25. april 2018

Zapperiets psykopatologi

I det foregående indlæg spurgte jeg, om mobilen har genfortryllet verden, fordi den åbner for så mange måder at opleve og være i verden på. 
Alle disse fortryllende former for fravær her og nærvær andetsteds - fx nærvær gennem billeder, der jo helt klart er mere fortryllende end det afbildede. 

Person begiver sig ind under den lyserøde himmel og finder mobilen frem. Fotograferer kirsebærblomster og vandrer derefter bort under blomsterbladsregnen - med blikket på billederne på skærmen.


Se og blive set; fotografere og blive fotograferet. Ethvert menneske er en kunstner (som Joseph Beuys sagde; ethvert menneske er i hvert fald en tekniker eller teknologi-forbruger); den fortolkede verden er verden fortolket gennem billeder.   


- Jeg påstod også, at man (dog) altid er spaltet i forskellige opmærksomheder. Her og der, nær og fjern, bevidst og ubevidst. Det nye ved mobilen er bare, at den har lagt beslag på en af disse opmærksomheder.


Man kan også stille et andet spørgsmål - til mobilen, til de digitale apparater, til hvad jeg vil kalde zapperiet. 
Zapperiet altså; for nu ikke at bruge de skønmalende ord om strømmen, den uendelige strøm af beskeder, informationer, nyheder, billeder, det strømmende feed, som ikke er det samme som før, når man træder ned i det næste gang. 
Et spørgsmål til zapperiet og dets indflydelse på vor hverdagslige psykopatologi:

Kan det passe, at zapperiet hæmmer evnen til at føle noget? 
At man holder op med at hade eller elske noget, blive skuffet over noget, forvente sig meget af noget, når man nu altid hurtigt kan zappe videre. 

Eksempel: den forfærdelige lærer, uforstående, uforståelig, undertrykkende. Glem den forfærdelige lærer, kig ned på mobilen i stedet. 

Hæmmer zapperiet evnen til at føle noget? 
Det er et langt ude spørgsmål. Jeg lader det blive stående.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar