Kære FN.
I dag er det din dag. Den 24. oktober 1945 kom du til verden, tillykke
tillykke, hvor er der sket meget siden dengang! Ja, helt ung er du ikke
længere, men det er jo ikke nogen skam.
Du kunne i teorien have været endnu ældre! Vi kunne have fejret din 200
års fødselsdag med dig som selve sammenhængskraften i en fredelig
verden, hvis andre end bogormene havde lyttet til Herr Immanuel Kants forslag
til hvordan vi skaber “en evig fred”.
Nå, du har jo den alder du har. Og hvordan synes du selv det går for
tiden? Undskyld, det var et retorisk spørgsmål, som også skal skjule det faktum
at jeg ikke er en af dine allernærmeste. Der er ting, jeg ikke ved om dig, og
sider ved dig som jeg slet ikke forstår. Men pyt, i dag åbner jeg munden for at
hylde dig! Dine paradokser og svigt kan vi tale om senere.
Og nu vil jeg gøre noget, som jeg har hørt andre talere gøre ved
fødselsdage og jubilæer. Jeg vil minde dig om, hvem du var engang. Altså hvem
du sagde du var, da du først oplod din røst her i verden. Jeg vil gøre ligesom
X gjorde, da hun i sin tale til Y læste op fra et af Ys gamle breve.
