Januar/februar, krig/fredskonference, Hassan/Farrokhzad

moskebyggeri i Kbh Nordvest

Hej februar, hej bloglæsere. Hej forår?

I januar var der dramatik i dansk politik. En amerikansk bankvirksomhed gik ind i Danmarks største energiselskab. Et socialistisk parti gik ud af regeringen.

(Dongs bestyrelsesformand Fritz Schur, der går af til marts, havde for et år siden en samtale med direktørerne for Mærsk og Novo Nordisk, som Omkreds overhørte. Samtalen kan læses her).

Desuden hændte det i januar, at en svensk forfatter kritiserede en dansk forfatter efter devisen: 

Kære ven. Hvis min fjende (egentlig vores fælles fjende) bliver din ven, så bliver du min hverken-eller (fjende/ven). 

Eller: Hvis de, som ikke kan lide mig (og dig) og som jeg (og du) ikke kan lide, nu kan lide dig, så får jeg svært ved at kunne lide dig.   

Altså: Kære Yahya Hassan. Hvis Dansk Folkeparti og racisterne (eller "de hvide" generelt?) omfavner dig, så kan jeg ikke helt helhjertet omfavne dig.

Dette var min meget forsimplende formel for Athena Farrokhzads dobbeltanmeldelse af bogen og personen/mediefænomenet Yahya Hassan.
(Se også kommentarer nedenfor med links til mere vægtige indlæg i denne debat).

Personligt var Omkreds i januar rasende over krigen i Syrien. Og faktisk også over fredskonferencen i Schweiz. 

Det var et utålmodigt afmagtsraseri, som drømte om at indespærre Assad og alle hans syriske støtter, og faktisk også alle andre krigere i krigen. 

Desuden drømte jeg om at bede alle 41 lande med interesser i Syrien om at pakke kufferterne i Schweiz og rejse hjem. 

Fordi: Det er den syriske befolkning, som skal bestemme over Syrien. De ikkevoldelige civile bør kunne leve fredeligt igen, stifte nye partier og udskrive et valg om hvem der skal regere landet fremover.

Men bliver der mon overhovedet ved med at være et land ved navn Syrien?