Gennem
flere år som indvandrerlærer – underviser i dansk som andetsprog
for immigranter og flygtninge – har jeg hørt det igen og igen.
Danskerne er ikke åbne. Danskerne er lukkede, reserverede, umulige
at blive venner med, svære at komme i snak med. Danskernes fester er
lukkede og deres venner har de haft siden børnehavens eller
gymnasiets åbningsdag.
Efterhånden
gad jeg ikke spørge til udlændingenes erfaringer med
danskerne. Jeg lukkede af. Vi holdt os til sprogbrugen og
grammatikken. Se nu bare på ordet åben. Åben er et adjektiv. Det bøjes efter gældende lov,
plus en enkelt nedarvet særregel. Desuden findes ordet som verbum:
at åbne. Og som substantiv hvor åben tilføjes hed, eller hvor åb
får et ning og bliver til åbning. Og se nu på dette åb, det
ligner meget ordet op, ikke sandt? - og det er faktisk ordet op, bare forklædt eller omklædt. Når man åbner noget så opper man
det, og når noget er åbent så er det oppe.
Som
en grænsebom, som låget på Pandoras æske, som et ansigt når
sløret løftes op, som en ordbog slået op på å.
Som som som, selv
en metaforregn kan åbenbare sprogets klippegrund, selv en strøm af
fremmede tanker kan få sproget til at gro.
Når
de udenlandske elever kom op på de højeste moduler, eller
klassetrin, kunne jeg godt føle mig træt af grammatik. Alle disse
regler som så alligevel er pivåbne for undtagelser. Én stor
velordnet sammenhængskraft, men rundt omkring utallige
parallelsamfund.
Sproget er virkelig et åbent system og det er uhyre
anstrengende. Hvad er et adjektiv og hvordan skal det opføre sig?
Hvad er adjektivethed? Hvor mange tests skal man bestå, før man
mestrer adjektivetheden?
Eller
hvad med det man føler for sproget, i sproget, hvordan kan man lære
at føle noget i og for et fremmed sprog, som man føler sig hæmmet overfor? Hvornår kommer den dag, hvor
jeg tør tage din hånd og vi kan stikke af sammen?
