 |
| Ben Houstie Legacy 2010 |
Jeg forlod USA.
Rejste tilbage over Atlanten.
Da jeg ville krydse den sidste grænse, blev jeg standset af en venlig mand i uniform.
”Et øjeblik,” sagde han, ”du skal lige stille din kuffert her. Må jeg se dit pas?”
Manden kiggede i mit pas, mens en kvindelig kollega åbnede min kuffert.
Jeg rystede på hovedet.
”Columbine?”
Jeg rystede igen på hovedet.
”Kan du føre dit regnskab over 3000 år?”
”Øh, hvordan mener du?”
”Ja, for ellers lever du bare fra hånden og i munden.”
”Nå.”
”Det sagde Blixen og Goethe.”
”Okay.”
”De var dannede mennesker. Rejsende mennesker. Blixen, i hendes Afrika-tid, var desuden en stor kolonist.”
”Hmm.”
”Nå, du er vist klar til at smutte ind. Du virker meget dansk. Men vi kan se i din bagage at du har en masse indianske postkort. Plus nogle ret luftige bøger om Black History og såkaldt racisme. Det var måske din første tur til USA? Du skulle hellere læse Krasniks ”Min amerikanske drøm”. Forhåbentlig har du fået noget lækkert newyorker mad? Og der er lige en ting, du skal være opmærksom på. Hvis du føler dig utilpas, kan det godt være en let form for PKSD. Som du bringer med hjem fra din rejse. Vær lige opmærksom på dét.”
”Undskyld … hvaffornoget?”
”Ja, PKSD. Postkolonialt Stress Syndrom. Du er jo dansker og europæer, pæredansk og pæreeuropæer.”
”Ja …?”
”Så vær lige opmærksom på symptomer såsom sorg og vrede. En trang til at læse historiske bøger. En overfølsomhed ved alt grønlandsk.”
”Grønlandsk?”
”Ja, især grønlandsk. Eventuelt også færøsk. Og ord som ”Guldkysten” og ”De Vestindiske Øer”.
”Hmm. Okay …”
”Godt. Altså: Du kan godt læse ”Frøken Smilla”, den er dejlig, men lad Blixen ligge. Vær forsigtig med Knud Rasmussen. Han er endnu mere tvetydig end Blixen. Og lad være med at gå op og ned ad Godthåbsvej.”
”Godthåbsvej? Jeg er slet ikke med.”
”Nej, det lyder uskyldigt, men byen hedder Nuuk. Hed det allerede før Hans Egede. Det betyder ”Næsset”. Det lyder måske som en lille ting, men små ting kan få sygdommen til at blusse op. Og Postkolonialt Stress Syndrom er ikke til at spøge med. PKSD, som sagt – du kan slå det op på nettet. Velkommen hjem!”
”Tak … hej.”
Forvirret puttede jeg mit pas i lommen og hankede op i kufferten. Så gik jeg ind gennem porten og ud i ankomsthallen. Ud til en skov af ansigter, undersøgende eller ligegyldige. Omgivet af små viftende dannebrogsflag.
*
Se også Farveblind i Virginia og Postkort fra USA, inklusive kommentarer.
Sjov historie:) tankevækkende
SvarSlet