Sammen, men uenige

Jeg vil gerne citere skribenten Siri Ranva. Hun skriver: 

Homogenitet ≠ Fællesskab

Altså ensartethed er ikke lig fællesskab.
Fællesskab og "sammenhængskraft" er ikke det samme som enshed.

Orfeus pløjet. En litteratur-myte af Heiner Müller

ORFEUS PLØJET

Orfeus sangeren var en mand der ikke kunne vente. 

Efter han havde mistet sin kone, på grund af for tidligt samleje efter barsel eller på grund af forbudt blik ved opstigning fra underverdenen efter hendes udfrielse af døden gennem hans sang, så at hun faldt tilbage i støvet før hun blev ny i kød, opfandt han kærligheden til drenge, som undgår barsel og er tættere på døden end kærligheden til kvinder. De forsmåede jagtede ham: med våben deres kroppe grene sten. Men sangen skåner sangeren: det han havde besunget, kunne ikke skramme hans hud. Bønder, opskræmte af larmen fra jagten, løb væk fra deres plove, som der ikke havde været plads til i hans sang. Så fik han plads under plovene.

Litteratur for læserens skyld, Vladimir Nabokov mv.

Er virkeligheden inden i fiktionen? Eller uden om? Når jeg stiller Meta de spørgsmål, så spørger hun mig straks: Hvad er virkelighed? Hvad er fiktion? Vi diskuterer hele natten og bliver ikke færdige. Er digte faktion? Er ”autofiktion” fiktionsfri fiktion? Er virkeligheden inde i sprogets hus? Er sprogets hus under konstant ombygning? Hvad ved vi om den hjemløse og husvilde virkelighed?

Meta er et anstrengende bekendtskab. Jeg stopper hende med name dropping og siger: I den meget store filosof Immanuel Kants posthume skrifter står der: 

Tænkningen er en talen, og denne en lytten.

Nå, og hvad så? siger Meta. Jo, siger jeg: tænkningen taler, især ved hjælp af sprog. Sproget kan mumles, siges højt eller skrives. Den skrevne tænkning, den skrevne tale, kalder vi litteratur. Af littera: bogstav. Eller ikon :) Tja, siger Meta, men er det skrevne så virkelighed eller fiktion? Eller måske musik? Det er ikke det afgørende, siger jeg, hør nu bare efter. 

Talen er en lytten. Den tænkende taler, ved hjælp af lyde eller bogstaver, og lytter samtidig til noget eller efter noget. Det, som der lyttes til eller efter, kan du godt kalde ”virkelighed”, men det virker mest af alt forvirrende, for det kan også være ”fantasi” og ”mulighed”. Hovedsagen er, at det er der. Ellers kunne man ikke lytte.

Hm, siger Meta.

*

Næste spørgsmål:

Hvad skal vi med litteraturen?! Og for hvis skyld findes den overhovedet? For læsernes skyld, håber jeg.

Mindst læste, mindst sete, mindst sendte, mindst kommenterede

Statistik er Gud. 

Det er et faktum. Den sande viden bæres altid ud af den statistiske helikopter, der svæver overjordisk altseende over folk og fæ.

Men statistik kan også være djævelsk – forkert og usand. Derfor kan man på DR se en engleagtig gestalt nedkæmpe den usande statistik og erstatte den med den sande. Det er den smukke detektor-detektiv. (Måske verdenshistoriens første mandlige detektiv, der er så pæn. Men dog godt kan smile lidt djævelsk i afsløringernes hede).

Her på Omkreds udbyder vi hermed også en lille statistik.

SÆRLIGT inSENSITIV? Mennesket er det dyr, der har for mange følelser

I går mødte jeg en mand på apoteket i et af Københavns gamle arbejderkvarterer. Nu er det et middelklassekvarter, men manden opførte ikke særligt middelklasseagtigt, tværtimod var han ret ubehersket – midt på eftermiddagen og i fuld offentlighed! Her valgte han nemlig pludselig at henvende sig højlydt til et vildt fremmed menneske – mig.

Manden snakkede fanden (=mig) et øre af, mens vi stod og ventede dér på apoteket, og jeg vil prøve at gengive hans svada, mens den stadig flyder frisk i min hukommelse. 

Først kom vi til at stå ved siden af hinanden, og da han gav mig elevatorblikket, stirrede jeg nok lidt tilbage. Blandt andet fordi mit blik blev fanget af nogle ækle gule pletter på hans halstørklæde og frakkerevers. Han rømmede sig og sagde:

– Jeg er sygoloh.

Januar/februar, krig/fredskonference, Hassan/Farrokhzad

moskebyggeri i Kbh Nordvest

Hej februar, hej bloglæsere. Hej forår?

Rigdom, mørk økologi & språk – i NORGE

Maler og grafiker Edvard Munch kom fra en halvfattig familie. Senere i livet blev han velhavende og berømt og flyttede ind i det store hus Ekely i udkanten af Oslo. Tidligere i livet lavede han en tegning af en tyk mand, der omgivet af sine hunde med kødben i munden giver penge til en skare tynde og krumbøjede tiggere. Under tegningen skrev Munch: Den rige som gerne stjæler to Gange / først har han stjaalet Pengene saa stjæler han Menneskenes Hjerter

Mehrsprachigkeit in Dänemark (tysk/dansk)

Dansk oversættelse nedenfor - tak til Google Translate

In Dänemark sprechen wir Englisch. In Dänemark sagen wir gern “wir”.
In Dänemark sprechen wir auch Dänisch.
Wir sprechen also Dänisch und Englisch – oder Denglisch/Dänglisch. 

Ob das zwei oder anderthalb Sprachen sind, oder vielleicht nur eine (Mischsprache) ist, ist nicht ganz klar. Wo eine Sprache anfängt und wo sie aufhört, ist schwer zu sagen. Die Wissenschaft weiß es auch nicht.

Solhverv og shopping

Den stigende velstand – de sidste cirka 100 år – har givet de fleste af os danskere flere penge, flere lyskæder og nytårsraketter, større stuer og julegaver, men ikke mere sollys om vinteren.

Den aktuelle solsituation er lige så kritisk som da Johannes V. Jensen beskrev den for 96 år siden i sin Solhvervssang:

Vor Sol er bleven kold, 

vi er i Vinter Vold

og dunkle Dage.

Den 21. december har vi ramt bunden. Det er årets korteste dag og længste nat, det er midvinter og vintersolhverv. Solen har nået et vendepunkt i sit HVERV: sin tjans og (arbejds)runde. Eller rettere: Jorden har nået et vendepunkt. Årets (h)jul triller fra en fase ind i den næste.

Hvis mennesker var mere som andre dyr, ville de måske krybe sammen i deres mørke huler og vente på foråret. Men i stedet for at tilpasse sig og resignere, har mennesker i årtusinder holdt en LYSFEST i årets mørkeste fase. En kultisk midvinter- eller vintersolhvervsfest, en kristen højtid, en verdslig overflods- og familiefest, med flere. På vores breddegrader nu kaldet Jul & Nytår, juletiden, the Christmas or holiday season.

Det er i sig selv specielt, at mennesker holder FESTER.

Jeg er en gruppe

Jeg er en gruppe, derfor er jeg.

For taget for mig, eksisterer jeg da overhovedet?

Så er ”jeg” vel bare en samling kød og hud og hår, og nogle indre gemakker, som nok er tomme.

Jeg er en gruppe: mit gruppetilhørsforhold skaber mig. Den berømte og eftertragtede ”identitet” – som medlem af en gruppe.

Jeg er dansker, kvinde osv., jeg er medlem af Danskerne, Kvinderne osv.

Det er en god ting, for det betyder at jeg hver dag kan læse om mig selv i avisen og høre om mig selv på tv.

Jeg læser eller hører, at sådan er eller tænker Kvinder, sådan er eller tænker Danskerne. ”Vi danskere mener” hører jeg og spidser ører for at høre, hvad jeg mener. ”Kvinder gør” hører jeg og det er interessant, at nogen beskriver hvad jeg gør.

Du danske sprog, du er en bombe i min turban

For et par år siden var jeg til et arrangement om Viktor Klemperers bog LTI – Lingua Tertii Imperii. Det Tredje Riges Sprog. En filologs dagbog. Arrangementet fandt sted i en kirke. Det begyndte dog ikke med Ordet, men med en orgelsonate. Musik er jo også et sprog og komponisten, Mendelssohn, brugte ikke kun musiksproget på en rar måde, men til tider voldsomt og aggressivt. Da sonaten var forbi, blev der læst op af Klemperers bog – af en god skuespiller med en smuk diktion – i det store flotte rum. Efter oplæsningen blev tilhørerne opfordret til at snakke med hinanden på kirkebænkene, og til sidst kunne man tale ud i forsamlingen. Der var enighed om, at vi skal tale pænt til hinanden. Hvad enten vi er nazister, danske politikere eller fulde fodboldfans. Ellers opfatter vi ikke hinanden som mennesker, sagde én.

Det fik mig til at tænke på Nietzsche, der skrev ”Jeg er ikke et menneske. Jeg er dynamit.” Måske skrev han det oppe på sin bjergtop, afsondret fra andre mennesker, mens han lyttede til detonationerne, når der med dynamit blev sprængt nye tunneller.

Jeg er dynamit

”Jeg er dynamit” skrev filosoffen Nietzsche.

Disse 3 ord har jeg hugget og brugt som titel på et essay, som jeg har skrevet til Modersmål-Selskabets Årbog 2013. Årbogen udkom igår.

Essayet ”Jeg er dynamit” handler om høflighed – forskellige opfattelser af høflighed – om ytringsfrihed – paragraffer versus moralske normer, selvcensur og frygt for vold, tolerance og respekt – om grimt og groft sprog – fx i kunst og humor – om sprogvold og fysisk vold – voldsmonopolet, ord versus handling, ord som våben, ordenes vold og magt.

Ord til hinanden, som årbogen hedder, indeholder: 

Forord ved Gerda Thastum Leffers · Marie Møller Kristensen (“Jeg er dynamit”) · Kristian Tvilling (Fucking høflige) · Pia Raug (“I begyndelsen var ordet”) · Søren Ulrik Thomsen (Noget alvorligt i klemme) · Anne Kjærgaard (Breve fra det offentlige) · Anders Fogh Jensen (Tale der virker. Godt) · Jørgen Chr. Wind Nielsen (Havemand og sprogmand) · Søren Ryge Petersen (Takketale)

Bogen kan købes for 100 kr. her

Skandalen i Lollikes ”All My Dreams Come True”

Skandalen i Christian Lollikes All My Dreams Come True er ikke de forargelige sexscener og forestillingens ”freakshow” eller burlesque, der modarbejder ”den gode smag” og de sædvanlige kønsroller og menneskeroller. Samt dyreroller. 

Alt dette er for mig ikke skandalen i forestillingen. Det er overraskende og chokerende, underholdende og stimulerende. Det er også tiltrængt som en modvægt til kedeligt og pænt teater, herunder alle de alt-for-pæne og smukke skuespillere, som normalt ses på danske scener. – Og som i øvrigt også ses i denne forestillings to hovedroller. Hvor de spiller fantastisk, ligesom de 5 øvrige skuespillere. 

Hele dette lag af ”freakshow” eller burlesque og grovhed og vulgaritet falder på et tørt sted, fordi de danske normer både i kunst og hverdag sædvanligvis dyrker pænhed og minimalisme. Så måske er dette lag faktisk det mest vellykkede i forestillingen, og det som potentielt vækker forargelse og provokerer. 

Men den skandale, som forestillingen også rummer, og som provokerer og generer på en anden måde, måske en dybere måde, findes et andet sted. Efter min mening.

Sagt & hørt i Budapest

”De ungarske sletter har været beboet i umindelige tider.”

”Vi skåler aldrig i øl. For det gjorde østrigerne, da de havde smadret os.”

Den lidenskabelige højrefløj, det slatne centrum-venstre & KONVOLUT: tidsskrift for oppositionelle skrifter

En dag sad jeg på et københavnsk bibliotek. Der lugtede sursødt. Atmosfæren emmede af service, men også af opgivelse. God vilje og trist resignation – samtidig.

Der var ikke meget af den demokratiske luksus, der kendetegner steder som DRs Koncerthus eller Den Sorte Diamant. 

Denne (skattefinansierede) allemandsluksus, som man også bare kan kalde ”Danish Design”, fandtes kun i en skrabet udgave dér på biblioteket.

Jeg sad i avishjørnet og bladrede i Politiken. En litteraturanmelder citerede et gammelt digt: 

»The best lack all conviction, while the worst/ Are full of passionate intensity«, altså omtrent: »De bedste mangler al overbevisning, mens de værste/ er fulde af lidenskabelig intensitet«.