Mennesket som svævevæsen. Peter Sloterdijks menneskesyn

Om fødselsglemsel i filosofien – om mennesket som et svævevæsen, der altid deler sin subjektivitet med andre – om gendrivelse af ensomheden og opgør med spejlets herredømme.

Vi bringer her endnu et uddrag fra bogen Mennesket – en introduktion til filosofisk antropologi. Denne gang handler det om den tyske filosof Peter Sloterdijk (født 1947; undfanget som svævevæsen engang i 1946). Teksten er fra kapitlet ”Fødselsglemslen i filosofien – Peter Sloterdijks filosofiske antropologi”, skrevet af Per Jepsen:

Hvad er et menneske? - Et dyr, der skaber symboler?

Hvad er et menneske? Et dyr, der går oprejst: et tobenet dyr (obs: uden fjer)? Eller et rationelt, et politisk, et ubevidst-bevidst dyr? Er det særlige ved et menneske, at det overhovedet kan finde på at formulere disse spørgsmål og mulige svar? At det spørger til sin egen væren, sit væsen eller sin identitet: Hvad er jeg og hvem er jeg? 

Spørgsmålene og de mulige svar kræver et sprog af en art. De bliver udtrykt – ikke nødvendigvis i ord, men også i billeder, beklædning, handlingsmønstre osv. osv. Hulemalerier af okser og tændstikfigurer er også bud på ”hvad et menneske er og hvilken verden det lever i”.

Hvis tegn eller symboler er en nødvendig ingrediens i al erkendelse og kultur, som gør mennesker til noget specielt i forhold til andre dyr, så er det særlige ved mennesket måske netop, at det skaber og bruger symboler.

Hvem er jeg og hvad er jeg? Introduktion til filosofisk antropologi

Et nyt år er begyndt. Jorden er slidt, men året er ungt. Det er nu, man kan begynde forfra. 

Her på Omkreds vil vi starte med at spørge, hvad et menneske overhovedet er for et væsen. Back to basics, og ind i den filosofiske antropologi.

Et nyt års begyndelse i den måned, der er opkaldt efter en gud der ser både frem og tilbage, nemlig Janus, må være et godt tidspunkt at stille fundamentale spørgsmål. 

Det mest populære fundamentalspørgsmål i dag er nok ”hvem er jeg?”. Identitet er most wanted, og vi er mange der leder efter vores identitet med lys og lygte. Identitet har noget at gøre med gruppetilhørsforhold og målsætninger eller værdier, for spørgsmålet ”hvem er jeg?” rummer også spørgsmålene ”hvor hører jeg til og hvad skal jeg gøre med mit liv?”. 

Den filosofiske antropologis spørgsmål har en lidt anden lyd: ”Hvad er jeg; hvad er et menneske; hvad er mennesket?”. Det er mere omfattende og mindre personligt.  

Hvad enten man stiller det ene eller det andet spørgsmål, kræver det en vis åbenhed. Glem alt om nytårstaler og anden sammenhængskraftlim, der cementerer tilhørsforholdet til et fællesskab kaldet Danmark, ”vi danskere” eller bare ”os”. Vær ny og ukendt (behold evt. nytårshatten på). For et årsskifte kan også være et hamskifte, eller en rutschetur som de siger i Tyskland. Hvis man lander desorienteret og blank i det nye år, så er tiden kommet til at stille fundamentalspørgsmål.

    

I det følgende vil vi bringe uddrag fra den nye bog Mennesket – en introduktion til filosofisk antropologi. ViaSysteme 2012.

Uddragene bringer vi efter aftale med bogens redaktører, Esther Oluffa Pedersen og Anne-Marie Søndergaard Christensen, der sammen med 9 andre filosoffer også har bidraget til bogen.

Filosofisk-antropologisk beskrivelse af Ensomhed. Friedrich Pohlmann

"Ensomhed. Antropologiske undersøgelser af en følelsesmæssig tilstand" af Friedrich Pohlmann, sociolog mv.:

"I vores samfund vækker ordet ”ensomhed” mest negative associationer – om smertefuldt-depressive følelser af social isolation – men udvider man det kulturhistoriske perspektiv, vil man meget snart støde på helt andre betydningsklange, der fjerner det entydige og ensidige ved ”ensomhed”. 
Ved siden af ensomhedsklagernes flerstemmige kor, som siden det gamle Egypten stadigt har fornyet sig, findes der også en kæde af vidnesbyrd om positive ensomhedserfaringer – ensomhedshyldest. For eksempel hos Heraklit, hos de romerske stoikere, hos anachoreterne fra den tidlige kristendom, i mange ensomhedstekster fra barok, klassisk og romantisk lyrik; hos Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche; hos kunstnere når de reflekterer over deres værkers opståen; og hos moderne udøvere af ekstremsport, der ofte beskriver ”langdistanceløberens ensomhed”, eller bjergbestigerens eller drageflyverens, som en grandios erfaring.