Jeg er en gruppe

Jeg er en gruppe, derfor er jeg.

For taget for mig, eksisterer jeg da overhovedet?

Så er ”jeg” vel bare en samling kød og hud og hår, og nogle indre gemakker, som nok er tomme.

Jeg er en gruppe: mit gruppetilhørsforhold skaber mig. Den berømte og eftertragtede ”identitet” – som medlem af en gruppe.

Jeg er dansker, kvinde osv., jeg er medlem af Danskerne, Kvinderne osv.

Det er en god ting, for det betyder at jeg hver dag kan læse om mig selv i avisen og høre om mig selv på tv.

Jeg læser eller hører, at sådan er eller tænker Kvinder, sådan er eller tænker Danskerne. ”Vi danskere mener” hører jeg og spidser ører for at høre, hvad jeg mener. ”Kvinder gør” hører jeg og det er interessant, at nogen beskriver hvad jeg gør.

Mennesket som svævevæsen. Peter Sloterdijks menneskesyn

Om fødselsglemsel i filosofien – om mennesket som et svævevæsen, der altid deler sin subjektivitet med andre – om gendrivelse af ensomheden og opgør med spejlets herredømme.

Vi bringer her endnu et uddrag fra bogen Mennesket – en introduktion til filosofisk antropologi. Denne gang handler det om den tyske filosof Peter Sloterdijk (født 1947; undfanget som svævevæsen engang i 1946). Teksten er fra kapitlet ”Fødselsglemslen i filosofien – Peter Sloterdijks filosofiske antropologi”, skrevet af Per Jepsen:

Filosofisk-antropologisk beskrivelse af Ensomhed. Friedrich Pohlmann

"Ensomhed. Antropologiske undersøgelser af en følelsesmæssig tilstand" af Friedrich Pohlmann, sociolog mv.:

"I vores samfund vækker ordet ”ensomhed” mest negative associationer – om smertefuldt-depressive følelser af social isolation – men udvider man det kulturhistoriske perspektiv, vil man meget snart støde på helt andre betydningsklange, der fjerner det entydige og ensidige ved ”ensomhed”. 
Ved siden af ensomhedsklagernes flerstemmige kor, som siden det gamle Egypten stadigt har fornyet sig, findes der også en kæde af vidnesbyrd om positive ensomhedserfaringer – ensomhedshyldest. For eksempel hos Heraklit, hos de romerske stoikere, hos anachoreterne fra den tidlige kristendom, i mange ensomhedstekster fra barok, klassisk og romantisk lyrik; hos Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche; hos kunstnere når de reflekterer over deres værkers opståen; og hos moderne udøvere af ekstremsport, der ofte beskriver ”langdistanceløberens ensomhed”, eller bjergbestigerens eller drageflyverens, som en grandios erfaring.

Vi tager kampen op mod ensomheden! Vil du være med?

Den 10. oktober 2012 – imorgen – er det Verdens Mentale Sundhedsdag.

I den anledning skriver PsykiatriFonden: ”Vi tager kampen op mod ensomheden! Vil du være med?” og afholder bl.a. et stort fælles ensomhedsarrangement i Politikens Hus i Kbh.

I samme anledning kan man på Radio24syv lytte til samtaler om ensomhed, og selv ringe ind og snakke, hvis man er ensom.

Som man ser, er der nogle stærke organisationer (fællesskaber?), der gerne vil tale og tage fat om den enkeltes følelse af ensomhed. 

Ensomhedens problem skal løses socialt. Fiaskologisk betragtet er den ensomme da også den sociale taber.