Gæsteindlæg af Mathias Pharao
De seneste år har debatten om, hvorvidt reality-genren fylder for meget i mediebilledet raset blandt mange samfundsforskere og kritikere. Noget overset er, synes jeg, den mindst ligeså oppumpede genre: ”Autenticitets TV”, hvori DR er bannerfører for en måske mere sympatisk, men ligeså ekstrem livsstil. Jeg snakker selvfølgelig om programmer som ”Bonderøven”, ”Annemad”, ”Nak & æd”, samt gamle travere som Søren Ryge og diverse andre mad- og haveprogrammer.
DR er gået i
en ligeså dyb grøft som TV3, bare på den anden side af vejen. Skal vi nu alle
til at snitte vores egne møbler for at være hæderlige mennesker?
Nej, virkeligheden er som den plejer - hverken skandaløs eller frelst. Og selv om man kan se akademikere gå rundt i uldtøj og sixpence kasket, har jeg aldrig set den mark på Vesterbro, hvor de dyrker deres kartofler og spelt.
Nej, virkeligheden er som den plejer - hverken skandaløs eller frelst. Og selv om man kan se akademikere gå rundt i uldtøj og sixpence kasket, har jeg aldrig set den mark på Vesterbro, hvor de dyrker deres kartofler og spelt.
Hvor kritikerne hævder at
reality-genren udvisker grænsen mellem virkelighed og fiktion, med sin iscenesatte
”ferie-og-fest virkelighed”, vil jeg hævde at bonderøven Frank gør det samme
med sin, i høj grad iscenesatte, hverdagsføljeton. Præcis som paradise-deltagerne ikke ville kunne fortsætte deres selvdestruktive kurs uden deres
sponsor, ville bonderøven ikke kunne forsyne sin familie med hjemmedyrkede roer
uden sin løn fra Danmarks Radio.
Vi sætter os til rette for at
se enten Paradise-trafikuheldet-som-man ikke-kan–kigge-væk-fra eller
Bonderøven-enkelt-og-trygt-som-en-TV-pejs. Hver sin smag. Begge er
vrangbilleder af virkeligheden. Selv ikke den mest samvittighedsfulde forbruger
kan følge med, når bonderøven høster sit autentiske øko-korn eller Nikolaj Kirk
skyder sin aftensmad selv.
Man skal tilsyneladende helt
derud for at lave godt fjernsyn.
Selv nyder jeg at fantasere mig til
en hybrid, hvor bonderøvens kone ligger i med kameramanden - måske er de økologiske børn uægte! UHH! Det kan anbefales, hvis man synes det autentiske liv på gården savner lidt
drama.
Reality-festen og den
Autentiske hverdag ligger vel omtrent lige fjernt fra de flestes Virkelighed.
Man passer sit lønarbejde, måske på et lager, tager hjem til familien og laver
mad, går i seng og går i øvrigt i byen et par gange om måneden uden at lave
skandaler. Det lyder jo næsten som en reportage fra DK4. Findes den egentlig
stadig?
Jo, jeg bør vel for å vidt være enig i påstanden i det store hele, og er det måske også, men har alligevel lyst til at anholde dig for et par darlingx. Er der ugler i mosen? Ihvertfald mistænker jeg at "titelbilledet" huser en enkelt ugle eller to! Nå, men nu til sagen. Efter min mening er realityTV helt nødvendigt i den forstand at fylder tiden på tv og derved giver plads til de programmer, der faktisk har et indhold og koster at producere. Det er lidt om Alfons Åberg og julen - hvis alle programmer var spændende og afbalancerede og alt det der ville vi ikke orke at se på det. (Så kan man selvfølgelig mene at det skal man heller ikke for det er ikke sundt, men udgangspunktet for en diskussion om TV-programmer må være at, jo, vi skal se TV (uanset om det er sundt eller ej)) Bonderøven og de andre autentiske er krævende at lave og kræver foreredelse - her er pointen at konstruere noget der ser rigtigt ud. Der er også en god form for harmonisk fyld, da virkeligheden på fx. et lager kan være fyldt med små og store dramaer dagen lang. Den ugle jeg ser flaxe rundt er derfor en slet skjult moraliseren
SvarSlet