Farveblind i Virginia

Postkort fra USA #4

Hvor er de sorte? Afroamerikanerne.

Nej, det spørgsmål kan jeg vel ikke stille. Jeg har allerede fået at vide af min kæreste, at jeg ikke skal gå og snakke om ”race” på gaden. 

Som der står i et digt i et tidsskrift, der ligger på træverandaen i vores venners hus:

Don’t speak of race. The record’s scratched. I don’t recall. I never knew. 

Anyone who’d tell you is dead. And: No one would tell you. 

(Tess Taylor)

Postkort fra USA

#1 

Papirløse

En: 

”Jeg prøvede at krydse grænsen 4 gange, før jeg kom over. Det kostede ikke så meget dengang. I dag er det meget dyrere. Men da jeg havde prøvet 4 gange, var blevet taget af grænsepolitiet og smidt tilbage – dengang blev man smidt lige over på den anden side, ikke kørt eller fløjet langt ind i Mexico som de gør i dag – begyndte jeg at lede efter en dyrere smugler, en bedre. Jeg fandt én der kostede meget mere. Og det lykkedes, jeg kom ind. Jeg kan selvfølgelig ikke rejse hjem. Rejse ud. Jeg arbejder, har lejlighed og bil, kører altid forsigtigt, bliver aldrig taget af færdelspolitiet. Turene over grænsen var hårde … men ikke for mig. Jeg var ung og vant til at arbejde 15 timer om dagen i ulidelig varme, det var ikke noget problem for mig at ligge i en bil eller sådan noget. Nu er jeg newyorker … eller min søn er. New York er stressende, alle har stress. Men jeg savner altid byen efter et par dage, når jeg tager på landet.”

Sommerpause

Omkreds tier stille i juli måned. God sommer!

Voldelig oldemor. Om kvinder og krig

Valkyrie fra Fyn

Den lille valkyrie er en dræber.

Hun kårer (kyrie) de krigere, der skal falde (val) på slagmarken. 

Som en nutidig højtstående militærperson, der ikke selv deltager i kamp, men planlægger de militære operationer, er valkyrien i krigermundering, skønt hun står over kampen. Hun er på krigernes side, men dømmer dem også til døden. (Og følger dem ind i den næste verden). 

Hun er krigs(u)lykken eller krigsskæbnen, der garanterer, at de menneskelige tab i en krig ikke sker tilfældigt og meningsløst. 
Hendes styrke og skønhed viser, at krig er en ædel og værdifuld ting. 
Og som kvinde viser hun, at krig er betydningsfuld for begge køn, det er ikke bare en maskulin hobby, men handler om liv og død, skæbne og ære for alle.

De Anstændige – en anmeldelse

Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt: De Anstændige. Gyldendal 2013.

Jeg synes, De Anstændige er en læsværdig bog, argumenterende og velskrevet. Man kan diskutere aktualiteten af dele af bogen – men en analyse vil altid være forsinket i forhold til sin genstand. Dog er kapitlet om Tøger Seidenfaden, bogens længste, for langt. 

Bogen nyindpakker 1990er-begrebet ”De Politisk Korrekte”, der bliver til ”De Anstændige”. Hvis du er interesseret i hvem disse personer mon er, og om du selv er med eller imod dem, og bør føle dig angrebet eller bekræftet, så læs anmeldelserne i aviserne. Her fokuseres på dette aspekt: bogen læses som et polemisk fremstød i en fløjkrig i andedammen. Det er den vel også, jeg synes bare ikke, det er det mest interessante ved den.

Taberkvinden i det maskuliniserede samfund

Sidste uge var der møde i kvindegruppen – vi kalder den bare Gruppen. Vi mødes hver anden måned for at tale om os selv og bytte accessories (smykker, tørklæder, håndtasker, dimser). Vi har et uendeligt behov for at tale om os selv, og vi har uendeligt mange accessories. 

Det vil sige: Sådan var det i begyndelsen. Vi var en dansk Sex and the City-klon. Desværre kunne vi ikke holde det høje humør og kvidderen gående. Nogle begyndte at græde under møderne; andre begyndte at surmule; og atter andre drejede snakken ind på ”samfundet”, ”historien”, ”værdierne”, ”væksten” og andre abstrakte emner.

Kan man træne alle vækster?

Jeg læser i avisen at ”man må træne”. Det står i en sammenhæng: Man må træne for at opnå et eller andet, som en person udtaler sig om i avisen. Ligesom, siger personen, at man må cykle, hvis man vil være i form. (Personen cykler åbenbart ikke for at komme steder hen. Han er formentlig bilist).

Man må træne.

Sin krop. Sit sind. Træne dem sammen eller hver for sig. Træne sine kompetencer. Sin opmærksomhed og sin afspænding. Sidst men ikke mindst sin kreativitet og spontanitet.

Træn alt, hvad du har kært.

Moderne helgener

"Sankt Nimmerlein - Moderne Heilige" af Roland Piltz, weißensee kunsthochschule berlin 2010. Klik på billedet for at forstørre.
Der findes i alt 10 helgenbilleder. De kan ses i helfigur på grobgrafik

Satire-satire

”Satire” er for tiden noget, som også politikere laver. 

Politikere er ikke længere bare til grin – de gør selv grin.

(Jf. Thomas Bernhard: ”Kvinder laver teater – mændene er teater.”)

Jeg tænker selvfølgelig på Marie Krarups og Marianne Jelveds brug af ordet ”satire”. Dette er der allerede blevet skrevet mange sjove og alvorlige ting om. I Dagbladet Information, vistnok en af de aviser der p.t. rummer mindst satire, er politikeres satire blevet analyseret i et læserbrev og af Center for Vild Analyse. (Links nedenfor).

Center for Vild Analyse tager udgangspunkt i den hedengangne Casper og Mandrilaftalen på tv.   

Og det er lidt sjovt, at en satire-over-satire inspirerer til en kritik af satire.

Vor vår den er så åben en plads

I forgårs kom foråret til København/Danmark/Nordeuropa/Europa. 

I forgårs kom foråret, og jeg satte mig på en bænk i solen på Jesper Kleins Plads.

Kort efter henvendte to mennesker sig for at søge mit råd. Den ene ledte efter et firma, som jeg aldrig havde hørt om. Den anden søgte en stationsbygning. Vi samtalede en tid om dette emne, indtil det faldt mig ind, at der jo ikke findes stationsbygninger mere.

Maries ytringsfrihed

Marie er forvirret. Og bekymret. Marie er bekymret for ytringsfriheden. 

For hvad er det lige, der sker i disse dage? I går over morgenkaffen læste Marie, at handelsministeren havde sendt en undskyldning fra Dansk Folkeparti – en undskyldning for Maries ytringer! – til New Zealand. Bare fordi Marie mener, at den kristne europæiske kultur fortsat bør stikke sin næse i sky og ikke bøje sig og næsen for andre kulturer, og skrev det på sin blog i en avis. Det var jo ikke, fordi Marie havde gang i nogen stramninger til fordel for den kristne europæiske kultur i NZ, eller mod de ikke-kristne-ikke-europæiske kulturer dér. Marie ytrede bare sine tanker. I en avis. En avis, der godt nok ikke var Jyllands-Posten, men Berlingske.

Har Marie pludselig ingen ytringfrihed, bare fordi hun også har et sæde i Folketinget og Forsvarsudvalget? Skal hun, fordi hun er politiker, nu også være politisk korrekt?? Marie er meget forvirret.

Sprog og tanke – er de forskellige?

Eller med andre ord: Er tænkning en (tavs) sprogbrug? Eller gør tænkning tværtimod brug af noget andet end sprog?

Spørgsmålene her er vakt af Per Aage Brandts kommentar til det foregående blogindlæg.

Kommentaren taler for, at tanke og sprog er forskellige. At tanker (eller tankekomponenter) fremstilles eller afbildes i sprog, når man ønsker at meddele eller huske tankerne.

Sprogmagi – et forsøg

Sprog handler om virkeligheden. Både den ydre og den indre virkelighed, og både nu, før, senere og altid. Dvs. også om mulige virkeligheder. Det sidste fx i fiktionen.

Sprog handler om virkeligheden, men beskriver den ikke nødvendigvis ”korrekt”. Fx kan man se farver, som man ikke har ord for. Sprog kan beskrive virkeligheden, men ikke skrive alting af: ikke kopiere eller affotografere den oplevede virkelighed perfekt. 

Sprog kan handle om hændelser, om ting der sker i virkeligheden (den ydre eller indre). Når vi fortæller en historie, forenkler vi eller zoomer ind på ”måden noget hænder på”. 

Sprog er også et handlingsredskab, der bruges til at gøre noget – skabe noget. Sproghandlinger som ”Jeg lover dig” eller ”Det må du ikke!” siger dog også noget om virkeligheden, fx at der findes personer (jeg og du) som kan gøre eller ikke gøre ting.

Du danske sprog, bliv frugtbart og mangfoldigt!

Jeg har tidligere påstået, at det danske sprog bare er … et sprog. 

Og at et sprog først og fremmest er et redskab til kommunikation. Der er ting, vi har brug for at sige til hinanden, meddelelser der skal videregives, sager som skal gives betydning.

Med dette simple syn på sprog ønskede jeg at modsige et andet sprogsyn. Nemlig den idé, at sprogbrug er en slags sammenhængskraft-lim. En tyktflydende superlim (lige så tyk som blod), der følger en ældgammel og dybsindig opskrift, som kun de indviede (de indfødte) kender.

”Bla bla bla,” siger jeg, ”bla bla bla,” siger du, og sådan skaber og opretholder vi en socialitet – der er fuld af undertekst og koder, uskrevne og uudtalte normer.

Meningen med livet

Omkreds anbefaler dokumentarfilmen Ekspeditionen til verdens ende.

Den foregår i en grønlandsk fjord og handler om meningen med livet.

Læs her om rejse og film: Nordøstgrønland ekspeditionen 2011