2. april 2016

Tigger i Rom

Jeg sidder på fortovet og drikker en dårlig cappucino piccolo, da en kvinde med en masse armbånd standser op, kalder mig smukke og spørger om alt er vel. Der er noget sejt over hende, så jeg svarer mere imødekommende end ellers, når en gadesælger henvender sig. Men snart ender det dårligt, et minut senere er hun sur over at jeg hverken vil købe noget eller have et armbånd foræret, ikke engang vil give en euro til en kaffe eller noget. Hun virker (spiller) rigtig vred, da hun går. Jeg føler mig skyldig og forulempet, den velkendte blanding når fattige vil have ens penge. Fem minutter efter er jeg den vrede. Værten krævede dobbelt pris for kaffe og pizza. (Modsat armbåndssælgeren skjuler jeg min frustration over den dårlige handel).

”Når fattige vil have ens penge”. Jeg vurderer de forskellige gadesælgeres og tiggeres tøj. For på en eller anden måde at navigere giver jeg kun penge til gamle mænd, der er helt tyndslidte. Jeg giver slet ikke længere til romaer (undtagen gamle mænd). Måske fordi det for dem er et arbejde at tigge. Og det fatter jeg stadig ikke: tiggeri som en organiseret profession med chefer og lønramme. Ligesom hos fortidens tiggermunke. Måske også fordi jeg har kendt en romafamilie personligt, dengang de var min svigerfamilie, og derfor ikke kan opfatte ”romaer generelt” som svage personer, jeg bør støtte. I sidste instans dog bare, fordi jeg ikke vil af med mine penge. Uden at få noget igen. For det fatter jeg stadig ikke: penge som envejskommunikation uden synligt bytte.


Eller skaber det en forandring hos modtageren at få en almisse? En forandring hos giveren? Ja sikkert ... men jeg har jo allerede betalt min skat. Det er den eneste solidaritetsudveksling, jeg kender. 




Jeg reagerer ikke længere på gadesælgernes henvendelser, når vi passerer hinanden. Skammen over at ignorere en henvendelse forsvinder ligeså hurtigt som det flimrede syn af sælgerens ansigt. Irritationen, forulempelsen, ligeså. Men hvorfor er der for mig så stor forskel mellem gadesælgerens påtrængenhed og butikkernes, som jeg heller ikke har bedt om? 

Efter udmattende vandringer blandt luksusbutikker og luksuskirker sælger en venlig arabisk kvinde mig lasagne og stegte grøntsager. En købmand fra Bangladesh sælger mig appelsiner. Mæt og tilfreds noterer jeg: ”Den fremmedes følelse ved mødet med de fremmede er taknemmelighed. Det er dem der sælger billig god mad, og dem der sælger sælger billig god frugt … plukket af andre fremmede." 

Erkendelsen af at være privilegeret forstærkes for tiden. Om formiddagen sidder man på en café og ser tv om uroligheder ved den lukkede grænse i Makedonien, hvor flygtninge hober sig op. Om aftenen går man lige gennem lufthavnen og flyver til den anden ende af Europa, gnidningsløst og omgivet af mennesker med mærkevarer i poser. 

Hjemme i kvarteret sidder tiggerne foran supermarkederne præcis som de plejer og ligner tiggerne i byen i den anden ende af Europa. 

Såvel uligheden som udjævningen mellem indfødte og fremmede vokser i Europa. 
Tærsklen, overgangen fra ulighed til udjævning, kalder de ”integration”. 



Den evige stad, stadig i evig forandring.
Bagerst Roms ældgamle bymur, som ikke altid kunne holde barbarstrømmene fra Nordeuropa ude. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar