Gensyn med våbnene i Japan

Portræt af krigeren Hachibei Komakine.
Træsnit af Tsukioka Yoshitoshi (1839-92)

Japan er et af de eneste lande i verden med en pacifistisk forfatning og en overvejende pacifistisk befolkning. Men i september 2015 vedtog regeringen nye krigslove, der tillader japansk militær at kæmpe uden for Japan.

Mens vi i Danmark er ved at lære at leve med, at dansk militær kæmper og kaster bomber i udlandet, er krigsdeltagelse uden for landets grænser stadig meget kontroversiel i Japan. De fleste japanere er pacifister i følgende forstand: De mener, at deres land ikke skal bruge militære midler til at løse konflikter med andre lande. Og følgelig, at japanske soldater ikke skal deltage i militær konfliktløsning – krig – uden for Japan. Alligevel vedtog det japanske parlament i september nye love, der tillader netop dét. Japans militær må fremover udøve kollektivt selvforsvar af en allieret, og altså operere militært uden for Japan. 

Læs hele artiklen, skrevet af mig, i Atlas Magasin: Gensyn med våbnene

Flygtningene og freden

Da der begyndte at komme små flygtningestrømme til Rødby, Danmark, skrev jeg et teatralsk indlæg til DenFri: Nu er du bange!

(Siden da viste det sig, at frygt og bæven for flygtninge var mere udtalt hos politikerne end i befolkningen, hvor mange gerne ville hjælpe de nyankomne).

21.9. havde jeg en kommentar i Atlas Magasin om flygtninge i Danmark og danske politikeres reaktioner, og om konfliktløsning i en globaliseret verden: Er Jorden også rund når der er krig?  

I anledning af flagdag for Danmarks udsendte soldater

- et billede fra Københavns Rådhus i dag. 
Byens overborgmester Frank Jensen takker og hædrer de fremmødte soldater, der har været udsendt det seneste år. Og flagdagen skal hædre de udsendte soldater; det er formålet med den. 
I sin korte tale forbandt overborgmesteren desuden soldaternes arbejde (indsats sagde han nok) med 'den aktuelle flygtningestrøm og de tragiske billeder i medierne fra denne', idet soldaterne netop forsøger at gøre verden bedre gennem deres arbejde. 
Men kan danske soldater pt gøre noget godt i de verserende krige i Syrien og Irak? 
Er det ikke på tide (jo det er!) at alle, politikere såvel som soldater og alle andre borgere indser og udtaler, at krigene må stoppes gennem fredsforhandlinger? Det er i mindre grad soldater og i højere grad et meget stærkere og meget mere fredsvilligt og fredspotent FN, der er brug for nu. 

Tillykke med dagen, FN! Her er min tale til dig

Kære FN.

I dag er det din dag. Den 24. oktober 1945 kom du til verden, tillykke tillykke, hvor er der sket meget siden dengang! Ja, helt ung er du ikke længere, men det er jo ikke nogen skam.

Du kunne i teorien have været endnu ældre! Vi kunne have fejret din 200 års fødselsdag med dig som selve sammenhængskraften i en fredelig verden, hvis andre end bogormene havde lyttet til Herr Immanuel Kants forslag til hvordan vi skaber “en evig fred”. 

Nå, du har jo den alder du har. Og hvordan synes du selv det går for tiden? Undskyld, det var et retorisk spørgsmål, som også skal skjule det faktum at jeg ikke er en af dine allernærmeste. Der er ting, jeg ikke ved om dig, og sider ved dig som jeg slet ikke forstår. Men pyt, i dag åbner jeg munden for at hylde dig! Dine paradokser og svigt kan vi tale om senere.

Og nu vil jeg gøre noget, som jeg har hørt andre talere gøre ved fødselsdage og jubilæer. Jeg vil minde dig om, hvem du var engang. Altså hvem du sagde du var, da du først oplod din røst her i verden. Jeg vil gøre ligesom X gjorde, da hun i sin tale til Y læste op fra et af Ys gamle breve.

Note om socialdemokrater og våbenindustri

Nedenfor (13. august) har jeg skrevet en ironisk polemik vendt mod arbejdspladsargumentet for indkøb af kampfly/våben. Argumentet lyder, at bruges en stor del af det skattefinansierede forsvarsbudget på fx nye kampfly, så er denne udgift og handel i orden, hvis nogle af pengene kommer tilbage i form af nye arbejdspladser. Dvs. arbejdspladser i den danske forsvarsindustri. Denne udvidede byttehandel muliggøres af modkøbsaftaler/retningslinjer, som forpligter sælgeren af fx kampfly til at (mod)købe produkter fra den danske forsvarsindustri. Modkøbsaftalerne er altså en måde, hvorpå den danske stat (indirekte) kan yde statsstøtte til den danske forsvarsindustri. Ved at tilvejebringe modkøbsordrer og dermed arbejdspladser.

Det var så min (t)anke, at nye arbejdspladser ikke nødvendigvis er et gode. Det kommer an på branchen. Og jeg hører til dem, der synes det er udmærket, at Danmark ikke har så stor en forsvarsindustri som vores nabolande Sverige, Norge og Tyskland.

I dag vil jeg spørge, om (nye) arbejdspladser er en socialdemokratisk kerneværdi? Må en socialdemokrat nødvendigvis støtte industrien og industriarbejderne – her specifikt forsvarsindustrien?

Nye kampfly = nye arbejdspladser!

OBS: Den følgende kommentar til den danske stats indkøb af nye kampfly er inspireret af disse udsagn: 

"Løfterne om arbejdspladser (i den danske forsvarsindustri ifølge modkøbsaftaler) er en måde at få befolkningen til at acceptere flykøbet på. Indkøbet af 30 fly til et sted mellem 20 og 30 milliarder kroner er ikke nogen vindersag for de fleste partier. Og da slet ikke i en tid, hvor økonomien ikke har det for godt. Politikerne har simpelthen valgt at bruge det argument, som de mener er bedst egnet til at få danskerne til at acceptere købet. Det samme gjorde forsvarsminister Erling Brøndum (V) sidste gang Danmark købte kampfly i 1974-75."  

Jens Ringsmose, lektor ved Center for War Studies, citeret i Information 5.-6. juli 2014.

Skal vi virkelig købe nye kampfly for flere milliarder kroner? Nej, vi skal da ikke købe våben for så mange penge! Vi skal da nøjes med at sælge våben og andre forsvarsprodukter. Og ja, selvfølgelig udvikle, producere og levere dem – ellers var der jo ikke noget salg.

Denne tankegang er oplagt. For det gør ondt at se cirka 30 milliarder kroner af vor skat – plus fremtidige værkstedsudgifter – blive givet bort på den måde. 
Men situationen kunne heldigvis være endnu værre. The worst case scenario ville være, at vi simpelthen blev 30 milliarder kroner fattigere og til gengæld bare fik nogle, tja, kampfly, som så kunne stå og pynte i garagen, hvor vi hele tiden måtte pudse dem osv., for så meget at bruge dem til har vi jo heller ikke. Men så bizar er situationen heldigvis ikke.

Pacifisme og andre spøgelser

Bertha von Suttner, 1843-1914,
østrigsk pacifist og forfatter 

Der findes (stadig) racisme. Der findes (stadig) uligestilling mellem mænd og kvinder.
Disse genfærd eller overlevere, disse sejlivede uretfærdigheder findes (stadig) nu og her. Dette er blevet sagt mange gange i det sidste års danske debatter rundt omkring. Det forekom nogle, at disse uretfærdigheder var bortskaffet – eller havde skiftet skikkelse til ukendelighed. Men måske var de snarere fortrængte, og det fortrængte vendte tilbage, om end i nyt (mode)tøj. Og således bekendtgjorde stærke kvinder, at kvinder slet ikke er stærke, men stadig kommer i anden række. Og privilegerede mænd udtalte, at mænd stadig har privilegier, som kvinder ikke har. Mens andre påstod, at de så spøgelser …
I al fald findes der spøgelser: tvetydige fænomener.

I dag vil jeg præsentere et godt spøgelse: PACIFISMEN.

Den Europæiske Fred

For nylig blev Nobels Fredspris givet til EU. ”Nå, de havde vel svært ved at finde nogen, de kunne give den til,” var den umiddelbare kommentar.

Flere mere vidende personer forklarede, at EU skam var et fredsprojekt og havde været det siden det hed Kul- og Stålfællesskabet i 1950’erne. Dette beviser virkeligheden jo også, for har der måske været krig i Europa de sidste 60 år? Nej. Altså bortset fra Balkan i 1990’erne, men de var jo ikke med i EU. Før det var der den kolde krig, men det var jo ikke en krig. Og de vesteuropæiske lande har ikke været i krig med hinanden. 

Pax europaea. FRED. 

Måske er uddelingen af Fredsprisen det tætteste vi kommer på en fredsfejring eller fredsfest. Fred er noget, man tager for givet, når man har det. Man kan faktisk blive nødt til at se uendelige krigsprogrammer på tv, læse krigsbøger og se voldsfilm, for rigtigt at kunne nyde freden. Vold og kamp er ligesom en ”skæbne” eller gammel flamme, der kalder på os og lokker. Der taler et sprog, vi godt forstår.

Eller mange forskellige sprog. Krigens stemme taler ikke bare om vold, men også om retfærdighed. Både om angreb og om forsvar. Om fysisk overlevelse og økonomisk vinding. Krig er så sammensat, at ingen længere tør kalde sig pacifist. Det lyder naivt og virkelighedsfjernt, lige så åndssvagt som at kalde sig modstander af regnvejr eller fødsel og død.