Viser opslag med etiketten celebrities. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten celebrities. Vis alle opslag

6. november 2014

Rasmussen Global slingrer ned ad Nørregade



Rasmussen Global 
slingrer ned ad Nørregade
og det er efterår
og hele verden er af glas.

Ja, det var i tirsdags. En ældre vejarbejder og jeg selv kiggede lige en gang til. Jo, det var ham, Rasmussen Global, i pænt tøj og med et anspændt og sammenbidt udtryk. ”Jaget” kunne man sige, eller ”på jagt” – for travlt, det havde han.

Et øjeblik stod verden stille. Så cyklede jeg videre, væk fra Rasmussen Global, videre. Børnene skreg på Israels Plads. Jeg passerede Hansen Agenda. Derefter Besserwissers Vidensmægling, Panik Presserådgivning og Dyd & Design, sidstnævnte inkl. gourmet kaffe. 
Hvem mon sætter min dagsorden og designer min dag i dag? spurgte jeg mig selv ved det røde lys. Et gult tørklæde af globale dimensioner blæste ind i mit ansigt og slørede mit syn, det var Ulveman & Partners der drejede om hjørnet lige foran mig.  

Nede ved Peblingesøen sad George W. Bush på en bænk med en dåseøl. Han snakkede med sig selv, skældte ud og svarede igen. Han så ikke ud til at bemærke den store plastiksvane, der truende sejlede direkte imod ham.
Der lød fjerne råb. Efterhånden blev de kraftigere, en demonstration blev synlig. Mænd, mænd og atter mænd vadede ned ad Nørrebrogade, på deres skilte stod der Ligeberettigelse, Retfærdighed, Hussein og At dræbe et menneske er at dræbe hele menneskeheden. Da jeg kom til fortroppen, så jeg kvinderne, også med skilte og med barnevogne.

Jeg vendte om og kørte tilbage. Gik på Kvinfos bibliotek for at finde bøger om kvinder og krig. De stod under Kvinder og fred. Udover mig sad der på biblioteket kun 5 teenagedrenge og fniste. De spiste chips og skulle interviewe nogen. 
Jeg skulle da også have interviewet Rasmussen Global, da han slingrede ned ad Nørregade! faldt det mig ind. Jeg ville helt sikkert have kunnet standse ham med min kvindelige charme. Han ville have taget sig fem minutter til en snak ved siden af Folketeateret. Man skal bare være klar til at sætte dagsordenen – agendasetting! Jeg skyndte mig tilbage til Nørregade. 

For sent. Ingen Rasmussen Global. Til gengæld lå der en stor glasbutik, som jeg ikke havde lagt mærke til før. Jeg mindedes et digt af Søren Ulrik Thomsen: Det er ikke dig der er lavet af glas, det er verden der er en glasbutik. Du er elefanten der gerne vil ind. Eller noget i den stil.

I min notesbog skrev jeg mine spørgsmål til Rasmussen Global ned, hvis han pludselig skulle dukke op igen. Betragter du verden som en glasbutik? Og hvem er så elefanterne?

10. april 2013

Maries ytringsfrihed

Marie er forvirret. Og bekymret. Marie er bekymret for ytringsfriheden. 
For hvad er det lige, der sker i disse dage? I går over morgenkaffen læste Marie, at handelsministeren havde sendt en undskyldning fra Dansk Folkeparti – en undskyldning for Maries ytringer! – til New Zealand. Bare fordi Marie mener, at den kristne europæiske kultur fortsat bør stikke sin næse i sky og ikke bøje sig og næsen for andre kulturer, og skrev det på sin blog i en avis. Det var jo ikke, fordi Marie havde gang i nogen stramninger til fordel for den kristne europæiske kultur i NZ, eller mod de ikke-kristne-ikke-europæiske kulturer dér. Marie ytrede bare sine tanker. I en avis. En avis, der godt nok ikke var Jyllands-Posten, men Berlingske.
Har Marie pludselig ingen ytringfrihed, bare fordi hun også har et sæde i Folketinget og Forsvarsudvalget? Skal hun, fordi hun er politiker, nu også være politisk korrekt?? Marie er meget forvirret.

3. januar 2013

Da Adam (Price) skabte Kvinden

Den hemmelige loge med formålsparagraffen ”Omvurdering af danske værdier” er samlet til sit ugentlige evalueringsmøde. Stedet er DR Byen. En af kunstnersuiterne bag koncertsalen, hvor udmattede solister kan knække fingre i en orange sofa eller tage en lur i en grå seng.

Dagsorden: Evaluering af Adam Prices devise. Ikke noget med smør og fløde, det er tv-serien Borgen det drejer sig om.

C: Velkommen venner. Lige et par guidelines til dem, der stadig har tømmermænd. Det var nemt at friste Adam til at skrive videre på sit mageløse manuskript. Borgen er tilbage på skærmen. Frem for alt er borgens dronning tilbage. 
Vi, der ser klart, ved at det kun på overfladen handler om underholdning og oplysning. Dybere nede handler det om værdier. Kerneværdien er autoritet. Autoritet og lederskab. Autoritet med x faktor. 
Spørgsmålet er: Lykkes det for Borgen at omvurdere vores stivnede forestillinger om autoritet? Har Borgen som en økse ramt og smadret det dybfrosne ishav af naive ideer om, at uha, autoritet er rådden og magt er grim? Værsgo …

14. december 2012

Fritz Schur på kontanthjælp














En kold vinterdag mødes Fritz Schur, Lars Rebien Sørensen og Nils Smedegaard Andersen tilfældigt på fortovet uden for Jobcenter Gentofte.

– Jamen goddag drenge, siger Fritz, og tak for sidst, Nils. Det var trist, du ikke kunne komme til min lille fest, Lars. Der er altså god plads i Falconer Centret, jeg tror godt, vi kunne have klemt dig ind et sted. Tæt på kongefamilien. Og selv en puritaner som dig kan vel nyde lidt Elton John live? Nå, ha ha, hvordan står det til?

2. november 2012

Reality vs. Autenticitet











Gæsteindlæg af Mathias Pharao

De seneste år har debatten om, hvorvidt reality-genren fylder for meget i mediebilledet raset blandt mange samfundsforskere og kritikere. Noget overset er, synes jeg, den mindst ligeså oppumpede genre: ”Autenticitets TV”, hvori DR er bannerfører for en måske mere sympatisk, men ligeså ekstrem livsstil. Jeg snakker selvfølgelig om programmer som ”Bonderøven”, ”Annemad”, ”Nak & æd”, samt gamle travere som Søren Ryge og diverse andre mad- og haveprogrammer.           

DR er gået i en ligeså dyb grøft som TV3, bare på den anden side af vejen. Skal vi nu alle til at snitte vores egne møbler for at være hæderlige mennesker?