15. maj 2014

En by er en samling afbrudte rejser / Morten vil have mere København!













Enhver der kender København godt, og ikke kun bestemte gader eller kvarterer, men hele den ikke så store grimme og smukke by, ud til dens grænser hvor trafikken bliver hårdere og selvtransporterende mennesker (uden bil eller tog) næsten forsvinder, eller hvor vandet flyder med vandmænd og man kan ane udland der engang var dansk (Skåne), ved, at København er en by fuld af forskellige mennesker af forskellig slags. Det vil sige folk der taler forskelligt (!).

Nu tales der omkring 100 forskellige sprog i Danmark, så mon ikke der tales cirka ligeså mange i København. Hertil kommer alle dialekterne, som trods udryddelsesforsøg stadig findes, og alle "sociolekterne" og "etnolekterne" eller de multisproglige sprog (hvortil dansk vel egentlig selv hører, right?). 

Når Morten Messerschmidt for tiden vil have "mere Danmark", betyder det for mig - når jeg glemmer EU, hvilket jeg let gør - også "mere København". Og mere København betyder flere forskelligheder, flere forskellige mennesker og flere forskellige sprog.

(Dermed mener jeg ikke "mindre af resten af landet", men bare mere København).

Enhver der er opvokset i København, og måske også enhver der vokset op andetsteds i Danmark, har sikkert - som mig - diverse udlændinge og indvandrere, og udvandrere, i sin egen familie. Både i sin levende familie og blandt de fjernere formødre og -fædre. 
De kommer ikke kun fra Skåne eller Jotunheimen. Eller fra fjernere dele af det danske multikulturelle og multisproglige kongerige (rigsfællesskab) såsom Nuuk eller Thorshavn. I min egen familie kommer og kom de fra England, USA, Iran og Mexico, og fra romafolket. Dertil kom (og kommer) dem, som jeg ikke ved noget om. Sådan tror jeg også andre familier er, selv om man (man?) måske ikke tænker over det til daglig, men er mere optaget af islam eller hvidhed. 
      
Her i det følgende vil jeg citere fra en tekst om København, der handler om københavnere med en "... baggrund", en indvandrerbaggrund, længere tilbage i tidenTiden er ca. 1700 til 1920. 
Det er spændende, så læs løs:

Sikre tal vedrørende indvandringen til København i 1700-tallet kan ikke gives, men forskellige kilder gør det muligt at tegne et billede af en særdeles sammensat befolkning. Både når det gælder oprindelsessted, sprog, social position og til dels religion. Byen var i 1700-tallet centrum i et multikulturelt rige, der omfattede Norge, Island og Nordtyskland og brohoveder i Guinea, Vestindien og Trankebar. Samtidig førte man som de fleste europæiske stater en aktiv politik for at tiltrække foretagsomme udlændinge, der både kunne modvirke byens kroniske demografiske underskud og forøge velstanden og idérigdommen i hovedstaden. Op mod 20 procent af befolkningen havde tysk som førstesprog, herunder en ikke uanselig del af byens garnison, der bl.a. stod for bevogtningen af byens porte. Desuden rummede byen en mindre reformert menighed og en voksende jødisk befolkning, der i 1800 udgjorde 2 procent af byens befolkning. At dømme efter bl.a. periodens borgerskabsprotokoller (hvori alle, der nedsatte sig med egen virksomhed, er noteret) var andelen af indvandrere sammenlignelig med nutidens. Igennem 1700-tallet var kun ca. 22 procent af dem, der tog borgerskab, født i København, over 20 procent i Jylland, 5 procent i Norge og over 17 procent uden for rigets grænser. Inklusive familier og tjenestefolk udgjorde borgerskabet kun ca. en tredjedel af befolkningen, men der var også mange immigranter knyttet til hæren og flåden, ligesom en stor del af hoffets embedsmænd og eksperter ligeledes var rekrutteret udefra. Blandt byens 9.000 fattige i starten af 1800-tallet var 16,5 procent født uden for riget. Disse andele af indvandrere er næsten identiske med andelen af immigranter i nutidens København, hvis numeriske befolkning dog er betydeligt større.

Set med nutidens øjne er det bemærkelsesværdigt, hvor sjældent etniske modsætningsforhold lå til grund for tidens ellers talrige og ofte voldelige sammenstød. Forklaringen herpå er, at andre associationer baseret på stand, religion og profession var langt vigtigere for datidens københavnere end etniske og »kulturelle« tilknytninger. Dette ændrede sig først for alvor fra midten af 1800-tallet, hvor dannelsen af en national bevidsthed fordrede fortrængningen af hovedstadens hidtidige brogethed og f.eks. førte til uddrivelse af tyske håndværkersvende i 1848-51 og til diskussioner mellem Grundtvig og den dansk-jødiske forfatter Meir Aron Goldschmidt. Sidstnævnte kunne, selvom han var fler-generations københavner, ifølge Grundtvig aldrig blive dansk – fordi han qua sin tro og baggrund altid ville have hjemme andetsteds.

Indvandringen til bydele i København, som vi i dag betegner som multikulturelle eller endog præget af etniske enklaver, kan også ses i et længere historisk perspektiv. Nørrebro, f.eks., som for alvor blev til, da København fik lov til at brede sig ud over den såkaldte demarkationslinje efter 1852, kendte tidligt til indvandring. Indvandringsstatistikkerne talte både folk fra provinsen, fra nærliggende lande som Sverige, Tyskland og Norge, og personer med rødder endnu længere borte – alt sammen registreret i den samme tabel; man fandt tilsyneladende ingen grund til at skelne. En gennemgang af Wesselsgades indbyggere i folketællingen fra 1880 viser, at over halvdelen af indbyggerne kom fra områder uden for København. Personlige beretninger fra kvarteret bekræfter, at de tilkomne, også fra andre steder i Danmark, vitterlig følte sig som indvandrere.

Mange af Nørrebros indvandrere kom fra lande uden for Danmarks grænser. Vi har gennemgået folketællingen fra seks gader i området i henholdsvis 1880 og 1911, og i disse gader alene var ikke færre end 15 forskellige nationaliteter repræsenteret i 1880; 20 år senere var tallet steget til 20. Man kunne således møde brasilianere, tyskere, ungarere, italienere, polakker, svenskere, russere, franskmænd og flere andre indvandrergrupper i området nord for Dronning Louises Bro i de år.

Svenskerne var den største indvandringsgruppe. Befolkningseksplosion og fattigdom drev folk fra Sydsverige til at udvandre – mange søgte til USA, nogle endte i Danmark. 1870-1880 fordobledes den svenske befolkning i København og på Frederiksberg; knap 4 procent af områdets befolkning var svenskere. I dag vil de færreste se svenskere som fremmede eller problematiske, men dengang blev svenske mænd ofte beskrevet som kriminelle eller skruebrækkere, og de svenske kvinder som letlevende eller ligefrem prostituerede.

En anden gruppe, som voksede stærkt i starten af det 20. århundrede, var byens jødiske befolkning. Pogromer i Rusland jog mange på flugt – mange søgte mod USA, men nogle tusinde nåede kun til København og blev der. Som de flygtninge, de var, bragte de få resurser med sig: de talte ikke dansk, og landede ofte i dårlige boliger i Indre By, indtil de fik penge nok til en lejlighed i et af brokvartererne. Ligesom nutidens indvandrere blev de østeuropæiske jøder modtaget med skepsis og set på som anderledes. Men som andre grupper op gennem historien fik de efterhånden fodfæste i byen og indgik i det kludetæppe af traditioner, kulturer og afbrudte rejser, byens identiteter er dannet af.


*

Uddrag fra "Danmark som indvandrerland" af Garbi Schmidt og Jakob Ingemann Parby. Kronik i Berlingske Tidende 5. maj 2011. http://www.b.dk/kronikker/danmark-som-indvandrerland

Læs om de ca. 120 sprog der tales i Danmark her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar