Integration eller Kunsten at åbne et sprog og en gruppe

Gennem flere år som indvandrerlærer – underviser i dansk som andetsprog for immigranter og flygtninge – har jeg hørt det igen og igen. Danskerne er ikke åbne. Danskerne er lukkede, reserverede, umulige at blive venner med, svære at komme i snak med. Danskernes fester er lukkede og deres venner har de haft siden børnehavens eller gymnasiets åbningsdag.

Efterhånden gad jeg ikke spørge til udlændingenes erfaringer med danskerne. Jeg lukkede af. Vi holdt os til sprogbrugen og grammatikken. Se nu bare på ordet åben. Åben er et adjektiv. Det bøjes efter gældende lov, plus en enkelt nedarvet særregel. Desuden findes ordet som verbum: at åbne. Og som substantiv hvor åben tilføjes hed, eller hvor åb får et ning og bliver til åbning. Og se nu på dette åb, det ligner meget ordet op, ikke sandt? - og det er faktisk ordet op, bare forklædt eller omklædt. Når man åbner noget så opper man det, og når noget er åbent så er det oppe.

Som en grænsebom, som låget på Pandoras æske, som et ansigt når sløret løftes op, som en ordbog slået op på å. 

Som som som, selv en metaforregn kan åbenbare sprogets klippegrund, selv en strøm af fremmede tanker kan få sproget til at gro.

Når de udenlandske elever kom op på de højeste moduler, eller klassetrin, kunne jeg godt føle mig træt af grammatik. Alle disse regler som så alligevel er pivåbne for undtagelser. Én stor velordnet sammenhængskraft, men rundt omkring utallige parallelsamfund. 

Sproget er virkelig et åbent system og det er uhyre anstrengende. Hvad er et adjektiv og hvordan skal det opføre sig? Hvad er adjektivethed? Hvor mange tests skal man bestå, før man mestrer adjektivetheden?

Eller hvad med det man føler for sproget, i sproget, hvordan kan man lære at føle noget i og for et fremmed sprog, som man føler sig hæmmet overfor? Hvornår kommer den dag, hvor jeg tør tage din hånd og vi kan stikke af sammen?

komma,rablen , sprogets make,up

Jeg havde en kaotisk samtale med nogen. Vi kommunikerede kommunikabilitet. Det har jeg lige lært af G. Agamben, som siger han har det fra W. Benjamin, at man gør, at sprogbrugere gør, at kommunikation gør. Vi sagde hvad der var muligt at sige (tænke). Og dermed vel også muligt at forstå.
- Hvis jeg altså har forstået det rigtigt, hvilket jeg absolut betvivler, men hermed har kommunikeret. (Hvad?)

Vi snakkede bl.a. (og bla) om kommaer, dem her ,,,

Mehrsprachigkeit in Dänemark (tysk/dansk)

Dansk oversættelse nedenfor - tak til Google Translate

In Dänemark sprechen wir Englisch. In Dänemark sagen wir gern “wir”.
In Dänemark sprechen wir auch Dänisch.
Wir sprechen also Dänisch und Englisch – oder Denglisch/Dänglisch. 

Ob das zwei oder anderthalb Sprachen sind, oder vielleicht nur eine (Mischsprache) ist, ist nicht ganz klar. Wo eine Sprache anfängt und wo sie aufhört, ist schwer zu sagen. Die Wissenschaft weiß es auch nicht.

Du danske sprog, du er en bombe i min turban

For et par år siden var jeg til et arrangement om Viktor Klemperers bog LTI – Lingua Tertii Imperii. Det Tredje Riges Sprog. En filologs dagbog. Arrangementet fandt sted i en kirke. Det begyndte dog ikke med Ordet, men med en orgelsonate. Musik er jo også et sprog og komponisten, Mendelssohn, brugte ikke kun musiksproget på en rar måde, men til tider voldsomt og aggressivt. Da sonaten var forbi, blev der læst op af Klemperers bog – af en god skuespiller med en smuk diktion – i det store flotte rum. Efter oplæsningen blev tilhørerne opfordret til at snakke med hinanden på kirkebænkene, og til sidst kunne man tale ud i forsamlingen. Der var enighed om, at vi skal tale pænt til hinanden. Hvad enten vi er nazister, danske politikere eller fulde fodboldfans. Ellers opfatter vi ikke hinanden som mennesker, sagde én.

Det fik mig til at tænke på Nietzsche, der skrev ”Jeg er ikke et menneske. Jeg er dynamit.” Måske skrev han det oppe på sin bjergtop, afsondret fra andre mennesker, mens han lyttede til detonationerne, når der med dynamit blev sprængt nye tunneller.

Du danske sprog, bliv frugtbart og mangfoldigt!

Jeg har tidligere påstået, at det danske sprog bare er … et sprog. 

Og at et sprog først og fremmest er et redskab til kommunikation. Der er ting, vi har brug for at sige til hinanden, meddelelser der skal videregives, sager som skal gives betydning.

Med dette simple syn på sprog ønskede jeg at modsige et andet sprogsyn. Nemlig den idé, at sprogbrug er en slags sammenhængskraft-lim. En tyktflydende superlim (lige så tyk som blod), der følger en ældgammel og dybsindig opskrift, som kun de indviede (de indfødte) kender.

”Bla bla bla,” siger jeg, ”bla bla bla,” siger du, og sådan skaber og opretholder vi en socialitet – der er fuld af undertekst og koder, uskrevne og uudtalte normer.

Du danske sprog, du er ... bare et sprog

Udlænding hos bageren i Kbh.: ”Må jeg få et franskbrød?” Ekspedient: ”What kind?”

Mig selv på en indisk restaurant i Kbh.: ”Jeg vil gerne have en øl.” Tjener: ”Would you like a Singha beer or Carlsberg?”

Det er jo fint, når folk forstår hinanden. Men hvorfor bruges dansk næsten kun mellem mennesker, der taler det flydende?