Mehrsprachigkeit in Dänemark (tysk/dansk)

Dansk oversættelse nedenfor - tak til Google Translate

In Dänemark sprechen wir Englisch. In Dänemark sagen wir gern “wir”.
In Dänemark sprechen wir auch Dänisch.
Wir sprechen also Dänisch und Englisch – oder Denglisch/Dänglisch. 

Ob das zwei oder anderthalb Sprachen sind, oder vielleicht nur eine (Mischsprache) ist, ist nicht ganz klar. Wo eine Sprache anfängt und wo sie aufhört, ist schwer zu sagen. Die Wissenschaft weiß es auch nicht.

Solhverv og shopping

Den stigende velstand – de sidste cirka 100 år – har givet de fleste af os danskere flere penge, flere lyskæder og nytårsraketter, større stuer og julegaver, men ikke mere sollys om vinteren.

Den aktuelle solsituation er lige så kritisk som da Johannes V. Jensen beskrev den for 96 år siden i sin Solhvervssang:

Vor Sol er bleven kold, 

vi er i Vinter Vold

og dunkle Dage.

Den 21. december har vi ramt bunden. Det er årets korteste dag og længste nat, det er midvinter og vintersolhverv. Solen har nået et vendepunkt i sit HVERV: sin tjans og (arbejds)runde. Eller rettere: Jorden har nået et vendepunkt. Årets (h)jul triller fra en fase ind i den næste.

Hvis mennesker var mere som andre dyr, ville de måske krybe sammen i deres mørke huler og vente på foråret. Men i stedet for at tilpasse sig og resignere, har mennesker i årtusinder holdt en LYSFEST i årets mørkeste fase. En kultisk midvinter- eller vintersolhvervsfest, en kristen højtid, en verdslig overflods- og familiefest, med flere. På vores breddegrader nu kaldet Jul & Nytår, juletiden, the Christmas or holiday season.

Det er i sig selv specielt, at mennesker holder FESTER.

Jeg er en gruppe

Jeg er en gruppe, derfor er jeg.

For taget for mig, eksisterer jeg da overhovedet?

Så er ”jeg” vel bare en samling kød og hud og hår, og nogle indre gemakker, som nok er tomme.

Jeg er en gruppe: mit gruppetilhørsforhold skaber mig. Den berømte og eftertragtede ”identitet” – som medlem af en gruppe.

Jeg er dansker, kvinde osv., jeg er medlem af Danskerne, Kvinderne osv.

Det er en god ting, for det betyder at jeg hver dag kan læse om mig selv i avisen og høre om mig selv på tv.

Jeg læser eller hører, at sådan er eller tænker Kvinder, sådan er eller tænker Danskerne. ”Vi danskere mener” hører jeg og spidser ører for at høre, hvad jeg mener. ”Kvinder gør” hører jeg og det er interessant, at nogen beskriver hvad jeg gør.

Du danske sprog, du er en bombe i min turban

For et par år siden var jeg til et arrangement om Viktor Klemperers bog LTI – Lingua Tertii Imperii. Det Tredje Riges Sprog. En filologs dagbog. Arrangementet fandt sted i en kirke. Det begyndte dog ikke med Ordet, men med en orgelsonate. Musik er jo også et sprog og komponisten, Mendelssohn, brugte ikke kun musiksproget på en rar måde, men til tider voldsomt og aggressivt. Da sonaten var forbi, blev der læst op af Klemperers bog – af en god skuespiller med en smuk diktion – i det store flotte rum. Efter oplæsningen blev tilhørerne opfordret til at snakke med hinanden på kirkebænkene, og til sidst kunne man tale ud i forsamlingen. Der var enighed om, at vi skal tale pænt til hinanden. Hvad enten vi er nazister, danske politikere eller fulde fodboldfans. Ellers opfatter vi ikke hinanden som mennesker, sagde én.

Det fik mig til at tænke på Nietzsche, der skrev ”Jeg er ikke et menneske. Jeg er dynamit.” Måske skrev han det oppe på sin bjergtop, afsondret fra andre mennesker, mens han lyttede til detonationerne, når der med dynamit blev sprængt nye tunneller.

Jeg er dynamit

”Jeg er dynamit” skrev filosoffen Nietzsche.

Disse 3 ord har jeg hugget og brugt som titel på et essay, som jeg har skrevet til Modersmål-Selskabets Årbog 2013. Årbogen udkom igår.

Essayet ”Jeg er dynamit” handler om høflighed – forskellige opfattelser af høflighed – om ytringsfrihed – paragraffer versus moralske normer, selvcensur og frygt for vold, tolerance og respekt – om grimt og groft sprog – fx i kunst og humor – om sprogvold og fysisk vold – voldsmonopolet, ord versus handling, ord som våben, ordenes vold og magt.

Ord til hinanden, som årbogen hedder, indeholder: 

Forord ved Gerda Thastum Leffers · Marie Møller Kristensen (“Jeg er dynamit”) · Kristian Tvilling (Fucking høflige) · Pia Raug (“I begyndelsen var ordet”) · Søren Ulrik Thomsen (Noget alvorligt i klemme) · Anne Kjærgaard (Breve fra det offentlige) · Anders Fogh Jensen (Tale der virker. Godt) · Jørgen Chr. Wind Nielsen (Havemand og sprogmand) · Søren Ryge Petersen (Takketale)

Bogen kan købes for 100 kr. her

Skandalen i Lollikes ”All My Dreams Come True”

Skandalen i Christian Lollikes All My Dreams Come True er ikke de forargelige sexscener og forestillingens ”freakshow” eller burlesque, der modarbejder ”den gode smag” og de sædvanlige kønsroller og menneskeroller. Samt dyreroller. 

Alt dette er for mig ikke skandalen i forestillingen. Det er overraskende og chokerende, underholdende og stimulerende. Det er også tiltrængt som en modvægt til kedeligt og pænt teater, herunder alle de alt-for-pæne og smukke skuespillere, som normalt ses på danske scener. – Og som i øvrigt også ses i denne forestillings to hovedroller. Hvor de spiller fantastisk, ligesom de 5 øvrige skuespillere. 

Hele dette lag af ”freakshow” eller burlesque og grovhed og vulgaritet falder på et tørt sted, fordi de danske normer både i kunst og hverdag sædvanligvis dyrker pænhed og minimalisme. Så måske er dette lag faktisk det mest vellykkede i forestillingen, og det som potentielt vækker forargelse og provokerer. 

Men den skandale, som forestillingen også rummer, og som provokerer og generer på en anden måde, måske en dybere måde, findes et andet sted. Efter min mening.

Sagt & hørt i Budapest

”De ungarske sletter har været beboet i umindelige tider.”

”Vi skåler aldrig i øl. For det gjorde østrigerne, da de havde smadret os.”

Den lidenskabelige højrefløj, det slatne centrum-venstre & KONVOLUT: tidsskrift for oppositionelle skrifter

En dag sad jeg på et københavnsk bibliotek. Der lugtede sursødt. Atmosfæren emmede af service, men også af opgivelse. God vilje og trist resignation – samtidig.

Der var ikke meget af den demokratiske luksus, der kendetegner steder som DRs Koncerthus eller Den Sorte Diamant. 

Denne (skattefinansierede) allemandsluksus, som man også bare kan kalde ”Danish Design”, fandtes kun i en skrabet udgave dér på biblioteket.

Jeg sad i avishjørnet og bladrede i Politiken. En litteraturanmelder citerede et gammelt digt: 

»The best lack all conviction, while the worst/ Are full of passionate intensity«, altså omtrent: »De bedste mangler al overbevisning, mens de værste/ er fulde af lidenskabelig intensitet«.

DSM-5

Jeg er nok syg
Du er nok syg - De er nok syg
Han er nok syg
Hun er nok syg
Det er sygt nok
Vi er nok syge
I er nok syge
Diagnostik

Vi vil have flere sorte, kvindelige filosoffer!

Der har været nogle artikler i avisen Information og noget debat, også på facebook, om det faktum at kvinder er en minoritet i faget filosofi. Fx i Danmark. Skyldes kvindeminoriteten at mandlige filosoffer diskriminerer kvinder? var vel hovedspørgsmålet i debatten. Personligt har jeg det ikke-spekulative standpunkt, at det ville klæde mange mandlige filosoffer at interessere sig mere for deres kvindelige kollegaer (og jeg mener ikke erotisk) – simpelthen inddrage og dermed støtte dem mere. Fagligt. Jeg ved godt, at dette standpunkt vil forekomme mange filosoffer fjollet, da vi filosoffer jo går efter bolden og ikke efter manden hhv. kvinden. Dog mener jeg, at de fleste går efter noget og nogen, der ligner dem selv. Og her spiller måske ikke kun interesser og politisk farvning, men også køn, en rolle for klubdannelserne.

Ground Zero 2013

Postkolonialt Stress Syndrom (hjemkomst fra USA)

Ben Houstie Legacy 2010

Jeg forlod USA. 

Rejste tilbage over Atlanten.

Da jeg ville krydse den sidste grænse, blev jeg standset af en venlig mand i uniform.

”Et øjeblik,” sagde han, ”du skal lige stille din kuffert her. Må jeg se dit pas?”

Manden kiggede i mit pas, mens en kvindelig kollega åbnede min kuffert.

”Hedder du Columbus?” spurgte han.

Farveblind i Virginia

Postkort fra USA #4

Hvor er de sorte? Afroamerikanerne.

Nej, det spørgsmål kan jeg vel ikke stille. Jeg har allerede fået at vide af min kæreste, at jeg ikke skal gå og snakke om ”race” på gaden. 

Som der står i et digt i et tidsskrift, der ligger på træverandaen i vores venners hus:

Don’t speak of race. The record’s scratched. I don’t recall. I never knew. 

Anyone who’d tell you is dead. And: No one would tell you. 

(Tess Taylor)

Postkort fra USA

#1 

Papirløse

En: 

”Jeg prøvede at krydse grænsen 4 gange, før jeg kom over. Det kostede ikke så meget dengang. I dag er det meget dyrere. Men da jeg havde prøvet 4 gange, var blevet taget af grænsepolitiet og smidt tilbage – dengang blev man smidt lige over på den anden side, ikke kørt eller fløjet langt ind i Mexico som de gør i dag – begyndte jeg at lede efter en dyrere smugler, en bedre. Jeg fandt én der kostede meget mere. Og det lykkedes, jeg kom ind. Jeg kan selvfølgelig ikke rejse hjem. Rejse ud. Jeg arbejder, har lejlighed og bil, kører altid forsigtigt, bliver aldrig taget af færdelspolitiet. Turene over grænsen var hårde … men ikke for mig. Jeg var ung og vant til at arbejde 15 timer om dagen i ulidelig varme, det var ikke noget problem for mig at ligge i en bil eller sådan noget. Nu er jeg newyorker … eller min søn er. New York er stressende, alle har stress. Men jeg savner altid byen efter et par dage, når jeg tager på landet.”

Sommerpause

Omkreds tier stille i juli måned. God sommer!