10. marts 2013

Du danske sprog, bliv frugtbart og mangfoldigt!

Jeg har tidligere påstået, at det danske sprog bare er … et sprog. 
Og at et sprog først og fremmest er et redskab til kommunikation. Der er ting, vi har brug for at sige til hinanden, meddelelser der skal videregives, sager som skal gives betydning.

Med dette simple syn på sprog ønskede jeg at modsige et andet sprogsyn. Nemlig den idé, at sprogbrug er en slags sammenhængskraft-lim. En tyktflydende superlim (lige så tyk som blod), der følger en ældgammel og dybsindig opskrift, som kun de indviede (de indfødte) kender.
Bla bla bla, siger jeg, bla bla bla, siger du, og sådan skaber og opretholder vi en socialitet  der er fuld af undertekst og koder, uskrevne og uudtalte normer.

Det som (stadig) generer mig, når sproget konstant sættes til at bære tunge byrder af sammenhængskraft eller kultur, er følgende. 
Sproget – dvs den konkrete brug af sprog – bliver lige så begrænset, som kulturen er. Sproget får alt for små sko på – i hvert fald, når det drejer sig om et i forvejen lille sprog som dansk. Et lille sprog, der tales i en lille kultur. Men en lille kultur, som vel at mærke (igen) er ved at blive større eller mere mangfoldig.

Helt konkret tænker jeg på modersmålstalendes intolerance over for udlændinge-dansk. Altså dansk talt med accent (samt dialekt) – dansk der afviger fra ”rigsdansk” eller ”målsprogsnormen”. Denne intolerance er velkendt i dagligdagen og eftervist i forskningen.

Det er en intolerance, som let kan forklares. Siden de norsktalende, tysktalende og islandsktalende dele af Danmark holdt op med at være danske, har danskerne vænnet sig til at dansk kun tales på én måde – nemlig som modersmåls(rigs)dansk. (Jeg ser bort fra dialekterne, der i samme periode er skrumpet). Grønlændere, færinger, "slesvigere" (m.fl.) var/er stadig tosprogede, men talte/taler ofte dansk uden accent.

I dag har vi så den situation, at der (igen) er flere danske borgere, der ikke har dansk som modersmål (eller ”førstesprog”), men som ”andetsprog”. Jeg tænker på indvandrere og flygtninge. De taler et anderledes dansk – et dansk med accent og med ”normafvigelser”. Disse medborgere bør tale (godt) dansk, det er den almindelige holdning, som jeg også deler. Men paradokset er, at det sjældent er godt nok. Og grunden er, at dansk har fået for små sko på. Dansk skal være flydende rigsdansk, ellers tæller det ikke og vi gider det ikke. 

”Vi” er her de modersmålstalende, der i reglen slår over i engelsk eller opgiver kommunikationen, når samtalepartneren ikke taler flydende rigsdansk. På den måde bliver det meget svært at komme til at tale dansk – for dem som er ved at lære det, eller af andre grunde taler med accent og normafvigelser.

Jeg synes, at dansk skal globaliseres. Dansk skal blive et sprog, som kan bruges, selv om man ikke følger modersmåls- eller rigdansk-normen. Det danske sprog skal ikke defineres som min moders stemme, men som et elastisk kommunikationsredskab. 

Mumle-tendensen, der er blevet forstærket i den umiddelbare fortid, skal droppes igen. Ideen om at engelsk er det eneste sprog, der kan bruges mellem mennesker af forskellig nationalitet eller herkomst, skal opgives.

Tolerancen over for accenter skal udvides. Hermed mener jeg ikke, at vi skal elske accenter eller holde op med at have mere eller mindre mærkelige fordomme om de mennesker, der gemmer sig bag accenterne. Vi kan ikke holde op med at fantasere om folks baggrund og intelligens ud fra måden de taler på. Fordomme og stereotype generaliseringer er en del af vores ufuldkomne forståelse af andre mennesker (og os selv). 

Med tolerance over for accenter mener jeg simpelthen, at vi skal slå ørerne ud og blive bedre til at forstå og samtale med folk, der taler med accent og afvigelser. Bedre til at lytte og til at fastholde, at der tales dansk  og at vi ikke befinder os i en faresituation, som vi kun kan redde os ud af ved hurtigst muligt at slå over i engelsk eller løbe vores vej.

Vi kan også vælge at blive på den slagne (flugt)vej. Her taler vi nødigt med folk, der ikke behersker sproget som indfødte rigsdansktalende. 
Her tror vi, at dansk hele livet bliver ved med at være min moders stemme, der på en sødt velsignet måde når hjertet, og at dansk er en kulturel grundingrediens i sammenhængskraften i en socialitet, der kun er for folk der er ligesom os selv (hvad angår fødested, rødder, dannelse, humor osv).

Men … det er for sølle. 

Jeg beder derfor den gud, der skabte den babyloniske sprogforvirring, om at gøre det danske sprog frugtbart og mangfoldigt (igen), og lade det sprede sig udover Danmark i alle mulige accenter.

*

Læs også Du danske sprog, du er ... bare et sprog

Danskeres opfattelser af dansk talt med accent er et emne, som bl.a. Marta Kirilova har undersøgt (2007). Læs mere om dette her og her

4 kommentarer:

  1. Hej,
    Godt brølt, men sprog kan jo ikke skilles fra kultur. Alligevel har du ret i, tror jeg, at kultur kan give et dårligt sprogøre, så man ikke kan "forstå" nye former for dansk. Så ja, vi skal slå ørerne ud og lade både sproget og kulturen (i sproget) vokse.
    Hilsen Olga

    SvarSlet
  2. Tak for kommentaren - jeg tror vi er enige.

    SvarSlet
    Svar
    1. Altså bortset fra at jeg mener at sprog kan adskilles fra kultur.

      Slet
  3. Og et PS (til Caroline m.fl.) Jeg har intet imod import af engelske ord i det danske sprog. Det er nice med nye ord.

    SvarSlet