7. december 2012

Hvidt guld daler ned fra himmelen

"Til Læsekredsen. 

På foranledning af ”Omkreds” stiler jeg denne beskedne skrivelse til læsekredsen. 
Jeg er blevet anmodet om at reflektere frit over rigdom og fattigdom.  

Hvad angår min egen stilling i livet og min person, vil jeg betegne mig selv som velbemidlet og i min bedste alder. Nu kan De jo ikke se mig, men De må gerne kalde mig en dame. 
Jeg vil begynde in medias res:

Min mand og jeg så udsendelsen om de fattige børn i Danmark i fjernsynet sidst i november.


Vi kom til at mindes vores egen barndom. Vi gik skam også i genbrugstøj. Det var der ikke noget galt i dengang. Det blev anset som en fornødenhed, ja altså en nødvendighed. Det var også en særdeles nyttig skik, for hvorfor dog smide tøj bort, der stadig kan bruges?

Desuden var det jo nok tidsbesparende. Butiksbesøg og indkøb tager tid, og kan man give børnenes tøj videre eller bytte, vinder man en time eller mange timer til gengæld. Men naturligvis er børn svære at stille tilfreds. De små trolde vil selv bestemme. Også hvordan de klæder sig.

Angående julegaver. Som jeg husker det, var det for fyrre år siden slet ikke ualmindeligt at give julegaver, som giveren selv havde lavet. Fine tegninger og malerier, måske rammet ind, keramisk lertøj og alskens håndarbejde. Små fantasihistorier nedskrevet i dekorerede hæfter. Jeg tror nok, at børnene i hele december lavede julegaver i formning og sløjd, og skam også derhjemme. Jeg husker også en jul, hvor min mor gav mig et par meget fine hjemmesko, som hun ganske vist ikke selv havde syet. Der var broderede blomster på skosnuderne. Og der var fodkoldt i mit barndomshjem, da varme i gulvet dengang var en sjældenhed. Jeg blev så glad. Da jeg lagde mig til at sove den aften, stod mine nye hjemmesko på natbordet ved siden af sengen.   

Nuvel. Udsendelsen om de fattige danske børn gjorde et stort indtryk under alle omstændigheder. Børnene var jo yndige. (Som min mand sagde: Et held, at det ikke var mig som knægt, for jeg var gudhjælpemig ikke så sød!)    

I den følgende tid kunne jeg ikke glemme disse piger. Når man selv har børn og børnebørn, tror man jo, at alle børn er som dem. Man glemmer, at der findes andre og anderledes børn. Men der var også andet at tænke over. Mit hoved var fyldt med tanker, og derfor besluttede jeg mig for at spadsere en lang tur. Det var netop begyndt at sne. Vejret kan man ikke lave om på.    

En af mine tanker var, at ”vi har sat barren for højt”. Er det ikke sådan, man siger? Hele vores livsform og vore vaner er så blevet så bekostelige. Vore materielle krav er så omfattende. Vore fornødenheder er ikke altid fornødne. Mennesker, hvis husholdning er ude af trit hermed, stemples som fattige. I min barndom var det i al fald et stempel, som ingen ønskede at få på sig. Og sådan er det stadig i mine øjne. Det er et stempel, som man bør være varsom med. Jeg følte mig rent ud sagt ikke forvisset om, at Danmarks Radio havde vist den rette omtanke. Det er et meget ømtåleligt emne og vanskeligt. I hvert fald for mig.    

Desuden fornam jeg en vis form for bitterhed. Tror de ikke jeg kan se, hvordan de ser på mig, de unge mennesker i deres mørke jakker og smalle benklæder? De ser mig som en fin og snobbet gammel dame. Deres blikke stempler mig som rig og dum. Jeg passerer dem ofte ved stationen, når de skal på kunstudstilling. Så ser de kort og fjendtligt på mig. Jeg får næsten lyst til at henvende mig til dem. ”Jeg går skam i genbrugstøj,” vil jeg sige, ”men det gør I da vist ikke”. Og det er sandt. Min pels og jeg har for længst holdt sølvbryllup. Nuvel. Det er dumt at være bitter. Det er en fattig følelse.

På min spadseretur kom jeg længere og længere ud i skoven. Jeg passerede flere villaer, der lå lidt afsides. Jeg spionerede en smule. En have med afblomstrede roser. En carport med plads til en vogn eller to. Et hvidt, rummeligt hus. Et maleri på væggen, en lysekrone, en pejs, en kogeø. Er det meget at besidde? Er det meget at ønske? Var barren virkelig sat for højt?

Sneen faldt. Snefnug – som en regn af manna, en regn af hvidt guld, af penge. Der daler ned til os og svinder bort. Hurtigt veksler vi dem til ting og genstande, der ikke forsvinder. Men blot bliver kastet bort. Brugt tøj, tekniske apparater, storskrald. Alt sammen hober det sig op i bunker som gammel grå sne.

Jeg kunne ikke blive færdig med mine tanker. Snefaldet kom heller ikke til standsning, så jeg begav mig hjemad igen.

Jeg passerede stationen, men alle var formummede i huer og hætter. Jeg var usynlig, ingen stempler i dag.  

Hjemme lavede jeg mig a nice cup of tea. I køkkenet mødte jeg min mand, der var på vej til et møde. Det falder ham uhyre svært at slippe arbejdet. I al korthed fortalte jeg ham om mine tanker. ”Ja ja, min kære ven,” sagde han. ”Du har altid været spartaner om en hals. Du drømmer meget, og tænker. Men drømme kan også gå i opfyldelse. Lad mig fortælle dig en hemmelighed: Penge kan gøre drømme til virkelighed.” Han blinkede til mig og kyssede mig på kinden. Så gik han ud for at af-ise bilen. 

Jeg drak min te. Min virkelige te. Bare Medova."


*

Note: Skrivelsen var et bidrag til kampagnen Hvorfor rigdom?
Vi bragte tidligere hverdagsdokumentaren Hvorfor rigdom? og værtshushistorien De rige socialisters land.

1 kommentar:

  1. Hvordan skal BØRNs forhold til penge være? Og skal de have gammeldags kontanter eller betalingskort i lommen?
    Læs om det i Søndagsavisen:
    "Skal syvårige have betalingskort
    Flere danske banker vil give helt unge børn betalingskort, viser rund-ringning. Forbruger­ombuds­manden er ikke afvisende"
    http://sondagsavisen.dk/2012/49/betalingskort-paa-vej-til-syvaarige.aspx

    SvarSlet