Viser opslag med etiketten hjemstavn/Heimat. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hjemstavn/Heimat. Vis alle opslag

27. maj 2019

Træ-klima

Der er et yndigt land,
Det står med brede bøge”
skrev Adam Oehlenschläger i 1823. Dengang var der mindre skov i Danmark end nogensinde før. Mindre end i mange tusinde år. Omkring år 1800 var kun mellem 2 og 4 procent af landets areal dækket af skov. Åh den guldalder. 
Efter en Skovfreds-forordning fra 1805 voksede skovene sig dog lidt større.
I dag er skovarealet på omkring 14 pct. Danmark er stadig et af de europæiske lande med allermindst skov, sammenligneligt med Holland og Storbritannien.


Uden træer bliver man aggressiv, skriver Tage Skou-Hansen et sted.

(Bemærk forfatterens navn. Titlen på hans første bog er De nøgne træer).

14. august 2018

Om rumfartens tab af jordforbindelse

Rumfarten kommercialiseres for tiden af "kosmokapitalister" som Amazons Jeff Bezos med flere. 
Det har jeg skrevet en kritisk kommentar om - tilegnet klimabenægtere og vækstnaivister. Samt fans af Stanislaw Lem og Philip K. Dick, og andre sci-fi-elskere. 

Læs den i POV International:  

Skal vi snart flytte til noget større? 


(PS: Venus og månen er lige nu meget tæt på hinanden. Det kan dog ikke ses fra Danmark. Til gengæld er det begyndt at regne igen).


12. september 2017

Integration eller Kunsten at åbne et sprog og en gruppe


Gennem flere år som indvandrerlærer – underviser i dansk som andetsprog for immigranter og flygtninge – har jeg hørt det igen og igen. Danskerne er ikke åbne. Danskerne er lukkede, reserverede, umulige at blive venner med, svære at komme i snak med. Danskernes fester er lukkede og deres venner har de haft siden børnehavens eller gymnasiets åbningsdag.

Efterhånden gad jeg ikke spørge til udlændingenes erfaringer med danskerne. Jeg lukkede af. Vi holdt os til sprogbrugen og grammatikken. Se nu bare på ordet åben. Åben er et adjektiv. Det bøjes efter gældende lov, plus en enkelt nedarvet særregel. Desuden findes ordet som verbum: at åbne. Og som substantiv hvor åben tilføjes hed, eller hvor åb får et ning og bliver til åbning. Og se nu på dette åb, det ligner meget ordet op, ikke sandt? - og det er faktisk ordet op, bare forklædt eller omklædt. Når man åbner noget så opper man det, og når noget er åbent så er det oppe.
Som en grænsebom, som låget på Pandoras æske, som et ansigt når sløret løftes op, som en ordbog slået op på å. 
Som som som, selv en metaforregn kan åbenbare sprogets klippegrund, selv en strøm af fremmede tanker kan få sproget til at gro.

Når de udenlandske elever kom op på de højeste moduler, eller klassetrin, kunne jeg godt føle mig træt af grammatik. Alle disse regler som så alligevel er pivåbne for undtagelser. Én stor velordnet sammenhængskraft, men rundt omkring utallige parallelsamfund. 
Sproget er virkelig et åbent system og det er uhyre anstrengende. Hvad er et adjektiv og hvordan skal det opføre sig? Hvad er adjektivethed? Hvor mange tests skal man bestå, før man mestrer adjektivetheden?

Eller hvad med det man føler for sproget, i sproget, hvordan kan man lære at føle noget i og for et fremmed sprog, som man føler sig hæmmet overfor? Hvornår kommer den dag, hvor jeg tør tage din hånd og vi kan stikke af sammen?


9. juni 2016

Stemmeret og indfødsret

Skal borgerne i et demokrati have stemmeret? 
Jeg har skrevet en kronik om statsborgerskabsregler, demokrati og politisk - versus kulturel - identitet:

Statsborgerskabet er en klump ler, som politikerne omformer igen og igen





















Fotos fra Nørrebro bibliotek, toilettet

28. juni 2015

Havkantsdanmark Grøn blok



Jeg gik en tur for at se på de to små træhuse der ligger lige ved vandkanten havkanten udkanten, og drømme lidt om at bo der.
Det første hus var styrtet sammen, hele taget lå nede på jorden stenene sandet, næsten uden indmad. 
Jeg gik videre. Det andet lille hus var åbent og forladt, åbenbart også styrtet sammen eller stormhærget men der var blevet bygget repareret kunstsnedkereret på det med brædder på tværs og forskellige ruder på mærkelige steder.
Først var jeg bange men så gik kravlede jeg ind. Min telefon ringede overraskende nok var der altså mobildækning. 

8. juli 2014

Skønne oplevelser i sommerlandet






Hvis man har været en tur uden for byen – ude i sommerlandet – og på et tidspunkt uden skybrud og regn er kommet igennem en lille havneby eller sommeråben sommerhusby, så må man bare sige: Fuck hvor er der mange oplevelser!