21. april 2016

Fort Europa




















Fort Europa er (eller bliver) vel ikke synligt sådan på ét sted. 
Det man kan skimte på billedet er Engelsborg, Castel Sant' Angelo, i Rom.
I den evigt foranderlige stad, hvor man gerne hejser EU-fanen i modsætning til i Danmark.

Først var Engelsborg et mausoleum, så blev det en fæstning. Nu er det et museum. 
Bygningen har beskyttet/bevaret den døde kejser, senere beskyttede det den levende pave, i dag bevarer det minderne.
Det har også været et fængsel. Giordano Bruno sad der i årevis, før de tændte et bål og brændte ham i år 1600. Muligvis blev han tortureret. Det er også vores kulturelle (og kristne) arv.

Fort Europa er europæernes fængsel.
Fort Europa er også vores mausoleum, fæstning og museum, hvor vi begræder, beskytter og beundrer os selv som vi var eller kunne være.

20. april 2016

2. april 2016

Tigger i Rom

Jeg sidder på fortovet og drikker en dårlig cappucino piccolo, da en kvinde med en masse armbånd standser op, kalder mig smukke og spørger om alt er vel. 

Der er noget sejt over hende, så jeg svarer mere imødekommende end ellers, når en gadesælger henvender sig. Men snart ender det dårligt, et minut senere er hun sur over at jeg hverken vil købe noget eller have et armbånd foræret, ikke engang vil give en euro til en kaffe eller noget. Hun virker (spiller) rigtig vred, da hun går. Jeg føler mig skyldig og forulempet, den velkendte blanding når fattige vil have ens penge. Fem minutter efter er jeg den vrede. Værten krævede dobbelt pris for kaffe og pizza. (Modsat armbåndssælgeren skjuler jeg min frustration over den dårlige handel).

”Når fattige vil have ens penge”. Jeg vurderer de forskellige gadesælgeres og tiggeres tøj. For på en eller anden måde at navigere giver jeg kun penge til gamle mænd, der er helt tyndslidte. Jeg giver slet ikke længere til romaer (undtagen gamle mænd). Måske fordi det for dem er et arbejde at tigge. Og det fatter jeg stadig ikke: tiggeri som en organiseret profession med chefer og lønramme. Ligesom hos fortidens tiggermunke. Måske også fordi jeg har kendt en romafamilie, dengang de var min svigerfamilie, og derfor ikke kan opfatte ”romaer generelt” som svage personer, jeg bør støtte. I sidste instans dog bare, fordi jeg ikke vil af med mine penge. Uden at få noget igen. For det fatter jeg stadig ikke: penge som envejskommunikation uden synligt bytte.