23. august 2014

Note om socialdemokrater og våbenindustri

Nedenfor (13. august) har jeg skrevet en ironisk polemik vendt mod arbejdspladsargumentet for indkøb af kampfly/våben. Argumentet lyder, at bruges en stor del af det skattefinansierede forsvarsbudget på fx nye kampfly, så er denne udgift og handel i orden, hvis nogle af pengene kommer tilbage i form af nye arbejdspladser. Dvs. arbejdspladser i den danske forsvarsindustri. Denne udvidede byttehandel muliggøres af modkøbsaftaler/retningslinjer, som forpligter sælgeren af fx kampfly til at (mod)købe produkter fra den danske forsvarsindustri. Modkøbsaftalerne er altså en måde, hvorpå den danske stat (indirekte) kan yde statsstøtte til den danske forsvarsindustri. Ved at tilvejebringe modkøbsordrer og dermed arbejdspladser.

Det var så min (t)anke, at nye arbejdspladser ikke nødvendigvis er et gode. Det kommer an på branchen. Og jeg hører til dem, der synes det er udmærket, at Danmark ikke har så stor en forsvarsindustri som vores nabolande Sverige, Norge og Tyskland.

I dag vil jeg spørge, om (nye) arbejdspladser er en socialdemokratisk kerneværdi? Må en socialdemokrat nødvendigvis støtte industrien og industriarbejderne – her specifikt forsvarsindustrien?

13. august 2014

Nye kampfly = nye arbejdspladser!




OBS: Den følgende kommentar til den danske stats indkøb af nye kampfly er inspireret af disse udsagn: 
"Løfterne om arbejdspladser (i den danske forsvarsindustri ifølge modkøbsaftaler) er en måde at få befolkningen til at acceptere flykøbet på. Indkøbet af 30 fly til et sted mellem 20 og 30 milliarder kroner er ikke nogen vindersag for de fleste partier. Og da slet ikke i en tid, hvor økonomien ikke har det for godt. Politikerne har simpelthen valgt at bruge det argument, som de mener er bedst egnet til at få danskerne til at acceptere købet. Det samme gjorde forsvarsminister Erling Brøndum (V) sidste gang Danmark købte kampfly i 1974-75."  
Jens Ringsmose, lektor ved Center for War Studies, citeret i Information 5.-6. juli 2014.

Skal vi virkelig købe nye kampfly for flere milliarder kroner? Nej, vi skal da ikke købe våben for så mange penge! Vi skal da nøjes med at sælge våben og andre forsvarsprodukter. Og ja, selvfølgelig udvikle, producere og levere dem – ellers var der jo ikke noget salg.

Denne tankegang er oplagt. For det gør ondt at se cirka 30 milliarder kroner af vor skat – plus fremtidige værkstedsudgifter – blive givet bort på den måde. 
Men situationen kunne heldigvis være endnu værre. The worst case scenario ville være, at vi simpelthen blev 30 milliarder kroner fattigere og til gengæld bare fik nogle, tja, kampfly, som så kunne stå og pynte i garagen, hvor vi hele tiden måtte pudse dem osv., for så meget at bruge dem til har vi jo heller ikke. Men så bizar er situationen heldigvis ikke.