18. juni 2013

De Anstændige – en anmeldelse

Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt: De Anstændige. Gyldendal 2013.

Jeg synes, De Anstændige er en læsværdig bog, argumenterende og velskrevet. Man kan diskutere aktualiteten af dele af bogen – men en analyse vil altid være forsinket i forhold til sin genstand. Dog er kapitlet om Tøger Seidenfaden, bogens længste, for langt. 

Bogen nyindpakker 1990er-begrebet ”De Politisk Korrekte”, der bliver til ”De Anstændige”. Hvis du er interesseret i hvem disse personer mon er, og om du selv er med eller imod dem, og bør føle dig angrebet eller bekræftet, så læs anmeldelserne i aviserne. Her fokuseres på dette aspekt: bogen læses som et polemisk fremstød i en fløjkrig i andedammen. Det er den vel også, jeg synes bare ikke, det er det mest interessante ved den.

Jeg vil ikke sige, at jeg nød at læse bogen. Emnerne er ubehagelige, rådvildhed melder sig undervejs. Men forfatternes standpunkt er klart. I forhold til ytringsfrihed mener de, at denne frihed altid er primær. ”Bogen hviler (…) på den tanke, at en urban debattone og en anstændig omtale af andre borgere ganske rigtigt er et gode i et sækulært samfund – men det er sekundært. Friheden til at tænke og tale er altid vigtigere end den gode tone. Og hvis de to kommer i konflikt, den gode tone og friheden til at ytre sig, så er det ikke friheden der bør vige.” (13)

De mener, at ingen nationale eller religiøse normer eller traditioner, simpelthen ingen ”kultur”, er vigtigere end og har fortrinsret for ”Oplysning, demokrati og menneskerettigheder”. Oplysning, sekularisering, demokrati, menneskerettigheder, individualisme, anti-moralisme, kalder de også for ”moderniteten”. Denne modernitet opfatter de ikke som en kultur, men som en bunke ideer, der er universelle og altså principielt kan eller bør gælde for alle. Disse ideer har fortrinsret for (andre) kulturelle normer og traditioner.

Her kan man diskutere, om Oplysning, menneskerettigheder og modernitet virkelig slet ikke er ”kultur”, og om sådanne ”universelle ideer” så skal kaldes ideologi, filosofi, politik eller hvad. Man kan også diskutere, om disse ideer har den universalitet og forrang, som forfatterne mener – men det er netop et spørgsmål om standpunkt. 

Derfor er det også forkert, mener jeg, at kalde forfatternes standpunkt for ytringsfrihedsreligion eller ytringsfrihedsfundamentalisme. Det at man tager et standpunkt, fx sætter ytringsfriheden som primær, er ikke en religiøs eller fundamentalistisk foreteelse. Det er simpelthen at have et standpunkt. Og der er gode argumenter for at sætte ytringsfriheden som primær. Man kan godt demokratisk vedtage at indskrænke den, men diskussionen af denne mulighed forudsætter … ytringsfrihed. 

Det er også muligt at finde inkonsistens i bogen. Jeg tænker her på behandlingen af den schweiziske folkeafstemning om forbud mod minareter. Her tilslutter forfatterne sig øjensynlig den tolkning, at folkeafstemningen egentlig drejede sig om noget andet. Ikke om minareter, men om minareter som symbol på ”islams intolerance over for moderne værdier” (175). Minaretforbuddet, der ellers ligner et brud på religionsfriheden, forklares ud fra en analyse af vælgernes motiv til at stemme for det. Skønt forfatterne andetsteds, når de tager Uffe Ellemann under behandling, udtaler sig kraftigt mod hans motivanalyse af Jyllands-Postens karikatur-publicering.

En anden indvending er at forfatterne på en komisk-skråsikker måde beskriver nullernes konflikter mellem Dansk Folkeparti og ”De Anstændige” som dydens teater, og bruger ordene ”teater, drama, skin, dårlig kunst” i flæng, da teateret ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Men kender forfatterne så virkeligheden til bunds? Det kan man indimellem godt betvivle. 
Er det fx en entydig kendsgerning at danskere og indvandrere lever mere og mere adskilt (segregeret)? Det mener forfatterne øjensynlig, men det siger måske mest om, hvor eller hvordan de selv lever. Så vidt jeg kan se i min omverden, findes der både adskillelse og samliv.

En tredje indvending angår eksemplerne på filtreret information, dvs. en form for censur som forfatterne finder i avisen Politiken, der modsat fx Ekstra Bladet ikke anfører kriminelle gerningsmænds ”etniske profil”. Her er forfatterne ude på dybt vand. Er den ”etniske profil” hudfarve eller herkomst – signalement, gætteværk eller hvad?

Det efter min mening mest interessante og vanskelige spørgsmål i bogen er forholdet mellem 1) terrorisme, 2) ytringsfrihedscensur og 3) indvandringsproblematikker (segregering, parallelsamfund, konflikter, diskrimination).   

Det er væsenligt, at visse folk ikke kan adskille de tre størrelser og sætter censur i forhold til minoritetsundertrykkelse eller terrorisme: vi må gerne censurere, hvis det er for at undgå minoritetsundertrykkelse eller afbøde terrorisme. Det er også relevant at religionen islam er repræsenteret i alle tre kategorier: blandt terrorister, ytringsfrihedsmodstandere og indvandrere i DK. Men det er ikke tilstrækkeligt at pege på islam (eller religion) som en fællesnævner, en anti-moderne tendens der i forskellige afskygninger indgår i terrorisme, ytringsfrihedscensur og indvandringsproblematikker. Tværtimod har vi brug for at lære at adskille tingene. Og med "vi" mener jeg alle: indfødte danskere og indvandrere, kristne, ateister, muslimer og alle andre.

Jeg er for en adskillelsens politik i forhold til dette kompleks eller denne trekant. Terrorister er terrorister. Ytringsfrihedsmodstandere er ytringsfrihedsmodstandere – og nogle af dem er voldsmænd, der angriber udvalgte ofre (Theo van Gogh, Kurt Westergaard, måske Lars Hedegaard, med flere). Muslimske indvandrere er forskellige og nogle af dem sympatiserer med terrorister eller med ytringsfrihedsmodstandere. Her er forfatterne skiftevis analytiske og syntetiserende. De skriver om forskellige fortolkninger af islam (især det specielle ved den islamistiske version). Men de bruger også en  gængs strategi: Put dem alle i samme gryde. Gryderettens navn er ”anti-modernitet.

I gryderetten ”anti-modernitet” finder vi altså 1) islamisme (og en anden form for højreekstremisme: Breiviks), 2) censur og ytringsfrihedsrelativisme, samt 3) kulturalisme – især i form af anti-moderne kultur blandt indvandrere.

Det, som øjensynlig forbinder de tre felter, er det, som de ikke er. Ingen af dem er (100%) oplyste og (100%) moderne. Ingen af dem står principfast fast på Oplysningens og Modernitetens principper: Menneskerettigheder og frihedsrettigheder, demokrati, sekularisering, individualisme, anti-moralisme. 
Her har vi som nævnt forfatterens eget standpunkt og holdepunkt.

(NB: Sammenkædningen af Oplysning og Modernitet er i øvrigt forvirrende, hvis man tænker på det 20. årh. og europæiske totalitarismer som nazisme, fascisme og stalinisme, der vel både var moderne OG anti-liberale. Og som islamismen er i familie med).

- Det er altså et åbent spørgsmål, hvor meget klogere forfatternes principfaste analyser gør os. Måske bør de opfattes som lektioner i stillingtagen. Er du for eller imod Oplysningen og Moderniteten? – Og er du konsekvent, ser du det, hver gang disse principper kanøfles eller bare udvandes og relativeres, hvad enten det sker hos danske meningsdannere, muslimske interesseorganisationer, voldelige terrorister, eller kulturkonservative i nationale eller indvandrede miljøer? 
Og, kunne man tilføje, hvem kunne i øvrigt forgribe sig på friheds- og lighedsprincipperne? Terrorlovgivning, overvågning, offentlighedslov …?  

På spørgsmålet Er du for Oplysningen og Moderniteten? vil de fleste læsere nok svare Ja da. Er du helt principfast eller måske lidt pragmatisk, relativistisk og kompromisparat (=anstændig)? er så det næste spørgsmål. 
Det tredje spørgsmål kunne være: Hvad gør du, hvis visse kinesere, indere, arabere osv. osv. ikke hylder de samme principper? 
Først råber du Ytringsfrihed! Men hvad siger du så?

Læs bogen; find spørgsmålene og søg svarene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar