Litteratur for læserens skyld, Vladimir Nabokov mv.

Er virkeligheden inden i fiktionen? Eller uden om? Når jeg stiller Meta de spørgsmål, så spørger hun mig straks: Hvad er virkelighed? Hvad er fiktion? Vi diskuterer hele natten og bliver ikke færdige. Er digte faktion? Er ”autofiktion” fiktionsfri fiktion? Er virkeligheden inde i sprogets hus? Er sprogets hus under konstant ombygning? Hvad ved vi om den hjemløse og husvilde virkelighed?

Meta er et anstrengende bekendtskab. Jeg stopper hende med name dropping og siger: I den meget store filosof Immanuel Kants posthume skrifter står der: 

Tænkningen er en talen, og denne en lytten.

Nå, og hvad så? siger Meta. Jo, siger jeg: tænkningen taler, især ved hjælp af sprog. Sproget kan mumles, siges højt eller skrives. Den skrevne tænkning, den skrevne tale, kalder vi litteratur. Af littera: bogstav. Eller ikon :) Tja, siger Meta, men er det skrevne så virkelighed eller fiktion? Eller måske musik? Det er ikke det afgørende, siger jeg, hør nu bare efter. 

Talen er en lytten. Den tænkende taler, ved hjælp af lyde eller bogstaver, og lytter samtidig til noget eller efter noget. Det, som der lyttes til eller efter, kan du godt kalde ”virkelighed”, men det virker mest af alt forvirrende, for det kan også være ”fantasi” og ”mulighed”. Hovedsagen er, at det er der. Ellers kunne man ikke lytte.

Hm, siger Meta.

*

Næste spørgsmål:

Hvad skal vi med litteraturen?! Og for hvis skyld findes den overhovedet? For læsernes skyld, håber jeg.
Som læser tror jeg på en kunst for læserens skyld. Det lyder både egocentrisk og naivt, det indrømmer jeg – puha, det er nærmest pinligt, ligesom hvis jeg troede at Socialdemokraterne arbejdede for de socialdemokratiske vælgeres skyld, helt absurd er det jo og hvem er disse vælgere forresten? Er der nogen der kan se eller høre dem? Og hvem er litteraturens læsere, hvis de ikke er forfatterne selv og andre skribenter og journalister, som synligt og hørligt diskuterer litteratur i offentlige fora? Findes disse læsere overhovedet, for hvis skyld jeg tror at litteraturen findes, når jeg nu hverken tror på at den findes for sin egen eller for en bedre verdens skyld (i hvert fald kun en bedre verden med læsere)? 

Nåh, de er vel usynlige og stille, de læsere. De læser jo. De virker åbenbart i det skjulte og kan dårligt kontrolleres og tælles. Godt nok er medierne fulde af lister: mest solgte bøger, mest læste artikler, mest sendte, mest anbefalede, mest kommenterede osv. Men hånden på hjertet: Vi kan jo ikke være sikre på, at disse tekster rent faktisk læses. Det er en ubehagelig usikkerhed (især for en forfatter), men så er der til gengæld ansat nogle kritikere, som får penge for at læse og skrive om det læste. Kritikerne aflægger ligesom en eksamen i det læste pensum, for så vidt er kritikernes læsning under kontrol og vi andre kan altid overvære disse eksaminer, og så overveje om vi måske ovenikøbet selv vil læse pensum.

Vi læsere er simpelthen ekstremt frie og ubundne, og hvis vi endelig føler os forpligtede til at følge med i litteraturen, kan vi jo nøjes med andenhåndslæsninger, nemlig anmeldelser og kritik, og alle de litterære debatter. Den slags læsning er også tidskrævende og bagefter er vi måske trætte, går i seng og falder i søvn og drømmer om forfatternes frisurer og kritikernes personlighedstræk, samt drømmetænker lidt over litteraturens forhold til revolutionen og selve dens eksistensberettigelse.

For litteraturen har et eller andet ansvar. Altså de skrivende har et ansvar i forhold til deres læsere. Det må være et ansvar for hvordan de ... lytter til verden ...? 

Nu har jeg fx lige læst Vladimir Nabokovs erindringer. De er skrevet ”TIL VÉRA”, men jeg læste dem nu alligevel. Overfor mig i sofaen læste min kæreste Knausgård, ”nu skriver han om hvordan han pakker en pizza ud”, mens jeg læste om lille Vladimirs sommerfuglejagt og hans families flugt til Krim, og fra Krim til England, da den russiske revolution brød ud. Nabokov er god til at skrive, han er meget opmærksom, men hans verden er også hans verden, hans omverden, som han har oplevet.

Nabokov har, stadig som ældre mand, et uforsonligt syn på revolutionen, dens bagmænd og støtter og forløb og resultater, som er formet af hans erfaringer med tab og flugt, ødelæggelse og udelukkelse. Det som han ikke ser i den russiske virkelighed, kan han heller ikke se, når han læser russisk litteratur. Hans virkelighedssyn spejles i hans litteratursyn, og omvendt, når han fx kalder forfatteren Maxim Gorki for en af disse ”hjemstavns-middelmådige” (forfattere). 
For som jeg læser Gorki, har han måske ikke et vildt og veltalende ordforråd (som fx Nabokov), men alligevel har han skrevet fantastisk om fattigdom og familie i sine barndomserindringer. 
Og her tænker denne læser simpelthen, at netop fattigdom i Rusland var en af de årsager til revolutionen, som gør den moralsk og politisk forståelig og berettiget. Dette altså som motivanalyse af den russiske revolution, ikke vurdering af dens forløb. 

Desuden tænker læseren, at Nabokov hverken kunne se denne fattigdom og dens uretfærdighed i virkeligheden eller i Gorkis bøger, og bl.a. derfor heller ikke kunne finde et eneste forsonende træk ved den revolutionære bevægelse.

                 

Jeg læser Nabokov med fornøjelse (indimellem kedsomhed) og med tillid, men også med skepsis. Jeg overdrager ham ikke hele ansvaret for at vise mig, hvordan verden anno 1917 var, eller for hvordan den russiske revolution bør opfattes.

*

Og et digt

af Janina Katz

HVEM VED... 

Hvem ved, 

måske er jeg virkelig en digter,

sådan som jeg i morges

sad på sengekanten

og skrev et brev til døden.

Om,  

at den må vente.

Jeg har endnu ikke skrevet et digt,

der vil få verdens hjerte

til at slå for de forfulgte

og de sultende.

Og har endnu ikke fundet

den hånd,

der vil holde om min

og skrive i mit hjerte.

fra Skrevet på polsk, 2011