22. marts 2013

Sprogmagi – et forsøg

Sprog handler om virkeligheden. Både den ydre og den indre virkelighed, og både nu, før, senere og altid. Dvs. også om mulige virkeligheder. Det sidste fx i fiktionen.

Sprog handler om virkeligheden, men beskriver den ikke nødvendigvis ”korrekt”. Fx kan man se farver, som man ikke har ord for. Sprog kan beskrive virkeligheden, men ikke skrive alting af: ikke kopiere eller affotografere den oplevede virkelighed perfekt. 

Sprog kan handle om hændelser, om ting der sker i virkeligheden (den ydre eller indre). Når vi fortæller en historie, forenkler vi eller zoomer ind på ”måden noget hænder på”. 

Sprog er også et handlingsredskab, der bruges til at gøre noget – skabe noget. Sproghandlinger som ”Jeg lover dig” eller ”Det må du ikke!” siger dog også noget om virkeligheden, fx at der findes personer (jeg og du) som kan gøre eller ikke gøre ting.
(Det er noget af et mysterium, at Gud kunne tale om lys, før der var lys. ”Der blive lys!” sagde han som bekendt. Måske kunne han det, fordi der var mørke).

Desuden kan vi argumentere og reflektere. Her går sproget på en måde i selvsving. Det kaldes også tænkning. Samt leg med ord, fx ordspil. 

Det, jeg skriver nu, er også et eksempel på selvsving eller tænkning.

Måske er det kun sproget, der kan den slags. Dvs. sproget i samarbejde med psyken (og dermed hjernen). Eller er det det samme som at male et billede af et billede? Som at optage en optagelse af lyd?

Sproget kan altså være sin egen genstand. Så at sige. Det sker i argumentation, refleksion, ordleg og ordspil. Det betyder dog ikke, at sproggenstanden (ordene eller begreberne) ikke længere har et forhold til virkeligheden: til noget andet end sig selv. 

Men det betyder, at der skabes en form for sprogmagi eller sprogteknologi. 

Dette er (noget af) det meget mærkelige ved sproget. Og ved psyken, da sproget jo samarbejder med psyken (og dermed hjernen). Sprog og psyke samarbejder og overlapper, men er ikke identiske.

Måske kan (abstrakt) ”tænkning” sammenlignes med forestillingsbilleder: fx de sanselige hallucinationer, der ses i drømme. Måske er refleksion, argumentation og leg med ord og begreber, sprogevnens måde at drømme på. 

Kan man dermed sige, at (abstrakt) ”tænkning” er den sproglige ækvivalent til drømme?

2 kommentarer:

  1. Sprog med grammatik, dvs. tegngivning med tegn, der danner større tegn, som indgår i endnu større tegnhelheder, og som fremføres og forstås af artsfæller, der tidligt i livet har tilegnet sig det, er en menneskelig specialitet. Det specielle er, at helhederne på de forskellige niveauer er organiseret, så de svarer til tanker – de er billeder af tanker, så at sige – så mens tankerne kan klare sig med sine egne diagrammer eller elementære grej (kategorier og skemaer), kan de ikke meddeles, medmindre de udtrykkes kropsligt i tid, hvilket netop grammatikken tillader. Dette bliver muligt med sproget, fordi især sætningerne indholdsmæssigt fremstiller, afbilder, tankekomponenter, mens sætningerne samtidig kan projiceres på tidens linje og dermed udtrykkes, f.eks. fonetisk – idet det jo ikke er sætningerne selv, der udtrykkes, men kun de ord, de består af, leveret i en orden, der kan opfattes som grammatisk meningsfuld. Sproget hjælper os derfor også med at tænke, fordi vi kan opbevare tanker i form af grammatiske tankebilleder – smart, ikke? Vi kan dermed opbevare vore egne tanker uden for os selv, f. eks. i en blog, hvor andre kan samle dem op. Keine Hexerei, nur Behändigkeit!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren! Den vækker mange nye spørgsmål, og jeg har derfor skrevet et nyt blogindlæg.

      Slet