"Jeg er ikke journalist – UNDSKYLD FOR HELVEDE!" En filosof fortvivler på BO-BI Bar

Jeg har igen været på Bo-Bi Bar. En veninde og jeg sippede øko-øl, mens vi drøftede fordele og ulemper ved stenalderkost og renæssancedekadence.

    ”Renæssancedekadencen ligger dybt i kulturen og genfødes igen og igen,” sagde min veninde. ”Glinsende oliven, svulmende tomater, frodige broccoli-blomster. Søer af jomfruolie. Kun kærtegnet af den begyndende Oplysnings stærke sol.”

    Vi var røde i kinderne af intens samtale, da min veninde blev afbrudt midt i en sætning. ”Mit mål er at blive madsociolog,” sagde hun, ”det må være så fedt at analysere …” Hun stoppede, for i det samme trak en mand med et snuptag den ledige stol ved vores bord ud. Han satte sig og placerede med et bump sin guldøl på den ternede dug. Min veninde og jeg vekslede et alarmeret øjekast.

    ”God aften i stuen,” sagde manden.

    ”Hej,” sagde vi begge. Minimalhøfligt, for manden var ikke nogen udtalt lækkerbisken. Han var lidt kraftig, omkring de fyrre, og ret almindelig.

    ”Jeg håber ikke, jeg afbryder en vigtig samtale,” sagde han og smilede knebent.

    Vi svarede ikke, men tog hver især en slurk af vores øl.

    ”Hvad snakker I om?” spurgte han.

    ”Vi snakker om … madsociologi,” sagde min veninde.

    ”Nå, men det lyder da virkelig dødssygt,” sagde manden. ”Mad skal spises. Den skal købes og produceres, ja ja. På den anden side: Mad er de midaldrendes sex. Det plejede en af mine venner at sige. Før han fik en blodprop.”

    Min veninde rejste sig op. ”Jeg går lige på toilettet,” sagde hun. Hun har en kort lunte.

    Manden så på mig og sagde: ”Jeg ved godt, at jeg forstyrrer. Det er en nødsituation. Jeg er ved at blive skør. Jeg har prøvet drikke det væk. Læse det væk. Gå det væk. Ja, også spise det væk. Det virker ikke, og så gik jeg herned. Man plejer at kunne finde nogen at snakke med her, tror jeg nok.”

    ”Øh … ja?” sagde jeg.

    ”Jeg er filosof,” sagde manden. ”Ingen forstår mig. Nu håber jeg fanme ikke, at du er journalist?” Han så spørgende på mig.

    ”Nej … jeg er lærer,” sagde jeg.

    ”Sikke et held,” sagde han, ”og et godt arbejde at have. Dybt meningsfuldt. Ikke en skid højtravende. Der er så mange, der vil lære andre noget i dag. Men de er sgu aldrig lærere. De er coaches, konsulenter, terapeuter, guruer, mentorer, spindoktorer, chefanalytikere, bloggere … indpiskere, instruktører …”

    Min veninde kom tilbage og kantede sig ind på sin stol. Jeg følte mig oplivet af mandens anerkendende ord, lænede mig frem og sagde: ”Ja, sådan har jeg ikke tænkt på det. Men jeg ved godt, at der ikke er status i at være lærer. Selvom man har virkelig meget ansvar. Man skal se hele mennesket, eller hele barnet, man skal faktisk holde af dem, man underviser …”

    Min veninde og jeg fik øjenkontakt. Hun så lidt forbavset ud og kiggede fra mig til manden, der drak af sin guldøl. Så greb hun efter sin frakke, der hang på stoleryggen, og fangede mit blik: ”Ved du hvad, jeg tror jeg må hjemad. Jeg har så meget i morgen. Det var superhyggeligt. Vi snakkes.” Hun gav mig et siddende knus, rejste sig, nikkede til manden og gik.          

    
Jeg afventede mandens kommentar til det, jeg havde sagt. Da han tav, kom jeg i tanke om mit nytårsforsæt om ikke at tage arbejdet med hjem. Og heller ikke med på bar. Det kunne hurtigt blive en stressfaktor. Jeg hørte manden sukke.

    ”Er det første gang, du snakker med en filosof?” spurgte han. ”De fleste synes jo, vi er ret tåbelige.” Han hev en sort notesbog og en blyant op af lommen. Han lagde bogen opslået på dugen, så jeg kunne se papiret, og skrev: VS & AA -> T. 

    ”Hvad betyder det?” spurgte jeg.

    ”Vild Spekulation og Absurd Abstraktion resulterer i Tågehorn,” sagde han. ”Det er formlen for en filosof. I øvrigt er tågehorn et interessant begreb, har du tænkt over det?”

    ”Nej …” sagde jeg.

    ”Næ,” sagde han, ”men et tågehorn er jo et instrument … uden vellyd. Det lyder grimt og mærkeligt. Men det guider dem, der ikke kan se en hånd frem for sig.”

    ”Ja … det er jo rigtig nok,” sagde jeg. Jeg begyndte så småt at fortryde, at jeg ikke var gået sammen med min veninde.

    ”Jeg køber lige et par øl,” sagde manden og rejste sig.

    Jeg overvejede, hvordan jeg skulle sige farvel. Jeg har altid svært ved at lave en hurtig afvisning. Det er måske også en arbejdsskade. 

    Manden kom tilbage, rakte mig en øl, satte sig og tog en ordentlig tår af sin egen. ”Okay,” sagde han og trak vejret dybt. ”Nu får du altså tågehornets klagesang. En øl er selvfølgelig billigt sluppet, men ingen filosoffer er velhavende, så det er, hvad jeg kan tilbyde. Eller måske er mediefilosoffer rige. Men er de overhovedet filosoffer? Nå, fuck det. Jeg er altså filosof. Jeg bedriver vild spekulation og absurd abstraktion. Jeg bor i en lænestol. Jeg læser ældgamle bøger. Jeg fatter mig aldrig i korthed. Af samme grund får jeg ikke skrevet alle de tidsskriftsartikler, som selv filosoffer skal skrive i dag. Ja, tidsskriftsartikler. Helst på engelsk. Obwohl mein Deutsch viel besser ist.” Han så på mig med et fortvivlet blik.

    ”Nå men, ja men …” sagde jeg, ”du må jo gøre det, som du er bedst til.”

    ”Det er du i så fald den første og eneste, der har sagt,” svarede han. Han førte et lille glas til munden og bundede det. Jeg havde ikke lagt mærke til glasset før.

    ”Men lige meget hvad,” sagde han, ”så vejer det, jeg er bedst til, ingenting i forhold til det, som jeg mangler.” 

    ”Hvad mangler du da?” spurgte jeg. Pædagog til jeg dør af det, tilføjede jeg tavst.

    ”Det skal jeg fortælle dig,” svarede han. ”Jeg mangler cases. Jeg mangler kilder. Kilder der stadig er levende. Jeg mangler statistik. Kvantitativ metode, men også kvalitativ metode. Feltarbejde. Fokusgrupper. Interviews. Nyheder. Iscenesættelse. Storytelling. Branding. Slicing. Underholdningsværdi.”

    ”Det var meget,” sagde jeg. ”Ville du da hellere være journalist? Eller samfundsforsker? Tekstforfatter måske?” 

    ”JA,” sagde han, ”ja ja ja. Jeg mangler dagsaktualitet. Hvorfor tror du, det hedder journalistik?”

    ”Øh,” sagde jeg, ”hvordan mener du?”

    ”Dag hedder jour på fransk,” sagde han. ”Og vi lever jo i dag, gør vi ikke?”

    ”Det gør vi vel,” sagde jeg.     

    ”Lige midt i øjeblikkets mørke,” sagde han. ”Stopfodret med mediesnacks … lækre, skarpe, søde, salte …”  

    Jeg begyndte at føle mig virkelig trykket af mandens sortsyn. Jeg tog mig sammen. ”Nå, men det er vel ikke for sent at tage en master i journalistik?” foreslog jeg.   

    ”Jo,” sagde han. ”Jeg er for nørdet. Solipsistisk som vi sagde på grunduddannelsen. Jeg tror sgu … at jeg er faldet ud af tiden.”

    ”Jeg kan godt se, at du måske har et problem,” sagde jeg. ”For mig personligt er det heller ikke altid let at være lærer. Men det er altså det, jeg er. Sådan skulle du måske også se på det. Jeg håber i hvert fald, du ser lysere på det hele i morgen.” Jeg rykkede min stol lidt ud og gjorde klar til at rejse mig.

    ”Tak for rådet,” sagde han. ”Og undskyld.” Han hævede stemmen: ”UNDSKYLD AT JEG IKKE ER JOURNALIST! … Eller djøffer … bare historiker for satan! Noget med virkeligheden! UNDSKYLD FOR HELVEDE!!!” 
    Nu råbte han faktisk. Jeg fik de velkendte pinlighedsstik i nakken og skubbede til bordet for at komme ud. 
    Da jeg stod på gulvet med mine ting under armen, skannede jeg lokalet. De andre gæster kastede nogle ligegyldige blikke. Jeg så ned på manden, der sad og faldt sammen ved bordet. 

    ”Du …” begyndte jeg. 

    Han kiggede op, hans øjne var anderledes nu. Græder filosoffer?    

    ”Du kunne …,” sagde jeg, ”måske skulle du … få en … terapeut. Det ville jeg nok selv, hvis det … ja altså … hej hej.” 

    Før han svarede, var jeg allerede på vej ud. 

Ude på gaden trak jeg vejret dybt. 

Det var koldt og gråt. Nærmest tåget og lidt uvirkeligt.
Jeg skyndte mig ned mod de oplyste butikker på Købmagergade.

*

Note: 

Læs en anden BO-BI Bar-samtale her: De rige socialisters land

Eller læs samtalen mellem Fritz Schur og to andre danske erhvervsledere: Fritz Schur på kontanthjælp