Integration eller Kunsten at åbne et sprog og en gruppe

Gennem flere år som indvandrerlærer – underviser i dansk som andetsprog for immigranter og flygtninge – har jeg hørt det igen og igen. Danskerne er ikke åbne. Danskerne er lukkede, reserverede, umulige at blive venner med, svære at komme i snak med. Danskernes fester er lukkede og deres venner har de haft siden børnehavens eller gymnasiets åbningsdag.

Efterhånden gad jeg ikke spørge til udlændingenes erfaringer med danskerne. Jeg lukkede af. Vi holdt os til sprogbrugen og grammatikken. Se nu bare på ordet åben. Åben er et adjektiv. Det bøjes efter gældende lov, plus en enkelt nedarvet særregel. Desuden findes ordet som verbum: at åbne. Og som substantiv hvor åben tilføjes hed, eller hvor åb får et ning og bliver til åbning. Og se nu på dette åb, det ligner meget ordet op, ikke sandt? - og det er faktisk ordet op, bare forklædt eller omklædt. Når man åbner noget så opper man det, og når noget er åbent så er det oppe.

Som en grænsebom, som låget på Pandoras æske, som et ansigt når sløret løftes op, som en ordbog slået op på å. 

Som som som, selv en metaforregn kan åbenbare sprogets klippegrund, selv en strøm af fremmede tanker kan få sproget til at gro.

Når de udenlandske elever kom op på de højeste moduler, eller klassetrin, kunne jeg godt føle mig træt af grammatik. Alle disse regler som så alligevel er pivåbne for undtagelser. Én stor velordnet sammenhængskraft, men rundt omkring utallige parallelsamfund. 

Sproget er virkelig et åbent system og det er uhyre anstrengende. Hvad er et adjektiv og hvordan skal det opføre sig? Hvad er adjektivethed? Hvor mange tests skal man bestå, før man mestrer adjektivetheden?

Eller hvad med det man føler for sproget, i sproget, hvordan kan man lære at føle noget i og for et fremmed sprog, som man føler sig hæmmet overfor? Hvornår kommer den dag, hvor jeg tør tage din hånd og vi kan stikke af sammen?

Illustreret Danmarkskanon

Danmarkskanonen blev en skuffelse. Men til gengæld findes der en god illustration af kanonens "værdier" - lavet allerede i 1938 af Storm P.
Har dkkanonen været inspireret af Storm P.? Eller kom inspirationen snarere fra Svend B.s "10 ståsteder, som har en iboende værdi"? Nu har vi i hvert fald både kanonens "10 værdier for fremtidens samfund" og Brinkmanns "10 gamle ideer til en ny verden".
Men hvorfor egentlig denne trang til lister? Det ligner stress, usikkerhed, det ligner ordens- og formaliseringsmani. Velkommen til Danmark: en punktopstillings-kultur-nation.

Her det mere rodede billede (hvor indvandring også glimrer ved sit fravær. Bortset fra i fængselsgården)

Indfødsretsprøven skal ændres

Hvorfor og hvordan kan du læse i et debatindlæg, som jeg har skrevet til Jyllands-Posten:

Indfødsretsprøve og forfatningspatriotisme 

Der blev også sendt et P1 Debat program om emnet den 10. juni. Her medvirker jeg ca. 20 minutter inde i udsendelsen

P1 Debat: Hvor svært skal det være at blive dansk statsborger?

Stemmeret og indfødsret

Skal borgerne i et demokrati have stemmeret? 
Jeg har skrevet en kronik om statsborgerskabsregler, demokrati og politisk - versus kulturel - identitet:

Statsborgerskabet er en klump ler, som politikerne omformer igen og igen

Fotos fra Nørrebro bibliotek, toilettet

Fort Europa

Fort Europa er (eller bliver) vel ikke synligt sådan på ét sted. 
Det man kan skimte på billedet er Engelsborg, Castel Sant' Angelo, i Rom.
I den evigt foranderlige stad, hvor man gerne hejser EU-fanen i modsætning til i Danmark.

Først var Engelsborg et mausoleum, så blev det en fæstning. Nu er det et museum. 
Bygningen har beskyttet/bevaret den døde kejser, senere beskyttede det den levende pave, i dag bevarer det minderne.
Det har også været et fængsel. Giordano Bruno sad der i årevis, før de tændte et bål og brændte ham i år 1600. Muligvis blev han tortureret. Det er også vores kulturelle (og kristne) arv.

Fort Europa er europæernes fængsel.
Fort Europa er også vores mausoleum, fæstning og museum, hvor vi begræder, beskytter og beundrer os selv som vi var eller kunne være.

Danskhedens evangelium

"Danskhedens evangelium" er dagens udtryk.
Det bruges af Søren Hviid Pedersen i Berlingeren. 
Og jeg kommer så til at omskrive Hegel:

Læsning af Berlingske Debat er borgerens nationalutopiske morgenbøn. 

Heri forkyndes danskhedens evangelium

Halleluja

og skål i gammeldansk!

Ja, man kan glæde sig over hvordan sproget blomstrer og tænkningen sprutter - i Berlingske Debat. 
Fx har Mads Holger nu valgt at blive pædagogisk og i stedet for kaskader af pensionerede adverbier, som han venligt nok støver af, bruger han punktopstilling for at "opregne to kategorier af værdier" der "kendetegner dansk identitet rent kulturelt": 

1. kategori:

Demokrati, ligestilling, ytringsfrihed, menneskerettigheder, sekularisme, modernitet.

2. kategori:

Kristendom, kongetro, det danske sprog, specifik dansk kultur, dansk historie, habitus, sæd og skik.    

Her kan læseren (du) så vælge at læse hele Mads Holgers indlæg. Men måske er det mere givende selv at tænke videre over forholdet mellem størrelserne i de to kategorier. Der er virkelig meget at tage fat på! 

Vi bliver nok ikke færdige til gudstjenesten imorgen - hvor det bliver spændende at høre, hvad præsten siger til "danskhedens evangelium". Er det blasfemi, poesi eller snapsesnak? 

Kulturens arnested

- Hvad skal der på panden?
That is the question.

Jordens sikkerhedspolitik lider under mandlige militærfolks dominans (nye erkendelser inspireret af Mette Høeg)

Selvportræt

I de seneste 5000 år er mænd og mandlige diskurser samt praksisser blevet stærkt dominerende i Jordens sikkerhedspolitik. Det skyldes blandt andet, at Militæret – den jordiske sikkerhedspolitiks mest og uforholdsmæssigt indflydelsesrige institution – har optaget langt flere mænd end kvinder: 99% mænd over for 1% kvinder siden år 3000 f.v.t. Tendensen er blevet yderligere styrket i sikkerhedspolitikkens øvrige sfærer. Blandt mediernes krigskorrespondenter har 10 ud af 10 korrespondenter været mænd i en periode på ca. 4090 år, indtil omkring år 2005 hvorefter kun 9 ud af 10 har været mænd. 
Der er så mange andre eksempler at de ikke skal nævnes her, for mængden vil blot trætte læseren og sløve den polemiske økses hug mod hendes stivnede hjernemasse.

Et navlebeskuende eksempel skal dog nævnes.

Forårets identitetspolitik 2

"Selv det vilde æbletræ tilhører æbleslægten. Slægtens ejerskab, dens orden."

Julie Sten-Knudsen, Atlanterhavet vokser (2013). 

Forårets identitetspolitik

Identiteter stikker deres grønne, gule, hvide, rosa, lilla ansigter frem og sol skinner offentligt på alle såfremt ingen skygger.

Sammen, men uenige

Jeg vil gerne citere skribenten Siri Ranva. Hun skriver: 

Homogenitet ≠ Fællesskab

Altså ensartethed er ikke lig fællesskab.
Fællesskab og "sammenhængskraft" er ikke det samme som enshed.

Jeg er en gruppe

Jeg er en gruppe, derfor er jeg.

For taget for mig, eksisterer jeg da overhovedet?

Så er ”jeg” vel bare en samling kød og hud og hår, og nogle indre gemakker, som nok er tomme.

Jeg er en gruppe: mit gruppetilhørsforhold skaber mig. Den berømte og eftertragtede ”identitet” – som medlem af en gruppe.

Jeg er dansker, kvinde osv., jeg er medlem af Danskerne, Kvinderne osv.

Det er en god ting, for det betyder at jeg hver dag kan læse om mig selv i avisen og høre om mig selv på tv.

Jeg læser eller hører, at sådan er eller tænker Kvinder, sådan er eller tænker Danskerne. ”Vi danskere mener” hører jeg og spidser ører for at høre, hvad jeg mener. ”Kvinder gør” hører jeg og det er interessant, at nogen beskriver hvad jeg gør.

Hvad er et menneske? - Et dyr, der skaber symboler?

Hvad er et menneske? Et dyr, der går oprejst: et tobenet dyr (obs: uden fjer)? Eller et rationelt, et politisk, et ubevidst-bevidst dyr? Er det særlige ved et menneske, at det overhovedet kan finde på at formulere disse spørgsmål og mulige svar? At det spørger til sin egen væren, sit væsen eller sin identitet: Hvad er jeg og hvem er jeg? 

Spørgsmålene og de mulige svar kræver et sprog af en art. De bliver udtrykt – ikke nødvendigvis i ord, men også i billeder, beklædning, handlingsmønstre osv. osv. Hulemalerier af okser og tændstikfigurer er også bud på ”hvad et menneske er og hvilken verden det lever i”.

Hvis tegn eller symboler er en nødvendig ingrediens i al erkendelse og kultur, som gør mennesker til noget specielt i forhold til andre dyr, så er det særlige ved mennesket måske netop, at det skaber og bruger symboler.

Hvem er jeg og hvad er jeg? Introduktion til filosofisk antropologi

Et nyt år er begyndt. Jorden er slidt, men året er ungt. Det er nu, man kan begynde forfra. 

Her på Omkreds vil vi starte med at spørge, hvad et menneske overhovedet er for et væsen. Back to basics, og ind i den filosofiske antropologi.

Et nyt års begyndelse i den måned, der er opkaldt efter en gud der ser både frem og tilbage, nemlig Janus, må være et godt tidspunkt at stille fundamentale spørgsmål. 

Det mest populære fundamentalspørgsmål i dag er nok ”hvem er jeg?”. Identitet er most wanted, og vi er mange der leder efter vores identitet med lys og lygte. Identitet har noget at gøre med gruppetilhørsforhold og målsætninger eller værdier, for spørgsmålet ”hvem er jeg?” rummer også spørgsmålene ”hvor hører jeg til og hvad skal jeg gøre med mit liv?”. 

Den filosofiske antropologis spørgsmål har en lidt anden lyd: ”Hvad er jeg; hvad er et menneske; hvad er mennesket?”. Det er mere omfattende og mindre personligt.  

Hvad enten man stiller det ene eller det andet spørgsmål, kræver det en vis åbenhed. Glem alt om nytårstaler og anden sammenhængskraftlim, der cementerer tilhørsforholdet til et fællesskab kaldet Danmark, ”vi danskere” eller bare ”os”. Vær ny og ukendt (behold evt. nytårshatten på). For et årsskifte kan også være et hamskifte, eller en rutschetur som de siger i Tyskland. Hvis man lander desorienteret og blank i det nye år, så er tiden kommet til at stille fundamentalspørgsmål.

    

I det følgende vil vi bringe uddrag fra den nye bog Mennesket – en introduktion til filosofisk antropologi. ViaSysteme 2012.

Uddragene bringer vi efter aftale med bogens redaktører, Esther Oluffa Pedersen og Anne-Marie Søndergaard Christensen, der sammen med 9 andre filosoffer også har bidraget til bogen.