Rettelse: Krigen har også et kvindeligt ansigt

Jeg har her på bloggen skrevet nogle indlæg om kvinder og krig - eller køn og krig.
Her har jeg bragt den usandhed til torvs at kvinder generelt ikke har fungeret som soldater eller krigere. - Med ganske få historiske undtagelser og bortset fra nutiden, hvor fx israelske kvinder har værnepligt og det danske forsvar løbende optager flere kvindelige soldater. 

Disse indlæg handler om kvinders rolle i krige på andre måder end som soldater. Og om den "maskuline dominans" i sikkerhedspolitikken, som jeg forsøger at anskue på en bagvendt måde. Find links nederst.

Journalist og forfatter Svetlana Aleksijevitj's bog Krigen har ikke et kvindeligt ansigt fortæller dog en anden historie om kvinder og krig. Fortrinsvis gennem vidnesbyrd fra kvinder, der arbejdede i det sovjetiske militær under 2. verdenskrig.

Hiroshima, Obama og japansk pacifisme idag

I dag besøger præsident Obama Hiroshima i Japan, som USA angreb med en atombombe i 1945. 

Obama er den første amerikanske præsident, der besøger Hiroshima, men han kommer dog ikke for at undskylde bomberne. Hans budskab er snarere, at der jo desværre altid er civile ofre i en krig.  

Siden 1945, og ikke mindst på grund af a-bomberne, har Japan ført en (delvis) pacifistisk politik. 

Men i 2015 blev pacifismen såkaldt "gentolket", eller snarere ophævet, med nye krigslove tilpasset en ny sikkerhedspolitik. 

Japans pacifistiske tradition og dens gradvise ophævelse er interessant for alle, der interesserer sig for krig og fred. 

Og for japansk historie, politik og kultur.

Dem vil jeg anbefale en artikel om det emne, som jeg skrev sidste efterår til Atlas Magasin:

Gensyn med våbnene

Dansk forsvars- og sikkerhedspolitik 2001-2016

Grundprincip:

Hellere en krig for meget
end en for lidt.

Terrorisme. Vores frie glade liv. Mandighed

Vores frie glade liv

På bordet mellem glas og kopper, flasker og kander, chokolade og frugt, ligger to telefoner. De ligger ud for deres ejere – ved siden af deres hænder, dér hvor der før kunne have ligget en pakke cigaretter, et guldfarvet etui, et håndarbejde.

Hen på aftenen, efter afspilning af sangen Vi elsker uniformer og en plade med Parliament, begynder der at tikke beskeder ind på telefonerne på bordet. Det er ikke personlige beskeder fra venner eller familie. Det er korte 'breaking news nyheder' fra et nyhedsmedie. En service som telefonernes ejere har tilmeldt sig.

Midt imellem snak, latter og spredt dans – vores frie glade liv – siges det ind over bordet, at der bliver skudt i Paris, der er sprængt en bombe ved et stadion, der er taget gidsler på et spillested i Paris. 

Vi prøver at tage det ind og slippe det hurtigt igen. Vi forstår sådan nogenlunde, hvad det handler om. Det er sent, vi er lidt fulde, vi er sammen, nogen har lavet mad halvdelen af dagen, vi har glædet os til at ses.

Senere går jeg i seng uden at læse eller se nyheder. Ellers bliver det svært at sove og imorgen skal jeg til begravelse. Det er godt at han døde før dette skete, det ville have pint ham, han boede som ung i Paris. Det er slemt at være tung af sorg og vred og magtesløs, det er måske endnu værre når man er gammel, og håber at fremtiden bliver bedre end fortiden. 

Mandighed

Jeg fantaserer om at klistre flyers op i byen. Et billede af en mand der retter et tungt våben mod en person, som kryber sammen på en caféstol. Dette er ikke en stærk mand, det er en syg kujon. Skal der stå. Eller noget i den retning.

Men terrorismen virker – den taler krigens og fjendskabets sprog, selvom den er fej og asymmetrisk. For terroristen mener at myrde ”fjendens børn”. Eller ”kongens bønder” som en anden har kaldt det. Krig: ikke mand mod mand, konge mod konge, militær mod militær, men total krig – som rammer fjenden gennem at ramme ”fjendens børn”. 

Og efterhånden forstår man, at ”fjendens børn” er alle, der ikke er med terroristerne. 

Gensyn med våbnene i Japan

Portræt af krigeren Hachibei Komakine.
Træsnit af Tsukioka Yoshitoshi (1839-92)

Japan er et af de eneste lande i verden med en pacifistisk forfatning og en overvejende pacifistisk befolkning. Men i september 2015 vedtog regeringen nye krigslove, der tillader japansk militær at kæmpe uden for Japan.

Mens vi i Danmark er ved at lære at leve med, at dansk militær kæmper og kaster bomber i udlandet, er krigsdeltagelse uden for landets grænser stadig meget kontroversiel i Japan. De fleste japanere er pacifister i følgende forstand: De mener, at deres land ikke skal bruge militære midler til at løse konflikter med andre lande. Og følgelig, at japanske soldater ikke skal deltage i militær konfliktløsning – krig – uden for Japan. Alligevel vedtog det japanske parlament i september nye love, der tillader netop dét. Japans militær må fremover udøve kollektivt selvforsvar af en allieret, og altså operere militært uden for Japan. 

Læs hele artiklen, skrevet af mig, i Atlas Magasin: Gensyn med våbnene

Flygtningene og freden

Da der begyndte at komme små flygtningestrømme til Rødby, Danmark, skrev jeg et teatralsk indlæg til DenFri: Nu er du bange!

(Siden da viste det sig, at frygt og bæven for flygtninge var mere udtalt hos politikerne end i befolkningen, hvor mange gerne ville hjælpe de nyankomne).

21.9. havde jeg en kommentar i Atlas Magasin om flygtninge i Danmark og danske politikeres reaktioner, og om konfliktløsning i en globaliseret verden: Er Jorden også rund når der er krig?  

En bebudet tragedie om Vahid og Abolfazl

Gæsteindlæg af Sigurd Lauridsen

Ser jeg først den Anden som 'Ansigt', er jeg bundet og uendeligt forpligtet til at yde hende omsorg og ømhed, hævdede den jødisk-franske filosof Lévinas.

Andre filosoffer har på beslægtet vis argumenteret for, at når først vi kender til et menneske, så er vi forpligtet på at hjælpe - selvom vores ressourcer muligvis kunne havde hjulpet flere, hvis de var blevet anvendt anderledes. Dette kaldes Reglen om Redning (the rule of rescue). 

Hverken ansigtets etik eller reglen om redning hjalp imidlertid Vahid og Abolfazl, som efter 5 års ophold blev sendt tilbage til Kabul, hovedstaden i det land, som de var flygtet fra og som den yngste og psykisk syge bror ikke havde været i, siden han var 7 år gammel.

I anledning af flagdag for Danmarks udsendte soldater

- et billede fra Københavns Rådhus i dag. 
Byens overborgmester Frank Jensen takker og hædrer de fremmødte soldater, der har været udsendt det seneste år. Og flagdagen skal hædre de udsendte soldater; det er formålet med den. 
I sin korte tale forbandt overborgmesteren desuden soldaternes arbejde (indsats sagde han nok) med 'den aktuelle flygtningestrøm og de tragiske billeder i medierne fra denne', idet soldaterne netop forsøger at gøre verden bedre gennem deres arbejde. 
Men kan danske soldater pt gøre noget godt i de verserende krige i Syrien og Irak? 
Er det ikke på tide (jo det er!) at alle, politikere såvel som soldater og alle andre borgere indser og udtaler, at krigene må stoppes gennem fredsforhandlinger? Det er i mindre grad soldater og i højere grad et meget stærkere og meget mere fredsvilligt og fredspotent FN, der er brug for nu. 

Jordens sikkerhedspolitik lider under mandlige militærfolks dominans (nye erkendelser inspireret af Mette Høeg)

Selvportræt

I de seneste 5000 år er mænd og mandlige diskurser samt praksisser blevet stærkt dominerende i Jordens sikkerhedspolitik. Det skyldes blandt andet, at Militæret – den jordiske sikkerhedspolitiks mest og uforholdsmæssigt indflydelsesrige institution – har optaget langt flere mænd end kvinder: 99% mænd over for 1% kvinder siden år 3000 f.v.t. Tendensen er blevet yderligere styrket i sikkerhedspolitikkens øvrige sfærer. Blandt mediernes krigskorrespondenter har 10 ud af 10 korrespondenter været mænd i en periode på ca. 4090 år, indtil omkring år 2005 hvorefter kun 9 ud af 10 har været mænd. 
Der er så mange andre eksempler at de ikke skal nævnes her, for mængden vil blot trætte læseren og sløve den polemiske økses hug mod hendes stivnede hjernemasse.

Et navlebeskuende eksempel skal dog nævnes.

Hjælp! Giv os ytringsfrihed! 5 nye tegninger

Tillykke med dagen, FN! Her er min tale til dig

Kære FN.

I dag er det din dag. Den 24. oktober 1945 kom du til verden, tillykke tillykke, hvor er der sket meget siden dengang! Ja, helt ung er du ikke længere, men det er jo ikke nogen skam.

Du kunne i teorien have været endnu ældre! Vi kunne have fejret din 200 års fødselsdag med dig som selve sammenhængskraften i en fredelig verden, hvis andre end bogormene havde lyttet til Herr Immanuel Kants forslag til hvordan vi skaber “en evig fred”. 

Nå, du har jo den alder du har. Og hvordan synes du selv det går for tiden? Undskyld, det var et retorisk spørgsmål, som også skal skjule det faktum at jeg ikke er en af dine allernærmeste. Der er ting, jeg ikke ved om dig, og sider ved dig som jeg slet ikke forstår. Men pyt, i dag åbner jeg munden for at hylde dig! Dine paradokser og svigt kan vi tale om senere.

Og nu vil jeg gøre noget, som jeg har hørt andre talere gøre ved fødselsdage og jubilæer. Jeg vil minde dig om, hvem du var engang. Altså hvem du sagde du var, da du først oplod din røst her i verden. Jeg vil gøre ligesom X gjorde, da hun i sin tale til Y læste op fra et af Ys gamle breve.

Walther Rathenau med de mange egenskaber

Dette er et forslag om at læse min artikel på det idéhistoriske site Baggrund om manden Walther Rathenau med de mange egenskaber. 

Rathenau (1867-1922) var en alsidig person: tysk-patriotisk sekulær jøde, elektrokemiker, kunstkender og amatørmaler, (hemmeligt homoseksuel,) koncernarving, forfatter, forretningsmand og erhvervsleder, politiker, med mere.

Da 1. verdenskrig brød ud, blev Rathenau ansat i det preussiske krigsministerium. Da sejrherrerne tvang det tabende Tysklands kejser til at gå af, blev han ”genopbygningsminister” i den nye tyske republik i 1921. Derefter blev Rathenau udenrigsminister, men terrorister myrdede ham snart efter på åben gade.

Desuden brugte Robert Musil ham i romanen Manden uden egenskaber som model for en tysk ”kongekøbmand”, en sværmerisk kapitalist og intellektuel våbenhandler. 

Læs hele artiklen om denne sammensatte, både tidstypiske og originale mand på Baggrund: Rathenau med de mange egenskaber

Kernekoalition og flagdag

Jeg har et indlæg på DenFri om kernekoalitionen mod IS, som Danmark deltager i - hvilket blev oplyst i fredags, på flagdagen for udsendte danske soldater: Kernekoalition og flagdag. Et kvindehyggeteselskab i helvede

Note om socialdemokrater og våbenindustri

Nedenfor (13. august) har jeg skrevet en ironisk polemik vendt mod arbejdspladsargumentet for indkøb af kampfly/våben. Argumentet lyder, at bruges en stor del af det skattefinansierede forsvarsbudget på fx nye kampfly, så er denne udgift og handel i orden, hvis nogle af pengene kommer tilbage i form af nye arbejdspladser. Dvs. arbejdspladser i den danske forsvarsindustri. Denne udvidede byttehandel muliggøres af modkøbsaftaler/retningslinjer, som forpligter sælgeren af fx kampfly til at (mod)købe produkter fra den danske forsvarsindustri. Modkøbsaftalerne er altså en måde, hvorpå den danske stat (indirekte) kan yde statsstøtte til den danske forsvarsindustri. Ved at tilvejebringe modkøbsordrer og dermed arbejdspladser.

Det var så min (t)anke, at nye arbejdspladser ikke nødvendigvis er et gode. Det kommer an på branchen. Og jeg hører til dem, der synes det er udmærket, at Danmark ikke har så stor en forsvarsindustri som vores nabolande Sverige, Norge og Tyskland.

I dag vil jeg spørge, om (nye) arbejdspladser er en socialdemokratisk kerneværdi? Må en socialdemokrat nødvendigvis støtte industrien og industriarbejderne – her specifikt forsvarsindustrien?

Nye kampfly = nye arbejdspladser!

OBS: Den følgende kommentar til den danske stats indkøb af nye kampfly er inspireret af disse udsagn: 

"Løfterne om arbejdspladser (i den danske forsvarsindustri ifølge modkøbsaftaler) er en måde at få befolkningen til at acceptere flykøbet på. Indkøbet af 30 fly til et sted mellem 20 og 30 milliarder kroner er ikke nogen vindersag for de fleste partier. Og da slet ikke i en tid, hvor økonomien ikke har det for godt. Politikerne har simpelthen valgt at bruge det argument, som de mener er bedst egnet til at få danskerne til at acceptere købet. Det samme gjorde forsvarsminister Erling Brøndum (V) sidste gang Danmark købte kampfly i 1974-75."  

Jens Ringsmose, lektor ved Center for War Studies, citeret i Information 5.-6. juli 2014.

Skal vi virkelig købe nye kampfly for flere milliarder kroner? Nej, vi skal da ikke købe våben for så mange penge! Vi skal da nøjes med at sælge våben og andre forsvarsprodukter. Og ja, selvfølgelig udvikle, producere og levere dem – ellers var der jo ikke noget salg.

Denne tankegang er oplagt. For det gør ondt at se cirka 30 milliarder kroner af vor skat – plus fremtidige værkstedsudgifter – blive givet bort på den måde. 
Men situationen kunne heldigvis være endnu værre. The worst case scenario ville være, at vi simpelthen blev 30 milliarder kroner fattigere og til gengæld bare fik nogle, tja, kampfly, som så kunne stå og pynte i garagen, hvor vi hele tiden måtte pudse dem osv., for så meget at bruge dem til har vi jo heller ikke. Men så bizar er situationen heldigvis ikke.

Pacifisme og andre spøgelser

Bertha von Suttner, 1843-1914,
østrigsk pacifist og forfatter 

Der findes (stadig) racisme. Der findes (stadig) uligestilling mellem mænd og kvinder.
Disse genfærd eller overlevere, disse sejlivede uretfærdigheder findes (stadig) nu og her. Dette er blevet sagt mange gange i det sidste års danske debatter rundt omkring. Det forekom nogle, at disse uretfærdigheder var bortskaffet – eller havde skiftet skikkelse til ukendelighed. Men måske var de snarere fortrængte, og det fortrængte vendte tilbage, om end i nyt (mode)tøj. Og således bekendtgjorde stærke kvinder, at kvinder slet ikke er stærke, men stadig kommer i anden række. Og privilegerede mænd udtalte, at mænd stadig har privilegier, som kvinder ikke har. Mens andre påstod, at de så spøgelser …
I al fald findes der spøgelser: tvetydige fænomener.

I dag vil jeg præsentere et godt spøgelse: PACIFISMEN.

Januar/februar, krig/fredskonference, Hassan/Farrokhzad

moskebyggeri i Kbh Nordvest

Hej februar, hej bloglæsere. Hej forår?

Du danske sprog, du er en bombe i min turban

For et par år siden var jeg til et arrangement om Viktor Klemperers bog LTI – Lingua Tertii Imperii. Det Tredje Riges Sprog. En filologs dagbog. Arrangementet fandt sted i en kirke. Det begyndte dog ikke med Ordet, men med en orgelsonate. Musik er jo også et sprog og komponisten, Mendelssohn, brugte ikke kun musiksproget på en rar måde, men til tider voldsomt og aggressivt. Da sonaten var forbi, blev der læst op af Klemperers bog – af en god skuespiller med en smuk diktion – i det store flotte rum. Efter oplæsningen blev tilhørerne opfordret til at snakke med hinanden på kirkebænkene, og til sidst kunne man tale ud i forsamlingen. Der var enighed om, at vi skal tale pænt til hinanden. Hvad enten vi er nazister, danske politikere eller fulde fodboldfans. Ellers opfatter vi ikke hinanden som mennesker, sagde én.

Det fik mig til at tænke på Nietzsche, der skrev ”Jeg er ikke et menneske. Jeg er dynamit.” Måske skrev han det oppe på sin bjergtop, afsondret fra andre mennesker, mens han lyttede til detonationerne, når der med dynamit blev sprængt nye tunneller.

Jeg er dynamit

”Jeg er dynamit” skrev filosoffen Nietzsche.

Disse 3 ord har jeg hugget og brugt som titel på et essay, som jeg har skrevet til Modersmål-Selskabets Årbog 2013. Årbogen udkom igår.

Essayet ”Jeg er dynamit” handler om høflighed – forskellige opfattelser af høflighed – om ytringsfrihed – paragraffer versus moralske normer, selvcensur og frygt for vold, tolerance og respekt – om grimt og groft sprog – fx i kunst og humor – om sprogvold og fysisk vold – voldsmonopolet, ord versus handling, ord som våben, ordenes vold og magt.

Ord til hinanden, som årbogen hedder, indeholder: 

Forord ved Gerda Thastum Leffers · Marie Møller Kristensen (“Jeg er dynamit”) · Kristian Tvilling (Fucking høflige) · Pia Raug (“I begyndelsen var ordet”) · Søren Ulrik Thomsen (Noget alvorligt i klemme) · Anne Kjærgaard (Breve fra det offentlige) · Anders Fogh Jensen (Tale der virker. Godt) · Jørgen Chr. Wind Nielsen (Havemand og sprogmand) · Søren Ryge Petersen (Takketale)

Bogen kan købes for 100 kr. her

Voldelig oldemor. Om kvinder og krig

Valkyrie fra Fyn

Den lille valkyrie er en dræber.

Hun kårer (kyrie) de krigere, der skal falde (val) på slagmarken. 

Som en nutidig højtstående militærperson, der ikke selv deltager i kamp, men planlægger de militære operationer, er valkyrien i krigermundering, skønt hun står over kampen. Hun er på krigernes side, men dømmer dem også til døden. (Og følger dem ind i den næste verden). 

Hun er krigs(u)lykken eller krigsskæbnen, der garanterer, at de menneskelige tab i en krig ikke sker tilfældigt og meningsløst. 
Hendes styrke og skønhed viser, at krig er en ædel og værdifuld ting. 
Og som kvinde viser hun, at krig er betydningsfuld for begge køn, det er ikke bare en maskulin hobby, men handler om liv og død, skæbne og ære for alle.