Indlæg i Weekendavisen 9.12.16
Den 1. december blev der afholdt indfødsretsprøve. Prøven var væsentlig lettere end sidst. Kulturarvsspørgsmålene handlede ikke om årstal, men om navne. Olsen-banden er stadig en grundingrediens i dansk kultur, men nu var det ikke den første films premiereår men instruktøren, som statsborgerskabsansøgerne skulle udpege.
Det er naturligvis godt, at kritikken af den forrige prøve og dens dumpeprocent på 68,8 har haft en effekt. Men det er selve opskriften, der er forkert. Prøven er og bliver en omgang quiz-biksemad.
Indfødsretsprøven var DF’s idé. Mens andre europæiske lande indførte vidensprøver om samfundsforhold og nyere politisk historie, ønskede DF, at nye borgere også blev testet i »dansk kultur«, kunst, kulturarv og ældre danmarkshistorie. I prøven af 1. december indbefatter det spørgsmål om Olsen-banden og Matador, Jeppe på Bjerget, en dansk filosof, Bertel Thorvaldsen, digtet Der er et Yndigt Land, bogen De dybeste rødder og en dansk olympisk medalje. Plus en håndfuld historiespørgsmål til tiden før 1900-tallet.
De kulturelle spørgsmål laves på baggrund af Kulturkanonen fra 2006. Prøvedeltagerne har næppe selv oplevet de givne kunstværker, de har forberedt sig uden undervisning og forsøgt at lære navne og titler fra lærematerialet udenad.
Det er uklart, hvordan denne »viden« gør én til en god samfundsborger. Man kan selvfølgelig i baggrunden skimte dannelsesidealer, som de kendes fra højskoler, grundskoler og hjem med klaver – men dér handler det om at tilegne sig værker og tanker. Indfødsretsprøven er derimod en paratvidens-quiz, som blander spørgsmål i kunst, samfund, politik og historie i tilfældig rækkefølge. Designet er usystematisk og forvirrende, eller systematisk forvirrende, og kendes ikke fra normale eksaminer, men netop fra quizzer eller forhør.
Det ville give mening, at en ny borger skulle dokumentere basal viden om samfundsforhold, institutioner, love, pligter og rettigheder. Men hvorfor skal borgeren, hvis hun ønsker statsborgerskab, borgeranerkendelse og demokratisk valgret, også testes i dansk kunsthistorie og kulturarv? Her mener nogle, at den nye borger dermed viser integrationsvilje, og at denne vilje til bred paratviden kan afhjælpe alverdens integrationsproblemer, hvad enten det er værdikonflikter eller arbejdsløshed.
Andre siger ligeud, at danske politikere kan stille lige præcis de krav til udlændinge, som der er flertal for, uanset (mangelen på) argumenter. For Grundloven kundgør jo, at »ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov«.
Dermed glemmer man bare, at der ikke findes indfødsret i Danmark, men derimod en afstamningsret til statsborgerskab, som man arver fra en forælder. Hvis man er indfødt og opvokset her, men ens forældre ikke har statsborgerskab, så skal man også bestå indfødsretsprøven for at blive statsborger.
[Man overser også, at hvis staten lader en udlænding bosætte sig – hvad enten hun arbejder, studerer, får asyl eller gifter sig med en borger – så bør den nye borger også have en reel mulighed for at blive ligestillet med resten af befolkningen, ikke kun hvad angår pligter, men også rettigheder. Herunder fuld demokratisk valgret, som enhver permanent borger i et levende og deltagende folkestyre naturligvis bør besidde.]
»Deltagende folkestyre« er en af de danske samfundsværdier, der kan komme til at indgå i den nye Danmarkskanon. Det er muligt, at den nye kanon fremover bliver en del af indfødsretsprøvens pensum, og at Kulturkanonens kunsthistoriske pensum bliver strøget. Det kunne skabe en mere meningsfuld prøve, gøre videnskravene mindre elitære og vilkårlige, og give såvel lavt- som højtuddannede bedre adgang til dansk demokratisk medborgerskab.
[Afsnit i klammer: Et af de afsnit, der ikke var plads til i avisen]
