Jeg er en gruppe

Jeg er en gruppe, derfor er jeg.

For taget for mig, eksisterer jeg da overhovedet?

Så er ”jeg” vel bare en samling kød og hud og hår, og nogle indre gemakker, som nok er tomme.

Jeg er en gruppe: mit gruppetilhørsforhold skaber mig. Den berømte og eftertragtede ”identitet” – som medlem af en gruppe.

Jeg er dansker, kvinde osv., jeg er medlem af Danskerne, Kvinderne osv.

Det er en god ting, for det betyder at jeg hver dag kan læse om mig selv i avisen og høre om mig selv på tv.

Jeg læser eller hører, at sådan er eller tænker Kvinder, sådan er eller tænker Danskerne. ”Vi danskere mener” hører jeg og spidser ører for at høre, hvad jeg mener. ”Kvinder gør” hører jeg og det er interessant, at nogen beskriver hvad jeg gør.

Så eksisterer jeg jo. 

(Efter en nat udsat for alt for personlige drømme – for ingen tror vel længere på ”det kollektivt ubevidste”? – er det en lettelse at få sin eksistens og identitet tilbage. Jeg skal bare læse avis eller høre radio. Det er min morgenbøn).

For det meste er det ikke noget problem for mig at være dansker eller kvinde. Danskerne og Kvinderne er grupper, som der står en del respekt om: Vi udsættes i hvert fald ikke kun for kritik. ”Kvinderne” gør dog indimellem, og det er naturligvis et problem for mig, da jeg ikke mere (som jeg plejede engang) bare kan opfatte mig selv som et af Menneskene.

Men jeg skal ikke klage. Jeg er privilegeret, for jeg tilhører ikke Indvandrerne, De Kriminelle, Nasserne, Tabermændene. Eller andre problemgrupper.

Der er dog nogle problemgrupper, som jeg godt kan føle mig som en del af: udover Kvinderne kunne det være Taberne og Tåberne.

Selvom jeg vil tillade mig at påstå, at jeg ikke er en af Racisterne, så deler jeg jo i grunden deres perspektiv: Jeg er nemlig også en af Gruppisterne. Jeg ser mennesker som grupper, individer som medlemmer af grupper, ikke som grænseoverskridende enkeltpersoner. Jeg ser skoven, men ikke træet og træerne.

Jeg kan ikke se træerne for bar skov. For jeg sidder i min statistiske helikopter og skoven er det, jeg bedst kan se herfra.

Det er rart, for så ved jeg at jeg eksisterer og ikke mindst: Jeg er ikke alene! Jeg sidder sammen med alle de andre gruppister og statistikere i helikopteren, som ikke er lille og trang, men stor og meget rummelig.

Det er dejligt.

PS: tak til samfundsvidenskaberne, der er sivet ind i hovederne på os og har gjort os (nogle af os) blinde for enkeltmennesker. 

Tak! Det skaber så meget mening og orden i kaos.

*

PPS: Når Vi danskere får lidt mere fritid, altså i juleferien, vil jeg/vi finde den gamle bog ”Masse og magt” af Elias Canetti frem. Måske kan denne støvede sag lære os mere om Gruppisme.

Se også kommentar til det foregående indlæg.