21. marts 2014

Sammen, men uenige

Jeg vil gerne citere skribenten Siri Ranva. Hun skriver: 

Homogenitet ≠ Fællesskab

Altså ensartethed er ikke lig fællesskab.
Fællesskab og "sammenhængskraft" er ikke det samme som enshed.

18. marts 2014

Orfeus pløjet. En litteratur-myte af Heiner Müller
















ORFEUS PLØJET


Orfeus sangeren var en mand der ikke kunne vente. 
Efter han havde mistet sin kone, på grund af for tidligt samleje efter barsel eller på grund af forbudt blik ved opstigning fra underverdenen efter hendes udfrielse af døden gennem hans sang, så at hun faldt tilbage i støvet før hun blev ny i kød, opfandt han kærligheden til drenge, som undgår barsel og er tættere på døden end kærligheden til kvinder. De forsmåede jagtede ham: med våben deres kroppe grene sten. Men sangen skåner sangeren: det han havde besunget, kunne ikke skramme hans hud. Bønder, opskræmte af larmen fra jagten, løb væk fra deres plove, som der ikke havde været plads til i hans sang. Så fik han plads under plovene.

11. marts 2014

Litteratur for læserens skyld, Vladimir Nabokov mv.





























Er virkeligheden inden i fiktionen? Eller uden om? Når jeg stiller Meta de spørgsmål, så spørger hun mig straks: Hvad er virkelighed? Hvad er fiktion? Vi diskuterer hele natten og bliver ikke færdige. Er digte faktion? Er autofiktion” fiktionsfri fiktion? Er virkeligheden inde i sprogets hus? Er sprogets hus under konstant ombygning? Hvad ved vi om den hjemløse og husvilde virkelighed?

Meta er et anstrengende bekendtskab. Jeg stopper hende med name dropping og siger: I den meget store filosof Immanuel Kants posthume skrifter står der: 
Tænkningen er en talen, og denne en lytten.
Nå, og hvad så? siger Meta. Jo, siger jeg: tænkningen taler, især ved hjælp af sprog. Sproget kan mumles, siges højt eller skrives. Den skrevne tænkning, den skrevne tale, kalder vi litteratur. Af littera: bogstav. Eller ikon :) Tja, siger Meta, men er det skrevne så virkelighed eller fiktion? Eller måske musik? Det er ikke det afgørende, siger jeg, hør nu bare efter. 
Talen er en lytten. Den tænkende taler, ved hjælp af lyde eller bogstaver, og lytter samtidig til noget eller efter noget. Det, som der lyttes til eller efter, kan du godt kalde ”virkelighed”, men det virker mest af alt forvirrende, for det kan også være ”fantasi” og ”mulighed”. Hovedsagen er, at det er der. Ellers kunne man ikke lytte.

Hm, siger Meta.

*

Næste spørgsmål:

Hvad skal vi med litteraturen?! Og for hvis skyld findes den overhovedet? For læsernes skyld, håber jeg.