Om gentagelse, mindfulness, øjeblikkets mørke, fremtidsfrygt og forår
Hvis man har en god hukommelse, kan man undgå at begå de samme fejl igen og igen.
Eller: Hvis man har en god hukommelse, så har man en slet karakter. Man vil bære nag og ar, være forudindtaget, ikke tilgive (i betydningen glemme) og ikke tro.
Men ideelt set, hvis man ellers husker det rigtige, kan man bruge hukommelsen til at opsøge den gode gentagelse og undgå den dårlige.
Søren Kierkegaard, dette års 200 års fødselar der snart vil blive fejret som ”forud for sin tid” og ”profetisk”, ”tidsløs klassiker” og ”en af dansk filosofis mest forfriskende evergreens”, kaldte gentagelsen for forlæns erindring.
Når man gentager, går man forlæns mod fremtiden, men samtidig genkender man. Déjà-vu. Gentagelse kan være kedelig eller dræbende, og Freud skrev om gentagelsestvang, for måske vil man gerne kunne gå forlæns uden samtidig at gå i ring. Fremad! Mod en helt ny fremtid. Men fremtiden er uvis, den kan blive ny og den kan blive en gentagelse af det gammelkendte. Fremtiden er usikker og kan tårne sig op som et bjerg, det bliver anstrengende at bestige. Bare man kunne finde hvile i nuet. Blive lige dér, hvor fortid og fremtid mødes: NU. Her, hvor fortiden slutter og fremtiden begynder.
Nogle kalder dette hvilested for mindfulness. Mindful betyder opmærksom – på her og nu. Jeg tænker undertiden på, hvad filosoffen Ernst Bloch ville have sagt til mindfulness. Han er død nu, men skrev i sit meget lange liv en del om nuet, og ikke mindst fremtiden. Nuet beskrev han som mørkt. Han dannede et slags begreb om det: Det levede øjebliks mørke. Nuet eller øjeblikket er mørkt, det er ikke til at fatte. Fordi begær og bevidsthed behøver en afstand. Fordi det eksisterende menneske kaster sig ud i fremtiden, hvis lys det længes imod.
Mindfulness ville Bloch nok have opfattet som en lidt trist og uambitiøs strategi. Hvorfor holde fast i nuets mørke? Det er fremtiden, der skal skabes. Men det, som er udgangspunktet for mindfulness, ville også være fremmed for Bloch. Nemlig at fortiden er en tyngende bagage, og at fremtiden ikke er det forjættede land, men en plagsom planlægningsfælde. En fælde som nuet falder i, og hvor det overdynges med planer og post it-lapper og overmandes og klapper sammen, hvorved hele tidsfornemmelsen accelererer og oplevelsestempoet skrues op, så tiden bare … går ubærligt hurtigt. Sind og krop forvirres og får stress, og frem for at kaste sig ud af øjeblikkets mørke mod fremtiden, virker det mere tiltrækkende at … blive i mørket og hvile dér. I et roligt nu. Time-out. Decelerere tidsoplevelsen, opgradere opmærksomheden. Lære at se i mørke?
Det lyder indelukket eller indadvendt. Og strengt taget kan man ikke sætte sig på nuet og få det til at stå stille. Spørgsmålet er måske, om man overhovedet vil prøve. ”Bliv lidt længere, du er så dejlig!” sagde Goethes Faust til Øjeblikket. Men det var en fræk og nærmest forbudt opfordring, et øjebliks svaghed, for Faust bør stræbe, ikke lænke sig fast til nuet. (Faust og Ernst Bloch stemmer her overens).
Ikke engang mindfulness kan holde på nuet. Men måske forvandle det? Forandre tidsoplevelsen, så nuet ikke opleves som et presset nu, men heller ikke som den kedelige kedsomheds rastløshed og tomhed. Nuet skal placeres i et venligt miljø, hvor det kan udvide sig (som en kinesisk papirblomst i vand). Opmærksomheden skal rettes mod tidsstrømmens rolige flyden. Den brudte forbindelse mellem nærvær (opmærksomhed) og tilstedeværelse skal genskabes.
Måske bryder vi denne forbindelse for ofte. I hvert fald bliver det stadig teknisk nemmere at adskille opmærksomhed (nærvær) fra kropslig-rumlig tilstedeværelse. Det sker mere eller mindre hver gang, vi har vores opmærksomhed vendt mod en eller anden skærm, højtaler eller mikrofon. Ifølge Ernst Bloch er den brudte forbindelse en del af at være levende. Tilstedeværelse er altid delvist fravær. Fordi vi begærer, fantaserer og tænker. Fx på fremtiden eller mindes fortiden.
Men nutiden er måske mere til mindfulness end til Blochs og Fausts stræben. Fordi mange allerede lever som faustiske stræbere (i hvert fald som stræbere) og er helt udmattede af det. Det er ikke så meget fysisk nedslidning, der truer folk i de rige samfund – det er snarere psykisk udmattelse eller overstimulering. (Også kaldet depression og stress?) Her vil mindfulness gerne træde til med en terapeutisk-hjælpende hånd.
Men man får ikke en skøn have ved at kultivere en enkelt blomst.
*
For et år siden, en januardag i 2012, var jeg både nærværende og tilstedeværende ved en af Københavns søer. To helikoptere kredsede over mit hoved. Den danske dronning havde været dansk dronning uafbrudt i 40 år. Byen var fuld af mennesker og tv var fuld af hurra. Sådan en dag er det svært at påstå, at vi lever i en tid i rivende udvikling, hvor alt forandrer sig vanvittigt hurtigt hele tiden. På sådan en dag hober gentagelse og minder sig op. Selv gik jeg rundt om søen, andre løb rundt. I en blanding af rundt og fremad, der ligner den naturlige tids kredsløb og uomvendelige fremskriden. Og som også ligner samfundets gentagelser og jubilæer og dets forandringer. På den måde synes der at eksistere en pagt mellem gentagelse og fornyelse. Og mellem gentagelse og død. Først og fremmest i naturen og kroppen, men også i samfundet og hovedet.
Selv ikke den 21.12.2012 gik Jorden under. I stedet blev der til lejligheden opfundet en ny (?) form for public paranoia party. Bekymring, frygt og angst, der jo retter sig mod fremtiden, blev i stor stil hentet ind i nuet – fremtiden blev klappet sammen og gjort til en lille fræk pakke der eksploderede med det samme – BAM! Og vi fik udløsning for al fremtidsfrygt. Den vilde og vanvittige frygt, men også den mere realistiske fremtidsfrygt, som vi måske burde have passet bedre på.
For der findes sandsynligvis fremtidsbekymringer, som det er værd at tage vare på – ”som om vi bar et barn varsomt på armen”.
Jeg håber, at det fremover vil blive opfattet som vigtigt at skelne mellem forskellige slags fremtidsfrygt.
Derfor vælger jeg også at se det som et godt tegn at Den Apokalyptiske Bager nu har lukket butikken. Det skete faktisk lige omkring den 21.12.2012. Når jeg før kom for at købe mit daglige brød, fordi jeg regnede med også at leve den følgende dag, plejede Den Apokalyptiske Bager først at rette på kagerne i vinduet, så de lå rigtig pænt, og derefter fortælle mig om kommende oversvømmelser. Om CIA’s hemmelige underjordiske byer, om ildstorme og om de sølle nazister, der styrer verden.
Han dekorerede mig med sin frygt, som om jeg var en kedelig kage, der trængte til mere flødeskum og glasur på. Til sidst, når hele bagerforretningen lugtede sur-sødt af katastrofale fremtidssyner og jeg stod paralyseret med mit brød under armen, sluttede han storsindet og ømt med ordene: ”Men vær ikke bange! Efter Verdens Undergang kommer en bedre verden. Det er sket mange gange før i historien.”
Nu er der kommet en ny bager. Jeg køber ind som altid, og bagefter slæber jeg mig/løber jeg op ad trapperne. I lejligheden hænger potteplanterne med hovederne. Man må ikke give dem gødning om vinteren, for de skal vintersove i fred. Naturen har stadig sin lukkelov. Til gengæld har jeg læst i avisen, at jeg bør betragte mig selv som en døgnbutik: ”24-7, we are always open, never closed”.
Jeg er træt og tænder for noget gammelt jazz: You Must Believe in Spring.
Om lidt slukker jeg for skærmen.
Om lidt slukker jeg for skærmen.
År 2013 (København).
*
Noter:
Dette var sidste kapitel ud af 4 om TID.
At håbe skulle være beslægtet med at hoppe: ”hoppe op i forventning”.
LÆS OM hvordan man får mere tid ud af sin tid i Ti tanker om tid af Bodil Jönsson. Rosinante 2000.
LÆS OM acceleration af hverdagslivet, overstimulering og mindfulness-træning i Danmark på briksen (kapitel 4) af Carsten René Jørgensen. Hans Reitzel 2012.
LÆS OM forskellene mellem nøl, hastværk, dvælen og tøven i Særklasse – den tøvende revolution af Center for vild analyse. Informations Forlag 2012.
LÆS her på bloggen:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar