14. december 2012

Fritz Schur på kontanthjælp














En kold vinterdag mødes Fritz Schur, Lars Rebien Sørensen og Nils Smedegaard Andersen tilfældigt på fortovet uden for Jobcenter Gentofte.

– Jamen goddag drenge, siger Fritz, og tak for sidst, Nils. Det var trist, du ikke kunne komme til min lille fest, Lars. Der er altså god plads i Falconer Centret, jeg tror godt, vi kunne have klemt dig ind et sted. Tæt på kongefamilien. Og selv en puritaner som dig kan vel nyde lidt Elton John live? Nå, ha ha, hvordan står det til?

– Jo tak, Fritz, det går udmærket, siger Lars.

– Jeg kan heller ikke klage, siger Nils. Men det var da lidt forstemmende at høre om den smudsbog om dig og dit liv, Fritz. Jeg antager, at du ignorerer det fuldstændigt.

– Ja, siger Lars. Jeg synes også, du skal arbejde dig ud af det, hvis det går dig på. Faktum er, at nogen har svært ved at hæve blikket fra andedammen og få øje på den globale udvikling. Selvom det jo er den, det hele kommer an på.

– Åh Gud, jeg tror, du har ret  og så har vi ikke engang bjerge, der spærrer for udsynet, vel? svarer Fritz.

– Men Fritz, indskyder Nils, nu har du vel udvist rettidig omhu? De fjollede journalister har jo lidt magt, trods deres mageløse tankeløshed.

– Tak Nils, siger Fritz. Jeg prøvede jo med jura, men en lykkelig kooperation med pressen kræver vist en anden slags pløjedybde. Jeg skulle nok have inviteret dem hjem til Christiansholm noget oftere. Spøg til side. Alvorligt talt er der ikke noget at komme efter. Og ved I hvad? Da jeg bladrede i skriverkarlenes bog om mig, blev jeg højst forbløffet. Har I et øjebliks tid?

– Det har vi da. Mit møde begynder først om 7 minutter og Nils skal bare til frisøren, siger Lars.

– Godt så, siger Fritz. Som I ved læser jeg alle papirer grundigt. Det samme gjorde jeg med den famøse bog, ja altså bogen om mig. Jeg blev ærligt talt så overrasket, at jeg bad butleren finde en flaske Kopke Colheita 1900 frem. De sølle skriverkarle er simpelthen oprørte, fordi jeg ikke er ... ENDNU RIGERE! Må jeg be om mine kongeblå, siger jeg bare. De kan ikke tilgive mig, at jeg ikke er blevet endnu mere velsignet af forsynet, end jeg er. De er oprørte, fordi mine erhvervsinteresser ikke er endnu mere omfattende, end de er. Det generer dem, at jeg ikke er adelig, nu da Hendes Majestæt Dronningen har vist mig den gunst at gøre mig til kammerherre. De forarges, fordi jeg er gavmild over for venner og gerne giver gaver og holder fest. Alt i alt er de smålige og ganske enkelt pissesure, undskyld mig, fordi jeg godt nok er velhavende og ikke skal klage, men ikke er den Krøsus eller kong Midas eller Steve Jobs og hvad de nu alle sammen hedder, som jeg ifølge dem burde være … for at være den jeg er!!! Jeg var traumatiseret ved endt læsning og vidste ikke, om jeg skulle le eller græde.   

– Det er derfor jeg ikke læser litteratur, siger Nils. Det er som at sejle i tåge og storm. Vel at mærke uden et ordentligt kompas.

– Ja, siger Lars. Litteratur er som dårlig medicin mod udiagnosticerede sygdomme. 

– Nemlig, siger Fritz. Jeg var rystet og tæt på at grine eller græde. Det var heller ikke ligefrem nogen trøst, da jeg kom i tanke om Ålen. Han forstår at sno sig. Da skriverkarlene skrev, at han var FOR RIG, sagde han bare: Jeg er sgu da endnu rigere, end I skriver! Så holdt de kæft.  

– Hm, siger Lars. Men Fritz, hvad laver du her i dag?

– Nå ja, siger Fritz. For en sikkerheds skyld, for at ride stormen af, besluttede jeg mig for at ændre lidt i mine dispositioner og melde mig ledig her på Jobcenteret.

– Gud, konge og fædreland! siger Nils, hvorfor dog det?

– Jeg konkluderede simpelthen, siger Fritz, at hvis skriverkarlene synes, jeg er for fattig, så skal de da få fattig. Christiansholm har jeg ladet registrere i butlerens navn. Nu lejer jeg mig ind hos ham. Firmaerne har jeg fordelt lidt anderledes. Bestyrelsesposterne beholder jeg naturligvis, og kammerherreværdigheden. Det er jo mit hjerteblod.

– Jamen, Fritz, er det helt legalt? Det virker voldsomt og lidt pudsigt, må jeg sige, siger Lars.

– Synes du det? svarer Fritz. Jeg synes selv det er ganske interessant. Indkomstforskellen er æggende. At gå fra 2 millioner om måneden til 10.000 kr. skaber en spænding, som jeg næsten ikke har kendt mage til før. Man kan også sige, at det er et spørgsmål om pløjedybde ... ja, eller rettidig omhu.     

– Hvad søren mener du? siger Nils.

– Jeg er heller ikke helt med, siger Lars.

– Måske er det fordi jeg er en konservativ sjæl, siger Fritz. Mit blod er måske ikke blåt, men det er mit hjerte. Lad mig forklare. Vi ved jo alle tre, at de fremmeste erhvervsfolk nu til dags bliver rigere og rigere. At lønningerne i toppen stiger og stiger. Det ved vi udmærket, ikke sandt, Lars? Vi ved at Anders vidste det, men at han glemte at lade os det vide. Vi ved også, at lønningerne i produktionen falder og falder. Lønniveauet på gulvet må falde, hvis firmaet skal vokse i toppen og udadtil. Det har du jo selv forklaret så pædagogisk, Lars, brugte du ikke udtrykket "et nyt spænd"? 

– Jo, ganske rigtigt, siger Lars, og hvad så?

– Jamen, så tænkte jeg jo, siger Fritz, at hvis jeg skal få pressen og folket til at elske mig, bare en lille smule, så må jeg gå imod udviklingen. Da jeg jo er kammerherre, kan jeg også roligt tillade mig at være bagudskuende, synes jeg. Og da pressen ikke fatter, at jeg altid har været uhyre beskeden sammenlignet med andre, så må jeg jo pløje dybere. Derfor besluttede jeg at melde mig ledig og leve på disse 10.000 kr. månedligt en to-tre måneder, indtil det var sevet ud – eller ind.

– Aha, siger Nils. Jeg håber bare, det ikke giver bagslag og rammer os andre. Men nu må jeg gå, frisøren venter derhjemme. Farvel.

– Farvel farvel, siger Fritz og Lars.

– Han var da usædvanlig snakkesalig, siger Fritz. Besynderligt …

– Jah … siger Lars. Men Fritz, du må huske, at den globale udvikling ikke kan standses. Ikke under nogen omstændigheder. Aldrig. At blive helt virkelighedsfjernt beskeden, ligesom dig, er ikke en løsning. Vi må være realistisk beskedne, sådan som vi altid har været. Det er det danske varemærke. Og nu må jeg afsted. Held og lykke med det hele. Farvel.

– Farvel, siger Fritz. Han ser sig over skulderen mod bilen og chaufføren, der venter. Så skubber han glasdøren op og går ind på jobcenteret.
  

*

Note: 
Personer med de nævnte personnavne findes i virkeligheden, men resten er bare en drøm.
Fritz Schur er adm. direktør for Fritz Schurs firmaer, kammerherre, bestyrelsesformand i Dong mv. Lars Rebien Sørensen er adm. direktør for Novo Nordisk. Nils Smedegaard Andersen er adm. direktør for A.P. Møller – Mærsk. Ålen er Peter Aalbæk Jensen, adm. direktør for Zentropa. Anders er Anders Eldrup, tidligere adm. direktør for Dong. Elton John er adm. direktør for Elton John. 
Bogen, der nævnes, er ”Kammerherrens nye klæder. Fritz Schur. Manden og myterne” af Sandøe, Sindbæk og Svaneborg. Jyllands-Postens Forlag 2012.      

Dette var et bidrag til kampagnen Hvorfor rigdom? Se også Hvidt guld daler ned fra himmelen, Hvorfor rigdom? og De rige socialisters land

1 kommentar: