22. februar 2013

Du skal nyde!

























Det nye Første bud er blevet fundet! 
Det er uvist, om det blev skrevet på en tavle eller en tablet, oppe på et bjerg eller inde i en by.
Men budbringeren var også denne gang en mand med skæg. Nemlig filosoffen Slavoj Žižek, der har skrevet om den fundamentale ”pligt til at nyde” i nutidens ”nydelsessamfund”.  

I kort form lyder budet altså: Du skal nyde!
Det er lidt usikkert, om det virkelig står på førstepladsen, eller måske følger efter budet Du skal have succes!
Desuden er budet Du skal nyde! mest fremtrædende i de samfund, hvor menneskene har mange penge mellem hænderne, og et vist ”ideologisk tomrum” mellem ørerne.

13. februar 2013

En lille københavnsk sø af tid

På min søndagsløbetur mødte jeg en mand, der sad på en bænk ved en af Københavns Søer. Jeg var nødt til at sætte mig på bænken, for jeg havde løbet for længe eller for hurtigt, mine hjerteslag faldt over hinanden og hvidlige skygger var ved at overtage mit synsfelt. Prustende og halvt blindet lod jeg mig falde ned på den første, den bedste bænk. Selvfølgelig havde jeg ikke oceaner af tid, ikke engang en lille københavnsk sø af tid, for jeg skulle jo hjem, jeg skulle i bad, jeg skulle vaske tøj, jeg skulle lave mad og jeg skulle se Borgen og 21 Søndag. Alligevel blev jeg siddende længere end højst nødvendigt, jeg ignorerede skridttæller og telefon og kiggede bare på solen, der helt gylden dukkede frem og forsvandt bag skyer af flødeskum.

”Borte – tit tit! Borte – tit tit! Borte – tit tit!” sagde en rusten stemme. Det var manden ved siden af mig på bænken, jeg havde godt set ham, men da han røg pibe og havde et velklippet skæg, havde jeg vurderet, at han ikke udgjorde nogen belemringsfare. Nu blev jeg bare ved med at kigge mod vest og ikke på manden, der dog alligevel åbnede munden igen: ”Moder sol kommer og går, kommer og går. Det minder mig om et eller andet gamle Freud skrev … Det minder mig også om omsorgssvigt, vinteren er ét langt omsorgssvigt, vinterdepression er det forladte barns gråd, åh ja, ak ja.”

3. februar 2013

Mennesket som svævevæsen. Peter Sloterdijks menneskesyn












Om fødselsglemsel i filosofien – om mennesket som et svævevæsen, der altid deler sin subjektivitet med andre – om gendrivelse af ensomheden og opgør med spejlets herredømme.

Vi bringer her endnu et uddrag fra bogen Mennesket – en introduktion til filosofisk antropologi. Denne gang handler det om den tyske filosof Peter Sloterdijk (født 1947; undfanget som svævevæsen engang i 1946). Teksten er 
fra kapitlet ”Fødselsglemslen i filosofien – Peter Sloterdijks filosofiske antropologi”, skrevet af Per Jepsen:

23. januar 2013

"Jeg er ikke journalist – UNDSKYLD FOR HELVEDE!" En filosof fortvivler på BO-BI Bar












Jeg har igen været på Bo-Bi Bar. En veninde og jeg sippede øko-øl, mens vi drøftede fordele og ulemper ved stenalderkost og renæssancedekadence.
    ”Renæssancedekadencen ligger dybt i kulturen og genfødes igen og igen,” sagde min veninde. ”Glinsende oliven, svulmende tomater, frodige broccoli-blomster. Søer af jomfruolie. Kun kærtegnet af den begyndende Oplysnings stærke sol.”
    Vi var røde i kinderne af intens samtale, da min veninde blev afbrudt midt i en sætning. ”Mit mål er at blive madsociolog,” sagde hun, ”det må være så fedt at analysere …” Hun stoppede, for i det samme trak en mand med et snuptag den ledige stol ved vores bord ud. Han satte sig og placerede med et bump sin guldøl på den ternede dug. Min veninde og jeg vekslede et alarmeret øjekast.

18. januar 2013

Hvad er et menneske? - Et dyr, der skaber symboler?








Hvad er et menneske? Et dyr, der går oprejst: et tobenet dyr (obs: uden fjer)? Eller et rationelt, et politisk, et ubevidst-bevidst dyr? Er det særlige ved et menneske, at det overhovedet kan finde på at formulere disse spørgsmål og mulige svar? At det spørger til sin egen væren, sit væsen eller sin identitet: Hvad er jeg og hvem er jeg? 

Spørgsmålene og de mulige svar kræver et sprog af en art. De bliver udtrykt – ikke nødvendigvis i ord, men også i billeder, beklædning, handlingsmønstre osv. osv. Hulemalerier af okser og tændstikfigurer er også bud på ”hvad et menneske er og hvilken verden det lever i”.

Hvis tegn eller symboler er en nødvendig ingrediens i al erkendelse og kultur, som gør mennesker til noget specielt i forhold til andre dyr, så er det særlige ved mennesket måske netop, at det skaber og bruger symboler.

13. januar 2013

Hvem er jeg og hvad er jeg? Introduktion til filosofisk antropologi

Et nyt år er begyndt. Jorden er slidt, men året er ungt. Det er nu, man kan begynde forfra. 

Her på Omkreds vil vi starte med at spørge, hvad et menneske overhovedet er for et væsen. Back to basics, og ind i den filosofiske antropologi.
Et nyt års begyndelse i den måned, der er opkaldt efter en gud der ser både frem og tilbage, nemlig Janus, må være et godt tidspunkt at stille fundamentale spørgsmål. 

Det mest populære fundamentalspørgsmål i dag er nok ”hvem er jeg?”. Identitet er most wanted, og vi er mange der leder efter vores identitet med lys og lygte. Identitet har noget at gøre med gruppetilhørsforhold og målsætninger eller værdier, for spørgsmålet ”hvem er jeg?” rummer også spørgsmålene ”hvor hører jeg til og hvad skal jeg gøre med mit liv?”. 

Den filosofiske antropologis spørgsmål har en lidt anden lyd: ”Hvad er jeg; hvad er et menneske; hvad er mennesket?”. Det er mere omfattende og mindre personligt.  

Hvad enten man stiller det ene eller det andet spørgsmål, kræver det en vis åbenhed. Glem alt om nytårstaler og anden sammenhængskraftlim, der cementerer tilhørsforholdet til et fællesskab kaldet Danmark, ”vi danskere” eller bare ”os”. Vær ny og ukendt (behold evt. nytårshatten på). For et årsskifte kan også være et hamskifte, eller en rutschetur som de siger i Tyskland. Hvis man lander desorienteret og blank i det nye år, så er tiden kommet til at stille fundamentalspørgsmål.
    
I det følgende vil vi bringe uddrag fra den nye bog Mennesket – en introduktion til filosofisk antropologi. ViaSysteme 2012.
Uddragene bringer vi efter aftale med bogens redaktører, Esther Oluffa Pedersen og Anne-Marie Søndergaard Christensen, der sammen med 9 andre filosoffer også har bidraget til bogen.

8. januar 2013

TID. Kapitel 4: Kan nuet forsvinde? Kan fremtiden klappe sammen?


Om gentagelse, mindfulness, øjeblikkets mørke, fremtidsfrygt og forår

Hvis man har en god hukommelse, kan man undgå at begå de samme fejl igen og igen. 
Eller: Hvis man har en god hukommelse, så har man en slet karakter. Man vil bære nag og ar, være forudindtaget, ikke tilgive (i betydningen glemme) og ikke tro. 
Men ideelt set, hvis man ellers husker det rigtige, kan man bruge hukommelsen til at opsøge den gode gentagelse og undgå den dårlige. 

Søren Kierkegaard, dette års 200 års fødselar der snart vil blive fejret som ”forud for sin tid” og ”profetisk”, ”tidsløs klassiker” og ”en af dansk filosofis mest forfriskende evergreens”, kaldte gentagelsen for forlæns erindring. 

Når man gentager, går man forlæns mod fremtiden, men samtidig genkender man. Déjà-vu. Gentagelse kan være kedelig eller dræbende, og Freud skrev om gentagelsestvang, for måske vil man gerne kunne gå forlæns uden samtidig at gå i ring. Fremad! Mod en helt ny fremtid. Men fremtiden er uvis, den kan blive ny og den kan blive en gentagelse af det gammelkendte. Fremtiden er usikker og kan tårne sig op som et bjerg, det bliver anstrengende at bestige. Bare man kunne finde hvile i nuet. Blive lige dér, hvor fortid og fremtid mødes: NU. Her, hvor fortiden slutter og fremtiden begynder.

3. januar 2013

Da Adam (Price) skabte Kvinden

Den hemmelige loge med formålsparagraffen ”Omvurdering af danske værdier” er samlet til sit ugentlige evalueringsmøde. Stedet er DR Byen. En af kunstnersuiterne bag koncertsalen, hvor udmattede solister kan knække fingre i en orange sofa eller tage en lur i en grå seng.

Dagsorden: Evaluering af Adam Prices devise. Ikke noget med smør og fløde, det er tv-serien Borgen det drejer sig om.

C: Velkommen venner. Lige et par guidelines til dem, der stadig har tømmermænd. Det var nemt at friste Adam til at skrive videre på sit mageløse manuskript. Borgen er tilbage på skærmen. Frem for alt er borgens dronning tilbage. 
Vi, der ser klart, ved at det kun på overfladen handler om underholdning og oplysning. Dybere nede handler det om værdier. Kerneværdien er autoritet. Autoritet og lederskab. Autoritet med x faktor. 
Spørgsmålet er: Lykkes det for Borgen at omvurdere vores stivnede forestillinger om autoritet? Har Borgen som en økse ramt og smadret det dybfrosne ishav af naive ideer om, at uha, autoritet er rådden og magt er grim? Værsgo …

30. december 2012

De blå, røde og grønne hjerters fest

Julen er hjerternes fest. Her i Danmark har vi røde hjerter og blå hjerter og en hel masse i forskellige lilla nuancer. De fordeler sig på forskellige partier. De matcher i familier og vennekredse. ”Farve søger mage” som vi siger i Danmark.

Mødes de forskelligtfarvede hjerter da ikke noget sted? Jo, de mødes på Christiansborg, på nogle arbejdspladser og hos Clement. 

Hvad Clement angår, har Omkreds det svært med hans tv-program. Årsagen skal findes i barndommen. Da Omkreds var lille, syntes Omkreds det var skrækkeligt, når de voksne skændtes. Desuden lærte Omkreds, at man aldrig må afbryde nogen, når de taler. (Medmindre man er fuld). Omkreds forstår heller ikke, hvorfor der skal være sådan en ADHD-stemning over programmet. Omkreds bliver nervøs og kan bagefter ikke falde i søvn.

Men man er jo voksen (?) – og nu vil Omkreds selv søsætte en debat! En afslutningsdebat, hvor vi siger farvel til 2012 og afrunder kampagnen Hvorfor rigdom? der har kørt på Omkreds den sidste måneds tid.

14. december 2012

Fritz Schur på kontanthjælp














En kold vinterdag mødes Fritz Schur, Lars Rebien Sørensen og Nils Smedegaard Andersen tilfældigt på fortovet uden for Jobcenter Gentofte.

– Jamen goddag drenge, siger Fritz, og tak for sidst, Nils. Det var trist, du ikke kunne komme til min lille fest, Lars. Der er altså god plads i Falconer Centret, jeg tror godt, vi kunne have klemt dig ind et sted. Tæt på kongefamilien. Og selv en puritaner som dig kan vel nyde lidt Elton John live? Nå, ha ha, hvordan står det til?

7. december 2012

Hvidt guld daler ned fra himmelen

"Til Læsekredsen. 

På foranledning af ”Omkreds” stiler jeg denne beskedne skrivelse til læsekredsen. 
Jeg er blevet anmodet om at reflektere frit over rigdom og fattigdom.  

Hvad angår min egen stilling i livet og min person, vil jeg betegne mig selv som velbemidlet og i min bedste alder. Nu kan De jo ikke se mig, men De må gerne kalde mig en dame. 
Jeg vil begynde in medias res:

Min mand og jeg så udsendelsen om de fattige børn i Danmark i fjernsynet sidst i november.

1. december 2012

Hvorfor rigdom?













I anledning af kampagnen Hvorfor rigdom? har vi bedt en tilfældig dansker fortælle om sin hverdag – med ”penge-brillerne” på. 
Formålet er at dokumentere danskernes forhold til penge og rigdom.

25. november 2012

Den Europæiske Fred

For nylig blev Nobels Fredspris givet til EU. ”Nå, de havde vel svært ved at finde nogen, de kunne give den til,” var den umiddelbare kommentar.

Flere mere vidende personer forklarede, at EU skam var et fredsprojekt og havde været det siden det hed Kul- og Stålfællesskabet i 1950’erne. Dette beviser virkeligheden jo også, for har der måske været krig i Europa de sidste 60 år? Nej. Altså bortset fra Balkan i 1990’erne, men de var jo ikke med i EU. Før det var der den kolde krig, men det var jo ikke en krig. Og de vesteuropæiske lande har ikke været i krig med hinanden. 

Pax europaea. FRED. 

Måske er uddelingen af Fredsprisen det tætteste vi kommer på en fredsfejring eller fredsfest. Fred er noget, man tager for givet, når man har det. Man kan faktisk blive nødt til at se uendelige krigsprogrammer på tv, læse krigsbøger og se voldsfilm, for rigtigt at kunne nyde freden. Vold og kamp er ligesom en ”skæbne” eller gammel flamme, der kalder på os og lokker. Der taler et sprog, vi godt forstår.

Eller mange forskellige sprog. Krigens stemme taler ikke bare om vold, men også om retfærdighed. Både om angreb og om forsvar. Om fysisk overlevelse og økonomisk vinding. Krig er så sammensat, at ingen længere tør kalde sig pacifist. Det lyder naivt og virkelighedsfjernt, lige så åndssvagt som at kalde sig modstander af regnvejr eller fødsel og død.

14. november 2012

De rige socialisters land

"De sidder på deres kontorer og tænker på Revolutionen.”
Fremmed kvinde på Bo-Bi Bar.

En aften i sidste uge stødte jeg på en kvinde på Bo-Bi Bar i Kbh. Hun hang oppe ved disken, da jeg kom hen for at bestille. Bartenderen var optaget, og jeg kunne mærke at kvinden betragtede mig. Jeg tog min taske frem og rodede efter mit dankort. 
    ”Peeenge lyver aldrig,” hørte jeg pludselig og genkendte den gamle sang. 
    Jeg så op og smilte. Kvinden fortsatte sin lavmælte syngen: ”De lugter kun lidt, nogen vil sikkert sige direkte fedt, lidt hen af eau de cologne”. Hun stoppede.
    ”Ja… det er en god sang,” sagde jeg. 
    ”Det er det,” sagde hun, ”er du socialist?” 
    ”Øh, det ved jeg ikke,” svarede jeg. 
    ”Tja,” sagde hun, ”hvis dine forældre var, så er du vel også.” 
    Her ringede min telefon. Det var min aftale der blev aflyst. Jeg lagde telefonen væk og så nok lidt slukøret ud. 
    ”Så giver du måske en øl?” spurgte kvinden ved min side, ”Jeg er nemlig fattig”.
    I det samme stod bartenderen foran os, og jeg bad om to øl og betalte.