21. december 2013

Solhverv og shopping




















Den stigende velstand – de sidste cirka 100 år – har givet de fleste af os danskere flere penge, flere lyskæder og nytårsraketter, større stuer og julegaver, men ikke mere sollys om vinteren.
Den aktuelle solsituation er lige så kritisk som da Johannes V. Jensen beskrev den for 96 år siden i sin Solhvervssang:

Vor Sol er bleven kold, 
vi er i Vinter Vold
og dunkle Dage.

Den 21. december har vi ramt bunden. Det er årets korteste dag og længste nat, det er midvinter og vintersolhverv. Solen har nået et vendepunkt i sit HVERV: sin tjans og (arbejds)runde. Eller rettere: Jorden har nået et vendepunkt. Årets (h)jul triller fra en fase ind i den næste.

Hvis mennesker var mere som andre dyr, ville de måske krybe sammen i deres mørke huler og vente på foråret. Men i stedet for at tilpasse sig og resignere, har mennesker i årtusinder holdt en LYSFEST i årets mørkeste fase. En kultisk midvinter- eller vintersolhvervsfest, en kristen højtid, en verdslig overflods- og familiefest, med flere. På vores breddegrader nu kaldet Jul & Nytår, juletiden, the Christmas or holiday season.

Det er i sig selv specielt, at mennesker holder FESTER.
Til festen gør man det, man ellers ikke gør. Man danser og synger og kysser dem man ikke er gift med. Man dyrker overfloden, tænder lys overalt, spiser og drikker overdrevent og luksuriøst, klæder sig i guldtøj, giver gaver i stedet for at udveksle ting til markedspris. Man snakker sammen og ser hinanden i øjnene.

Festen er en ”overskridelse af forbud” har forfatteren Georges Bataille hævdet.
Man kan også sige, med forfatteren Per Aage Brandt, at festen dyrker nuet og dræber fremtiden. Fremtiden er morgendagen med dens tømmermænd af forskellig art. 
På den måde er festen modsat arbejdet. Arbejdet dræber nuet og dyrker fremtiden. Arbejdet lever for sit formål eller projekt, sit fremtidige afkast. 

Og her kommer vi så tilbage til den stigende velstand de sidste ca. 100 år. 
Hvis dagligdagen er fuld af materiel og spiselig overflod, og hvis alle årets mørke måneder er fulde af elektrisk og levende lys, så synes vinterens overflods- og lysfest at miste sin mening. Festen bliver en langtrukken og anstrengende ”festfase” – Julen starter i oktober, lyskæderne er tændte i månedsvis, overspisningen er ikke ekceptionel, indkøbsræset begynder i oktober og slutter først efter januarudsalget.

Bør vi i stedet genindføre fasten som forudsætning for festen? Lade overfloden glimre på en ny baggrund af nøjsomhed? Ja, det ville da være en god idé!

Det synes dog at være noget andet, der foregår. Konceptet for vinterfesten er ikke, at vi dyrker en sjælden overflod, men blot at vi dyrker en anderledes overflod. Vi konsumerer ikke nødvendigvis meget mere kage, slik, alkohol, kød, fisk, end vi plejer. Vi konsumerer bare særlige julekager, julekonfekt, julesnaps, juleand, julesild osv. 
Sådan kan vi markere en forskel mellem hverdag og fest, uden at det gør en forskel på et mere elementært økonomisk eller materielt niveau.

Hos de velstående findes der ikke længere overflod versus nøjsomhed. Der findes bare forskellige slags overflod. Hele året er en fest, festen varer hele året. Det betyder måske også, at hele året er arbejde, at arbejdet ikke holder ferie&fest. Dagligdag og fest flyder sammen, arbejde og fest flyder sammen, overflod og overflod flyder sammen, travlhed og travlhed flyder sammen. Forskelle forsvinder eller formindskes. Putter du hjortetaksalt eller bagepulver i dit bagværk – det er forskellen. Kagen vokser under alle omstændigheder. 

Måske skulle vi velstående, før vi kaster os ud i at fejre overfloden midt i overfloden, overveje en ændring. 
Vil vi bibeholde den permante overflod til både hverdag og fest? 
– Kun afbrudt af korte spirituelle faster, dyrt betalte retreats og andre øjeblikke af mindfulness, hvor vi højtideligt gør det, vi ellers ikke må gøre: nemlig ingenting.
Eller vil vi genindføre en dagligdags nøjsomhed afbrudt af særlige overflodsfester?

Måske burde borgerne i verdens rige lande fremover tage en re-formulering af Nelson Mandela som ledestjerneNemlig følgende sentens, hvori jeg erstatter Mandelas oprindelige ord poverty med ordet wealth:
“Overcoming wealth is not a gesture of charity. It is an act of justice. It is the protection of a fundamental human right, the right to dignity and a decent life.”  


Forslag til videre julelæsning:

Om kvinden på BO-BI Bar der blev beskyldt for at være fattig: De rige socialisters land

Om en almindelig danskers forhold til penge: Hvorfor rigdom?

En ældre dames tanker om nutidens forhold til penge: Hvidt guld daler ned fra himmelen

Fritz Schur møder direktørerne for Novo Nordisk og Mærsk uden for Gentofte Jobcenter: Fritz Schur på kontanthjælp

Nytårsdebat med deltagelse af en blogger fra Modkraft og en fra Berlingske: De blå, røde og grønne hjerters fest 

Om det nye Første Bud: Du skal nyde!

2 kommentarer:

  1. naturen vexler mellem overflod & "nøjsomhed" og vi skal ligeså.
    ja?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det havde jeg måske også i tankerne.
      Selvom naturlig overflod/mangel ikke er helt det samme som kulturlig fest/hverdag.
      Men det ligner! Måske efterligner (efterlignede) kulturen naturen.

      Og der er jo noget mærkeligt ved metaforen VÆKST (growth). I naturen kan der vel ikke findes vækst uden VISNEN.
      Men vækst brugt om økonomi og kultur osv. er en stadig vækst, en unaturlig vækst uden visnen. Måske er den metaforiske vækst en fusion af det gamle slidte fremskridt (der kun kan gå fremad – som tiden selv) og en idé om akkumulation (ophobning der bliver større og større). Og så lyder vækst bedre end ophobning (rigdom, velstand), sådan dejligt positivt. Skønt som sagt amputeret, da der egentlig burde følge visnen efter vækst.

      Slet