Den Europæiske Fred

For nylig blev Nobels Fredspris givet til EU. ”Nå, de havde vel svært ved at finde nogen, de kunne give den til,” var den umiddelbare kommentar.

Flere mere vidende personer forklarede, at EU skam var et fredsprojekt og havde været det siden det hed Kul- og Stålfællesskabet i 1950’erne. Dette beviser virkeligheden jo også, for har der måske været krig i Europa de sidste 60 år? Nej. Altså bortset fra Balkan i 1990’erne, men de var jo ikke med i EU. Før det var der den kolde krig, men det var jo ikke en krig. Og de vesteuropæiske lande har ikke været i krig med hinanden. 

Pax europaea. FRED. 

Måske er uddelingen af Fredsprisen det tætteste vi kommer på en fredsfejring eller fredsfest. Fred er noget, man tager for givet, når man har det. Man kan faktisk blive nødt til at se uendelige krigsprogrammer på tv, læse krigsbøger og se voldsfilm, for rigtigt at kunne nyde freden. Vold og kamp er ligesom en ”skæbne” eller gammel flamme, der kalder på os og lokker. Der taler et sprog, vi godt forstår.

Eller mange forskellige sprog. Krigens stemme taler ikke bare om vold, men også om retfærdighed. Både om angreb og om forsvar. Om fysisk overlevelse og økonomisk vinding. Krig er så sammensat, at ingen længere tør kalde sig pacifist. Det lyder naivt og virkelighedsfjernt, lige så åndssvagt som at kalde sig modstander af regnvejr eller fødsel og død.

De rige socialisters land

"De sidder på deres kontorer og tænker på Revolutionen.”

Fremmed kvinde på Bo-Bi Bar.

En aften i sidste uge stødte jeg på en kvinde på Bo-Bi Bar i Kbh. Hun hang oppe ved disken, da jeg kom hen for at bestille. Bartenderen var optaget, og jeg kunne mærke at kvinden betragtede mig. Jeg tog min taske frem og rodede efter mit dankort. 

    ”Peeenge lyver aldrig,” hørte jeg pludselig og genkendte den gamle sang. 

    Jeg så op og smilte. Kvinden fortsatte sin lavmælte syngen: ”De lugter kun lidt, nogen vil sikkert sige direkte fedt, lidt hen af eau de cologne”. Hun stoppede.

    ”Ja… det er en god sang,” sagde jeg. 

    ”Det er det,” sagde hun, ”er du socialist?” 

    ”Øh, det ved jeg ikke,” svarede jeg. 

    ”Tja,” sagde hun, ”hvis dine forældre var, så er du vel også.” 

    Her ringede min telefon. Det var min aftale der blev aflyst. Jeg lagde telefonen væk og så nok lidt slukøret ud. 

    ”Så giver du måske en øl?” spurgte kvinden ved min side, ”Jeg er nemlig fattig”.
    I det samme stod bartenderen foran os, og jeg bad om to øl og betalte.

Så mæt jer da med det dejlige syn, I forbandede bæster!

Gæsteindlæg af Halland Nudge

En dag vil I grine af det, kvækker den opulente gamemaster. Men hans øjne forråder ham. Han er klar over, at dette næppe er noget, deltagerne nogensinde vil grine af. Bortset fra det, forstår jeg ikke udtalelsen. For jeg behøver ikke at vente til "en dag". Jeg har grinet af det længe. Højt og inderligt. 

Scenariet er malerisk. Himlen er blå. Solen kaster sit lys over en række gamle frugttræer. Og minsandten om ikke et eller to velfornøjede skrydende æsler fuldender idyllen.

Reglerne er simple, siger gamemasteren til hvert af parrene. En af jer skal drikke en halv liter æselurin og den anden skal drikke en halv liter æselsæd. Programmet er amerikansk og hedder Fear Factor.

Darul Aman Paladset i Kabul.
Foto Daniel Berehulak/Getty Images

Det ligner Berlin 1945.

Måske er eskapisme slet ikke så dårligt

Gæsteindlæg af Krisehex

Denne overskrift fik mig næsten til at spilde morgenkaffen i søndags, for tanken om at der måske er håb endnu for sådan en som mig, var overvældende og næsten mere end jeg kunne kapere sådan en helt almindelig søndag. Og det stod endda sort på hvidt i den højt agtede avis Politiken. Med bankende hjerte læste jeg videre. Forfatteren, for det var naturligvis en forfatter, gik videre endnu: "Jeg tror, at vi er mange mennesker der føler at alt det, der smides i hovedet på os i tv, på internettet, på facebook og i underholdning, er det rene skære crap. Det er vigtigt for mig at kunne trække læseren væk fra det bombardement af ligegyldigheder, der fylder tiden og laver en helvedes larm."

            Jeg rejste mig vaklende og lod kaffen stå. "Så er jeg alligevel ikke alene," tænkte jeg. Der er andre, som virkelig synes at realityprogammer - alle realityprogrammer - er larmende kedsommelige. At nyheder ikke er nyheder og quizprogrammer er ligeså ligegyldige som grå sten i asfalten.

Parringer, besmittelser, et action-kejsersnit og en androide

Spoiler Alert! Afsløringer af handlingen i filmen Prometheus følger.

Som barn havde jeg den metafysik, at ligesom kvinder må igennem frygtelige fødsler, må mænd igennem frygtelige krige.

Frygten for og fascinationen af Fødsel og Krig, Reproduktion og Kamp, deler filminstruktøren Ridley Scott. Det sås i Aliens-filmene og igen i filmen Prometheus fra 2012.  

Der er nogle der mener, at Ridley Scott først og fremmest skaber horror og æstetik, men er en dårlig sci-fi mytolog. Det er meget muligt, men Prometheus vækker alligevel resonans hos mig, trods alle huller i historien.

Prometheus fortæller Aliens-filmenes forhistorie, bl.a. hvordan aliensmonsteret opstod. Hvordan det blev født, hvilke besmittelser og parringer, der gjorde det muligt.

Reality vs. Autenticitet

Gæsteindlæg af Mathias Pharao

De seneste år har debatten om, hvorvidt reality-genren fylder for meget i mediebilledet raset blandt mange samfundsforskere og kritikere. Noget overset er, synes jeg, den mindst ligeså oppumpede genre: ”Autenticitets TV”, hvori DR er bannerfører for en måske mere sympatisk, men ligeså ekstrem livsstil. Jeg snakker selvfølgelig om programmer som ”Bonderøven”, ”Annemad”, ”Nak & æd”, samt gamle travere som Søren Ryge og diverse andre mad- og haveprogrammer.           

DR er gået i en ligeså dyb grøft som TV3, bare på den anden side af vejen. Skal vi nu alle til at snitte vores egne møbler for at være hæderlige mennesker?