du er en bombe i min turban

For et par år siden var jeg til et arrangement om Viktor Klemperers bog LTI – Lingua Tertii Imperii. Det Tredje Riges Sprog. En filologs dagbog. Arrangementet fandt sted i en kirke. Det begyndte dog ikke med Ordet, men med en orgelsonate. Musik er jo også et sprog og komponisten, Mendelssohn, brugte ikke kun musiksproget på en rar måde, men til tider voldsomt og aggressivt. Da sonaten var forbi, blev der læst op af Klemperers bog – af en god skuespiller med en smuk diktion – i det store flotte rum. Efter oplæsningen blev tilhørerne opfordret til at snakke med hinanden på kirkebænkene, og til sidst kunne man tale ud i forsamlingen. Der var enighed om, at vi skal tale pænt til hinanden. Hvad enten vi er nazister, danske politikere eller fulde fodboldfans. Ellers opfatter vi ikke hinanden som mennesker, sagde én.

Det fik mig til at tænke på Nietzsche, der skrev ”Jeg er ikke et menneske. Jeg er dynamit.” Måske skrev han det oppe på sin bjergtop, afsondret fra andre mennesker, mens han lyttede til detonationerne, når der med dynamit blev sprængt nye tunneller.

Jeg er dynamit

”Jeg er dynamit” skrev filosoffen Nietzsche.

Disse 3 ord har jeg hugget og brugt som titel på et essay, som jeg har skrevet til Modersmål-Selskabets Årbog 2013. Årbogen udkom igår.

Essayet ”Jeg er dynamit” handler om høflighed – forskellige opfattelser af høflighed – om ytringsfrihed – paragraffer versus moralske normer, selvcensur og frygt for vold, tolerance og respekt – om grimt og groft sprog – fx i kunst og humor – om sprogvold og fysisk vold – voldsmonopolet, ord versus handling, ord som våben, ordenes vold og magt.

Ord til hinanden, som årbogen hedder, indeholder: 

Forord ved Gerda Thastum Leffers · Marie Møller Kristensen (“Jeg er dynamit”) · Kristian Tvilling (Fucking høflige) · Pia Raug (“I begyndelsen var ordet”) · Søren Ulrik Thomsen (Noget alvorligt i klemme) · Anne Kjærgaard (Breve fra det offentlige) · Anders Fogh Jensen (Tale der virker. Godt) · Jørgen Chr. Wind Nielsen (Havemand og sprogmand) · Søren Ryge Petersen (Takketale)

Bogen kan købes for 100 kr. her

Satire-satire

”Satire” er for tiden noget, som også politikere laver. 

Politikere er ikke længere bare til grin – de gør selv grin.

(Jf. Thomas Bernhard: ”Kvinder laver teater – mændene er teater.”)

Jeg tænker selvfølgelig på Marie Krarups og Marianne Jelveds brug af ordet ”satire”. Dette er der allerede blevet skrevet mange sjove og alvorlige ting om. I Dagbladet Information, vistnok en af de aviser der p.t. rummer mindst satire, er politikeres satire blevet analyseret i et læserbrev og af Center for Vild Analyse. (Links nedenfor).

Center for Vild Analyse tager udgangspunkt i den hedengangne Casper og Mandrilaftalen på tv.   

Og det er lidt sjovt, at en satire-over-satire inspirerer til en kritik af satire.

Sprog og tanke – er de forskellige?

Eller med andre ord: Er tænkning en (tavs) sprogbrug? Eller gør tænkning tværtimod brug af noget andet end sprog?

Spørgsmålene her er vakt af Per Aage Brandts kommentar til det foregående blogindlæg.

Kommentaren taler for, at tanke og sprog er forskellige. At tanker (eller tankekomponenter) fremstilles eller afbildes i sprog, når man ønsker at meddele eller huske tankerne.

Sprogmagi – et forsøg

Sprog handler om virkeligheden. Både den ydre og den indre virkelighed, og både nu, før, senere og altid. Dvs. også om mulige virkeligheder. Det sidste fx i fiktionen.

Sprog handler om virkeligheden, men beskriver den ikke nødvendigvis ”korrekt”. Fx kan man se farver, som man ikke har ord for. Sprog kan beskrive virkeligheden, men ikke skrive alting af: ikke kopiere eller affotografere den oplevede virkelighed perfekt. 

Sprog kan handle om hændelser, om ting der sker i virkeligheden (den ydre eller indre). Når vi fortæller en historie, forenkler vi eller zoomer ind på ”måden noget hænder på”. 

Sprog er også et handlingsredskab, der bruges til at gøre noget – skabe noget. Sproghandlinger som ”Jeg lover dig” eller ”Det må du ikke!” siger dog også noget om virkeligheden, fx at der findes personer (jeg og du) som kan gøre eller ikke gøre ting.

Du danske sprog, bliv frugtbart og mangfoldigt!

Jeg har tidligere påstået, at det danske sprog bare er … et sprog. 

Og at et sprog først og fremmest er et redskab til kommunikation. Der er ting, vi har brug for at sige til hinanden, meddelelser der skal videregives, sager som skal gives betydning.

Med dette simple syn på sprog ønskede jeg at modsige et andet sprogsyn. Nemlig den idé, at sprogbrug er en slags sammenhængskraft-lim. En tyktflydende superlim (lige så tyk som blod), der følger en ældgammel og dybsindig opskrift, som kun de indviede (de indfødte) kender.

”Bla bla bla,” siger jeg, ”bla bla bla,” siger du, og sådan skaber og opretholder vi en socialitet – der er fuld af undertekst og koder, uskrevne og uudtalte normer.

Hvad er et menneske? - Et dyr, der skaber symboler?

Hvad er et menneske? Et dyr, der går oprejst: et tobenet dyr (obs: uden fjer)? Eller et rationelt, et politisk, et ubevidst-bevidst dyr? Er det særlige ved et menneske, at det overhovedet kan finde på at formulere disse spørgsmål og mulige svar? At det spørger til sin egen væren, sit væsen eller sin identitet: Hvad er jeg og hvem er jeg? 

Spørgsmålene og de mulige svar kræver et sprog af en art. De bliver udtrykt – ikke nødvendigvis i ord, men også i billeder, beklædning, handlingsmønstre osv. osv. Hulemalerier af okser og tændstikfigurer er også bud på ”hvad et menneske er og hvilken verden det lever i”.

Hvis tegn eller symboler er en nødvendig ingrediens i al erkendelse og kultur, som gør mennesker til noget specielt i forhold til andre dyr, så er det særlige ved mennesket måske netop, at det skaber og bruger symboler.

Tanker skal tænkes

Johannes L. Madsen:

mørke        tanker skal          belyses

onde         tanker skal         forlades

indviklede   tanker skal       trevles op

uforståelige tanker skal        forklares

indadvendte  tanker skal           vendes

dybe         tanker skal            hæves

blege        tanker skal           farves

grimme       tanker skal          sminkes

farlige      tanker skal       forhindres

ubundne      tanker skal        indbindes

egne         tanker skal           betros

andres       tanker skal           gættes

levende      tanker skal               dø

knoppede     tanker skal       springe ud

gode         tanker skal          udtales

utænkte      tanker skal           tænkes

utænkelige   tanker skal forblive utænkte

JLM Samlede, Arena 2003

Du danske sprog, du er ... bare et sprog

Udlænding hos bageren i Kbh.: ”Må jeg få et franskbrød?” Ekspedient: ”What kind?”

Mig selv på en indisk restaurant i Kbh.: ”Jeg vil gerne have en øl.” Tjener: ”Would you like a Singha beer or Carlsberg?”

Det er jo fint, når folk forstår hinanden. Men hvorfor bruges dansk næsten kun mellem mennesker, der taler det flydende?