17. april 2013

Vor vår den er så åben en plads

I forgårs kom foråret til København/Danmark/Nordeuropa/Europa. 

I forgårs kom foråret, og jeg satte mig på en bænk i solen på Jesper Kleins Plads.
Kort efter henvendte to mennesker sig for at søge mit råd. Den ene ledte efter et firma, som jeg aldrig havde hørt om. Den anden søgte en stationsbygning. Vi samtalede en tid om dette emne, indtil det faldt mig ind, at der jo ikke findes stationsbygninger mere.
Underforstået: bemandede stationsbygninger, ved små stationer, hvor man kan stille en ansat alle mulige og umulige spørgsmål om en bus, der plejer at køre fra denne station, men i dag er fraværende osv. osv. 
Da vi havde erkendt, at der ikke findes stationsbygninger, forlod stationsbygningseftersøgeren mig. Det slog mig, hvor unaturligt det var, at stationsbygningseftersøgeren ikke havde en smartphone, som hun kunne konsultere. Samt hvor usmart det var, at min smartphone i øjeblikket ikke havde netforbindelse. 

Jeg hensank i en let melankoli. Men solen skinnede, og Døgnnetto havde åbent. Jeg skråede over den åbne og tomme Jesper Kleins Plads og gik ind i Døgnnetto, der lå lige om hjørnet. Derinde blev jeg ekspederet af en melankolsk ung kvinde. ”Du forstyrrer mig, hvad vil du mig?” sagde hendes øjne. Jeg var den eneste kunde, og skyndte mig at betale og gå.

Jeg slog mig igen ned på bænken i solen på Jesper Kleins Plads, nu med drikkevarer ved hånden. Kort efter cyklede en mand forbi – og smilede til mig! Jeg var rystet – dér fik jeg noget at tænke over. Så jeg tænkte og tænkte og kom frem til, at manden havde været under påvirkning af foråret. 
Da jeg således var faldet til ro igen, kom endnu en mand, nu med hund. Han smilede ved gud også til mig. Men det var vel bare en undskyldning for hunden, der nærede ejerfornemmelser over for min bænk?

Hvorom alting er, sagde jeg til mig selv, kan du jo ikke sidde evigt her på Jesper Kleins Plads. Tiden går – snart er det vinter igen. Du burde foretage dig noget fornuftigt. Da din smartphone i øjeblikket ikke har netforbindelse (idiot!), må du jo finde noget net et andet sted. Måske på CBS (Copenhagen Business School). Det er jo lige i nærheden. Der er også sådan en arbejdsom atmosfære. Og et bibliotek. Gå dog ind og læs. Det er vigtigt at vide, hvad de andre tænker (henholdsvis skriver). Hvis man ikke er opdateret med, hvad de andre tænker, holder man selv op med at tænke. Sådan er det bare. Til sidst ser man bare sin navle – og dér er ingen tanker. Der er lidt vintersnavs, tomhed og et minde om en brudt forbindelse.

Jeg så op i luften. Et par fugle fløj rundt. Den ene havde en lang gren i næbbet. Nogle tanker fløj gennem mit hoved. Jeg tænkte på haver, på bistader, på tilbud i Netto. Jeg tænkte på Marie Krarup, på krigeriske ord. På had og vold og krig, og om disse tre kan kaldes trillinger. Og hvis man kalder dem trillinger, kan de så alligevel være meget forskellige? Jeg tænkte på citronfromage, kunne man lave citronfromage med honning? Og smager honningen fra bier på Amager Fælled af Amager Fælled? 
Jeg stak næsen op i luften og lugtede til Jesper Kleins Plads. Der lugtede af toge og by. Og der lugtede af forår på Jesper Kleins Plads. 

*

Læs om et møde på en anden bænk i byen, i februar: 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar