14. november 2012

De rige socialisters land

"De sidder på deres kontorer og tænker på Revolutionen.”
Fremmed kvinde på Bo-Bi Bar.

En aften i sidste uge stødte jeg på en kvinde på Bo-Bi Bar i Kbh. Hun hang oppe ved disken, da jeg kom hen for at bestille. Bartenderen var optaget, og jeg kunne mærke at kvinden betragtede mig. Jeg tog min taske frem og rodede efter mit dankort. 
    ”Peeenge lyver aldrig,” hørte jeg pludselig og genkendte den gamle sang. 
    Jeg så op og smilte. Kvinden fortsatte sin lavmælte syngen: ”De lugter kun lidt, nogen vil sikkert sige direkte fedt, lidt hen af eau de cologne”. Hun stoppede.
    ”Ja… det er en god sang,” sagde jeg. 
    ”Det er det,” sagde hun, ”er du socialist?” 
    ”Øh, det ved jeg ikke,” svarede jeg. 
    ”Tja,” sagde hun, ”hvis dine forældre var, så er du vel også.” 
    Her ringede min telefon. Det var min aftale der blev aflyst. Jeg lagde telefonen væk og så nok lidt slukøret ud. 
    ”Så giver du måske en øl?” spurgte kvinden ved min side, ”Jeg er nemlig fattig”.
    I det samme stod bartenderen foran os, og jeg bad om to øl og betalte.
    ”Skål,” sagde jeg til kvinden, ”sikke et vejr”. (Det regnede udenfor). 
    Hun drak af øllen og sagde: ”Som sagt, jeg er fattig. Det fik jeg sgu at vide her den anden dag.” 
    Jeg kiggede hurtigt på hendes tøj, der så almindeligt ud. Jeg kunne fornemme, at jeg havde rodet mig ud i en klassisk bar-situation. En person letter sit hjerte, en anden (mig) spørger og lytter. Det nye var kun, at aftenens hovedtaler var en kvinde. 
    ”Er du da fattig?” spurgte jeg, ”Det er måske et lidt stort ord at bruge…” 
    ”Ja, for fanden,” sagde hun, ”det er sgu da en fornærmelse. Jeg føler mig fucking ydmyget. Her bor vi i et velfærdssamfund. Alle, jeg kender, er rige – og socialister. Det er jo dét, et velfærdssamfund kan. Enhver kan med god samvittighed være rig og socialist – samtidig. Kystbanesocialisterne bor over det hele, ikke kun ved Kystbanen. Jeg troede, jeg var med i klubben. Ikke helt så rig som de andre socialister, men alligevel. Sgu da ikke fattig.” 
    ”Klart nok,” sagde jeg, ”det var vel bare en misforståelse.” 
    Jeg smilede venligt. Hun sukkede og faldt lidt sammen, men rettede sig op igen og vinkede ad bartenderen. I hendes hånd blafrede en pengeseddel. 
    ”Lad os få to til,” bad hun. 
    Vi fik to nye øl, og drak et par slurke af de gamle. 
    Hun kiggede på mig og fortsatte: ”Du har ret. Misforståelser. Jeg bliver kaldt fattig, fordi jeg ikke er rig. Men det er den, der kalder mig fattig. Altså rig. En rig-der-ikke-kalder-sig-selv-rig må selvfølgelig kalde mig fattig. Selvom jeg bare ikke er rig. Sådan kan den rige-der-ikke-kalder-sig-selv-rig blive ved med at være ikke-rig. Selvom han er det. Han kalder mig fattig for at kunne være rig uden at kalde sig rig. Ja, du forstår. Det er den socialistiske måde at være rig på.” 
    ”Jaah…” sagde jeg og pillede i min øls etiket.   
    ”Og nu vi er ved det,” sagde hun. ”Lad mig fortælle dig om de rige. De rige socialister. Jeg kan gøre det kort. For det første er der kommunisten. Kommunisten kom til penge, købte dyre designermøbler og kunst. Undervejs blev han socialist. Der er bondepigen. Hun kom til byen og kom til at bære ægte perler. Og blev socialist. Så er der ungsocialisten, der afskyede de rige. Rige mennesker er onde, han rynkede på næsen overalt hvor han så dem. Hans rummelige barndomshjem var købt for penge, som hans bedstefar havde tjent som matador i en provinsby. Kender du Rudersdal?” spurgte hun.
    ”Er det ikke i Nordsjælland?” sagde jeg. 
    ”Præcis,” sagde hun. ”En af de rigeste kommuner deroppe. Måske den rigeste. Men selv i Rudersdal er der én person, der stemmer på Enhedslisten. En eneste. Ham kender jeg, han hører med her på listen. Og så er der alle dem, der ikke bor i Rudersdal, men i lige så store og flotte huse. Kæmpe stuer, hvor der er masser af plads til fri dans og bunkepul. Men gulvene er rene og tomme. Kun et par grå-brune sofaer, hvide vægge, du ved. Det ligner luksus. Ny nordisk luksus. Men sig det aldrig. Det hedder: Vi manglede lidt plads.”      
    ”Jeg tror, jeg forstår hvad du mener,” sagde jeg. ”Men jeg skal til og hjemad.” 
    Jeg løftede demonstrativt min ølflaske, der dog stadig var halvfuld.
    ”Det er i orden,” svarede hun, ”bare lige et sidste eksempel. Socialisten, der købte den nyeste iPad. Men aldrig tog den med ud på altanen, fordi det ville være pinligt at blive set med den. Forfatteren, der gjorde en god figur på Markedet med sin kritik af Markedet. Eksperterne i retfærdighed og menneskerettigheder, der fik privat formue af at hjælpe de nødstedte ude i verden. Børnene på velhavende friskoler, der følte at de var på alle undertryktes og fattiges side. Vinkendere og gourmeter, der sang gamle fattigviser om snaps og fedtemadder.” 
    Kvinden tav, og jeg skyndte mig at rejse mig op med min frakke over armen. 
    ”Tak for snakken,” sagde jeg, ”og for øllen. Jeg skal hjem nu, og på arbejde i morgen.”
    ”Du skal vel på kontoret,” sagde kvinden til mig, mens jeg tog frakken på. "Er du ikke også en af dem? De sidder på deres kontorer og tænker på Revolutionen.”
    ”Hej hej,” sagde jeg.  

”Puha,” sagde jeg til mig selv, da jeg ude på gaden låste min cykel op. Det regnede stadig. 
Mens jeg cyklede hjem, kom jeg i tanke om en bekendelse, jeg havde læst i den røde avis Information’s brevkasse. En mand, der kaldte sig socialist, beskrev sin skamfuldhed over at leve på første klasse. To af avisens skribenter svarede manden. De mente begge, at han skulle bruge sine penge på lige nøjagtigt det, han havde lyst til. Og derudover bruge sin stemme i samfundsomvæltningens tjeneste, når der var folketingsvalg. 
Det burde jeg have nævnt over for kvinden på Bo-Bi Bar: Det større perspektiv.
Jeg besluttede at notere bar-samtalen ned, før jeg gik i seng. 
Over mig var himlen grå med et rødligt skær.


*

Note: Se også Hvorfor rigdom? og Hvidt guld daler ned fra himmelen

1 kommentar: