Farveblind i Virginia

Postkort fra USA #4

Hvor er de sorte? Afroamerikanerne.

Nej, det spørgsmål kan jeg vel ikke stille. Jeg har allerede fået at vide af min kæreste, at jeg ikke skal gå og snakke om ”race” på gaden. 

Som der står i et digt i et tidsskrift, der ligger på træverandaen i vores venners hus:

Don’t speak of race. The record’s scratched. I don’t recall. I never knew. 

Anyone who’d tell you is dead. And: No one would tell you. 

(Tess Taylor)

Postkort fra USA

#1 

Papirløse

En: 

”Jeg prøvede at krydse grænsen 4 gange, før jeg kom over. Det kostede ikke så meget dengang. I dag er det meget dyrere. Men da jeg havde prøvet 4 gange, var blevet taget af grænsepolitiet og smidt tilbage – dengang blev man smidt lige over på den anden side, ikke kørt eller fløjet langt ind i Mexico som de gør i dag – begyndte jeg at lede efter en dyrere smugler, en bedre. Jeg fandt én der kostede meget mere. Og det lykkedes, jeg kom ind. Jeg kan selvfølgelig ikke rejse hjem. Rejse ud. Jeg arbejder, har lejlighed og bil, kører altid forsigtigt, bliver aldrig taget af færdelspolitiet. Turene over grænsen var hårde … men ikke for mig. Jeg var ung og vant til at arbejde 15 timer om dagen i ulidelig varme, det var ikke noget problem for mig at ligge i en bil eller sådan noget. Nu er jeg newyorker … eller min søn er. New York er stressende, alle har stress. Men jeg savner altid byen efter et par dage, når jeg tager på landet.”

TID. Kapitel 4: Kan nuet forsvinde? Kan fremtiden klappe sammen?

Om gentagelse, mindfulness, øjeblikkets mørke, fremtidsfrygt og forår

Hvis man har en god hukommelse, kan man undgå at begå de samme fejl igen og igen. 

Eller: Hvis man har en god hukommelse, så har man en slet karakter. Man vil bære nag og ar, være forudindtaget, ikke tilgive (i betydningen glemme) og ikke tro. 

Men ideelt set, hvis man ellers husker det rigtige, kan man bruge hukommelsen til at opsøge den gode gentagelse og undgå den dårlige. 

Søren Kierkegaard, dette års 200 års fødselar der snart vil blive fejret som ”forud for sin tid” og ”profetisk”, ”tidsløs klassiker” og ”en af dansk filosofis mest forfriskende evergreens”, kaldte gentagelsen for forlæns erindring. 

Når man gentager, går man forlæns mod fremtiden, men samtidig genkender man. Déjà-vu. Gentagelse kan være kedelig eller dræbende, og Freud skrev om gentagelsestvang, for måske vil man gerne kunne gå forlæns uden samtidig at gå i ring. Fremad! Mod en helt ny fremtid. Men fremtiden er uvis, den kan blive ny og den kan blive en gentagelse af det gammelkendte. Fremtiden er usikker og kan tårne sig op som et bjerg, det bliver anstrengende at bestige. Bare man kunne finde hvile i nuet. Blive lige dér, hvor fortid og fremtid mødes: NU. Her, hvor fortiden slutter og fremtiden begynder.

TID. Kapitel 3: Fortid og hukommelse. Don't mention the war?

Jeg vil gerne starte med at gå tilbage i tiden: Mit fly fra Madrid landede efter 3 timer i luften i Kastrup. Derfra tog jeg til Hovedbanen, hvor togene kørte rytmisk ind og ud. Inde i togene lød der mærkelige højtalerbeskeder: ”husk din bagage, når du står af toget”, ”tag dit affald med dig, når du forlader toget”. Og en ny kort én: ”til tiden”.