En lille københavnsk sø af tid

På min søndagsløbetur mødte jeg en mand, der sad på en bænk ved en af Københavns Søer. Jeg var nødt til at sætte mig på bænken, for jeg havde løbet for længe eller for hurtigt, mine hjerteslag faldt over hinanden og hvidlige skygger var ved at overtage mit synsfelt. Prustende og halvt blindet lod jeg mig falde ned på den første, den bedste bænk. Selvfølgelig havde jeg ikke oceaner af tid, ikke engang en lille københavnsk sø af tid, for jeg skulle jo hjem, jeg skulle i bad, jeg skulle vaske tøj, jeg skulle lave mad og jeg skulle se Borgen og 21 Søndag. Alligevel blev jeg siddende længere end højst nødvendigt, jeg ignorerede skridttæller og telefon og kiggede bare på solen, der helt gylden dukkede frem og forsvandt bag skyer af flødeskum.

”Borte – tit tit! Borte – tit tit! Borte – tit tit!” sagde en rusten stemme. Det var manden ved siden af mig på bænken, jeg havde godt set ham, men da han røg pibe og havde et velklippet skæg, havde jeg vurderet, at han ikke udgjorde nogen belemringsfare. Nu blev jeg bare ved med at kigge mod vest og ikke på manden, der dog alligevel åbnede munden igen: ”Moder sol kommer og går, kommer og går. Det minder mig om et eller andet gamle Freud skrev … Det minder mig også om omsorgssvigt, vinteren er ét langt omsorgssvigt, vinterdepression er det forladte barns gråd, åh ja, ak ja.”

Jeg lyttede og tror at jeg hævede øjenbrynene, i hvert fald mentalt, samtidig med at jeg ubevidst-automatisk drejede hovedet mod manden for at tage ham i øjesyn. Bare for at opdage, at han så lige på mig. Godt nok faldt hans velvoksne øjenbryn ned i hans øjne, men alligevel fangede vi hinandens blik. Nu var jeg fanget. Jeg smilede med sammenknebne læber og i løbet af nulkommafem havde han rakt hånden frem, og jeg havde rakt hånden frem, vi gav hinanden et håndtryk og manden sagde: ”God eftermiddag.” ”Ja hej,” svarede jeg. 

Manden lignede min far en smule, selvom min far selvfølgelig ikke ville tiltale et fremmed menneske på en bænk og næppe heller nævne Sigmund Freud, og i hvert fald aldrig bruge et udtryk som ”Moder sol”. Måske var det derfor, jeg blev siddende? Hvem ved. Skaden var sket, for nu åbnede manden sin gamle lædermappe og hev sådan en smal metal-termokande op, den type der ligner et missil eller en kæmpedildo, og han tog også to orange plastikkrus frem, sådan nogen som vi engang drak af på lejrskoler og ølejre – men mindre i størrelse. Eller også er jeg bare større i dag.     

Han hældte noget dampende i begge krus og rakte mig det ene. ”En tår kaffe til en travl jæger,” sagde han, ”styrk dig, for i morgen er der atter en jagt.” ”Tak skal du ha’,” sagde jeg og tog straks en slurk, kaffen var meget varm og meget tynd. Jeg var stadig udmattet, lænede mig tilbage mod bænkens ryglæn, drak af kaffen og sagde ikke mere. Manden drak også af sit krus og tændte sin pibe igen. ”Det har været en dårlig uge, har det ikke?” spurgte han. ”Naaj, joh,” sagde jeg, ”jeg er altid lidt træt om søndagen. Det er normalt. Jeg har også løbet for langt.” ”Ja ja,” sagde han, ”det nye slægtled af jægere og samlere. Altid på vej videre. Videre mod nyt bytte og nye markeder. Videre og videre mod alt det nye, I kan tilpasse jer.” Han bakkede på piben. Hans ord sank langsomt ned i min hjernegrød, jeg kunne godt høre bedrevidenheden og anklagen, men reagerede ikke, han var ligesom for gandalf-agtig.  

Vi kiggede begge mod vest, hvor solen stadig glimtede mellem grå skyer. Biltrafikken og fugletrafikken hørtes svagt i baggrunden, jeg følte mig som verdens centrum og verden var ret smuk lige da.

”Men det har nu været en dårlig uge,” sagde han så, ”en dårlig uge i dronningeriget Danmark. Dronningen har slidgigt, skriver de. Det har jeg også. Vejret har været fugtigt, men i dag er det lidt bedre. Slidgigt er demokratisk. Det er dronningen ellers ikke, hun slider på demokratiet, efter min mening. Jeg bliver så deprimeret, når jeg læser Grundloven. Så jeg læser den heller ikke om vinteren, men kun i juni, hvert år i begyndelsen af juni læser jeg Grundloven, så bliver jeg lidt deprimeret, men også lidt glad, det er en rimelig blanding og juni er årets smukkeste måned. Nu sidder vi så her og har på et hængede hår overlevet endnu en kyndelmisse. Selv friske piger som dig, kvinder i deres bedste alder, ligner hængte katte eller levende døde. Det er ikke nemt at se på for en gammel gut som mig. Var det det, vores velfærd skulle ende i? Raske kvinder med øjne så triste som fængselsindsatte. Jeg ser det, jeg ser det. Og bagefter sætter jeg mig her eller på en bænk, hvor man kan se lidt af himlen. Nu kom du her og satte dig ved siden af mig, jeg tænkte: det er vel et tegn, det er vel nu vi skal rydde op i det rod. Ræk koppen frem, så får du lidt mere kaffe.”

Jeg rakte det orange krus frem og følte mig ret forvirret. Det var lidt som at være til lyrik-oplæsning, jeg forstod stort set ikke en pind, ordene strømmede forbi som … vand fra bruseren, som varer i supermarkedet, som billeder på skærmen. Jeg sad bare, fik varm og tynd kaffe, og tav.

”Jeg har altid ment, at jeg tilhørte en heldig generation,” fortsatte manden. ”Vi levede i fred. Vi troede, vi levede i fred. Der var jo krig rundt omkring, og der var frihedskæmpere derude, der døde for deres sag. I dag kalder vi dem terrorister. En gammel tåbe som Lars Hedegaard, der altid var så arrogant til møderne, angribes … med pistol … på Frederiksberg. Det gør mig så uendeligt trist. Hele ugen har jeg været så uendeligt trist. Og nu hvor der endelig kommer en kvinde som vil tale med mig, en forpustet, deprimeret, dejlig dansk kvinde, der for en gangs skyld har en lille bitte smule ekstra tid, ja … så er jeg bare så uendeligt, uendeligt trist. Politisk vold – på Frederiksberg. Det er forfærdeligt. Jeg får lyst til at lægge mig ned og dø.”

”Ja,” sagde jeg, ”det er ikke så godt.” Jeg så på manden og fik ondt af ham. Her sad han med pibe og termokande, slidt lædermappe og orange plastikkrus, og følte åbenbart vægten af alverdens ulykker på sine skuldre. Jeg rettede mig lidt op og var tæt på at klappe ham på armen, hvilket jeg dog undlod.

.

”Jeg kan nok ikke trøste dig,” sagde jeg, ”og jeg skal også til og hjemad. Men … Danmark er en del af verden. Og verden er fuld af vold. Dem, der ikke kan tale, kan slå. Eller skyde. Jeg kan ikke skyde – heller ikke, så at sige – og jeg slår ikke på folk, som jeg hader. Det vil sige: Jeg slog engang én, som havde slået mig. Jeg taler og råber og løber. Måske skulle du også løbe en tur? Nej, glem det. Men tak for kaffen, og op med humøret. Farvel.” 

Jeg rakte ham plastikkruset, han tog det og sagde: ”Farvel. Lev vel.”

Jeg forlod ham og satte i løb mod vest, hvor solen var forsvundet bag husene. Jeg følte mig ikke længere udmattet, men lidt urolig. Bange måske?