Hvem er jeg og hvad er jeg? Introduktion til filosofisk antropologi

Et nyt år er begyndt. Jorden er slidt, men året er ungt. Det er nu, man kan begynde forfra. 

Her på Omkreds vil vi starte med at spørge, hvad et menneske overhovedet er for et væsen. Back to basics, og ind i den filosofiske antropologi.

Et nyt års begyndelse i den måned, der er opkaldt efter en gud der ser både frem og tilbage, nemlig Janus, må være et godt tidspunkt at stille fundamentale spørgsmål. 

Det mest populære fundamentalspørgsmål i dag er nok ”hvem er jeg?”. Identitet er most wanted, og vi er mange der leder efter vores identitet med lys og lygte. Identitet har noget at gøre med gruppetilhørsforhold og målsætninger eller værdier, for spørgsmålet ”hvem er jeg?” rummer også spørgsmålene ”hvor hører jeg til og hvad skal jeg gøre med mit liv?”. 

Den filosofiske antropologis spørgsmål har en lidt anden lyd: ”Hvad er jeg; hvad er et menneske; hvad er mennesket?”. Det er mere omfattende og mindre personligt.  

Hvad enten man stiller det ene eller det andet spørgsmål, kræver det en vis åbenhed. Glem alt om nytårstaler og anden sammenhængskraftlim, der cementerer tilhørsforholdet til et fællesskab kaldet Danmark, ”vi danskere” eller bare ”os”. Vær ny og ukendt (behold evt. nytårshatten på). For et årsskifte kan også være et hamskifte, eller en rutschetur som de siger i Tyskland. Hvis man lander desorienteret og blank i det nye år, så er tiden kommet til at stille fundamentalspørgsmål.

    

I det følgende vil vi bringe uddrag fra den nye bog Mennesket – en introduktion til filosofisk antropologi. ViaSysteme 2012.

Uddragene bringer vi efter aftale med bogens redaktører, Esther Oluffa Pedersen og Anne-Marie Søndergaard Christensen, der sammen med 9 andre filosoffer også har bidraget til bogen.

Fra Mennesket – en introduktion til filosofisk antropologi:

"Menneskets spørgen til sig selv. 

Indledende overvejelser over filosofisk antropologi.

    Hvad er mennesket? er et af de mest grundlæggende spørgsmål, vi kan stille os selv. Det er desuden et ægte filosofisk spørgsmål i den forstand, at det er et spørgsmål, der udelukker et simpelt svar og nok aldrig vil kunne besvares på en endegyldig måde. Selv hvis vi kunne blive enige om, at mennesket f.eks. er et bestemt biologisk væsen, åbner en sådan minimumsdefinition med det samme op for en række spørgsmål. 

Er mennesket udtømmende beskrevet ved sine fysisk-biologiske kendetegn? Hvis et menneske lever med kunstige organer og ved teknologisk hjælp, er det så et menneske eller en cyborg? Er der en væsensforskel mellem mennesker og dyr? Har mennesket en guddommelig side, der ikke indfanges gennem en biologisk forståelse? Hvordan forstår vi menneskets evne til at skabe den biologiske videnskab, der leverer en definition på mennesket? 

Netop den kendsgerning, at mennesker er i stand til at udvikle videnskaber så som biologien, er et slående udtryk for, at menneskets væsen ikke indfanges af en biologisk bestemmelse. Mennesker overskrider deres biologiske væremåde i og med den mangfoldighed af kulturelle og sociale livsverdener, der er menneskers hverdag. Ethvert menneske er situeret i en social og kulturel sammenhæng og oplever de menneskeskabte verdener fyldt med teknologi, videnskab, kunst, politik og religion som sine naturlige omgivelser. Når vi tilføjer den mangfoldighed af menneskelige livsformer, der findes i dag og op igennem historien har udfoldet sig, opstår spørgsmålet straks, om vi overhovedet kan give en beskrivelse af mennesket, der er dækkende for alle mennesker i deres kulturelle, sociale og historiske forskellighed?

    

    Den filosofiske antropologi er ærgerrig i den forstand, at den vover at byde ind med et svar på, hvad mennesket er i en universel og tidsløs forstand. Det er således den filosofiske antropologis provokerende påstand, at den kan udpege de væsentlige træk i menneskets måde at eksistere på nu, historisk og i fremtiden. Tanken er, at der bag menneskers forskellige livsformer gemmer sig nogle fællestræk, der både muliggør og begrunder de umiddelbare forskelle i menneskelige væsenstræk. Netop derfor er der meget på spil, når vi diskuterer filosofisk antropologi. 

Mange vil nok hævde, at vi ikke finder et svar på denne menneskehedsgåde, for at citere Paul Alsberg (1883-1965), der kaldte sin bog om filosofisk antropologi fra 1922 for Das Menschheiträtsel. Versuch einer prinzipiellen Lösung (Menneskehedsgåden. Forsøg på en principiel løsning). Ikke desto mindre er selve øvelsen – at spørge til menneskets væsen – i sig selv en måde at gøre sig selv og andre klar over, hvilke antagelser vi hver især anser for grundlæggende for vores menneskebillede, og hvilke vi bedømmer som fejlagtige forvrængninger. 

    

    Påstanden om, at den filosofiske antropologi kan udpege væsenstræk ved den menneskelige livsform og dermed give os et svar på spørgsmålet om, hvad mennesket er, bliver i sig selv kompliceret af, at der blandt filosoffer ikke hersker enighed om svaret. På den ene side hævder hver enkel filosof, der skriver om filosofisk antropologi, at netop hans måde at beskrive mennesket på er den rigtige. Dermed opstår der en åbenlys rivalisering mellem filosoffernes forskellige svar. På den anden side er de filosoffer, der begiver sig i kast med filosofisk antropologi, grundliggende enige om forudsætningerne for overhovedet at forsøge sig med en beskrivelse af menneskets væsen. 

Den vigtigste af disse er, at menneskets væsen ikke lader sig indfange i en afsluttet og endegyldig indholdsdefinition. Dermed bliver den filosofiske antropologis udgangspunkt menneskets evne til at overskride og forandre sin givne situation gennem en uvirkeliggørelse af virkeligheden, som Max Scheler (1874-1928) kaldte denne menneskets evne til at skabe og begribe sig selv og sin omverden. I modsætning til faget ’antropologi’ tager filosofisk antropologi dermed ikke sit udgangspunkt i feltstudier af mennesker. Den spørger til menneskets væsen. 

Filosofisk antropologi angår de ontologiske, transcendentale eller metafysiske forudsætninger for, at mennesker eksisterer i den mangfoldighed af forskellige sociale, kulturelle og historiske kontekster, som blandt andre faget ’antropologi’ beskriver.

    I nærværende antologi vil spørgsmålet om, hvad mennesket er, blive søgt indkredset ved to tilgange: Første del indeholder fremstillinger af syv filosoffers besvarelser af spørgsmålet – Ernst Cassirer (1874-1945), Helmuth Plessner (1892-1985), Martin Heidegger (1889-1976), Ludwig Wittgenstein (1889-1851), Arnold Gehlen (1904-1976), Jean-Paul Sartre (1905-1980) og Peter Sloterdijk (1947-). 

Anden del består af fire tematiske diskussioner af mennesket som et væsen underlagt sit eget psykiske bevidsthedsliv, sin krops muligheder og begrænsninger, sygdom og sundhed samt økonomiske livsvilkår. Hvor førstedelen altså har udvalgt en række filosoffers svar, optegner anden del fire menneskebilleder i forhold til grundlæggende menneskelige livsvilkår. 

Det er antologiens eksplicitte hensigt at lade spørgsmålet om, hvad mennesket er, stå åbent i den forstand, at antologien gerne skulle gøre læseren interesseret i selv at fundere over, hvad et godt svar på dette spørgsmål indeholder, og om der kan gives andre – måske bedre, måske mere tidssvarende – svar, end de her fremstillede. 

Vi håber, at en filosofisk begrundet indsigt i mulige veje til en definition af menneskets væsen samt et kritisk blik til at vurdere fremsatte synspunkter vil gøre læserne af nærværende bog godt rustede til at debattere vores selvforståelser som mennesker."

*

Dette var første uddrag af Mennesket – en introduktion til filosofisk antropologi, redigeret af Esther Oluffa Pedersen og Anne-Marie Søndergaard Christensen. ViaSysteme 2012.
Se næste uddrag her: Hvad er et menneske? Et dyr, der skaber symboler?