23. april 2013

Satire-satire

”Satire” er for tiden noget, som også politikere laver. 
Politikere er ikke længere bare til grin  de gør selv grin.

(Jf. Thomas Bernhard: Kvinder laver teater – mændene er teater.”)

Jeg tænker selvfølgelig på Marie Krarups og Marianne Jelveds brug af ordet ”satire”. Dette er der allerede blevet skrevet mange sjove og alvorlige ting om. I Dagbladet Information, vistnok en af de aviser der p.t. rummer mindst satire, er politikeres satire blevet analyseret i et læserbrev og af Center for Vild Analyse. (Links nedenfor).

Center for Vild Analyse tager udgangspunkt i den hedengangne Casper og Mandrilaftalen på tv.   
Og det er lidt sjovt, at en satire-over-satire inspirerer til en kritik af satire.

17. april 2013

Vor vår den er så åben en plads

I forgårs kom foråret til København/Danmark/Nordeuropa/Europa. 

I forgårs kom foråret, og jeg satte mig på en bænk i solen på Jesper Kleins Plads.
Kort efter henvendte to mennesker sig for at søge mit råd. Den ene ledte efter et firma, som jeg aldrig havde hørt om. Den anden søgte en stationsbygning. Vi samtalede en tid om dette emne, indtil det faldt mig ind, at der jo ikke findes stationsbygninger mere.

10. april 2013

Maries ytringsfrihed

Marie er forvirret. Og bekymret. Marie er bekymret for ytringsfriheden. 
For hvad er det lige, der sker i disse dage? I går over morgenkaffen læste Marie, at handelsministeren havde sendt en undskyldning fra Dansk Folkeparti – en undskyldning for Maries ytringer! – til New Zealand. Bare fordi Marie mener, at den kristne europæiske kultur fortsat bør stikke sin næse i sky og ikke bøje sig og næsen for andre kulturer, og skrev det på sin blog i en avis. Det var jo ikke, fordi Marie havde gang i nogen stramninger til fordel for den kristne europæiske kultur i NZ, eller mod de ikke-kristne-ikke-europæiske kulturer dér. Marie ytrede bare sine tanker. I en avis. En avis, der godt nok ikke var Jyllands-Posten, men Berlingske.
Har Marie pludselig ingen ytringfrihed, bare fordi hun også har et sæde i Folketinget og Forsvarsudvalget? Skal hun, fordi hun er politiker, nu også være politisk korrekt?? Marie er meget forvirret.