Deltag i konkurrencen! Fiaskologien er den videnskab, du ikke vidste, du var professor i. Få pegepinden ud af busken. Vær en vinder.

Vi, der skriver her på bloggen, er selvfølgelig ikke tabere. Det er du selvfølgelig heller ikke. Taberen er altid naboens søn. Man kan rent privat føle sig som en taber. Men man præsenterer sig næppe som en. Hvis man vil høre hvad en (anden) taber tænker, må man gå til litteraturen, eller hælde spiritus på sine venner.

Taberne er normalt de andre. De andre behøver altså ikke at være fjenden eller konkurrenterne. De kan også være tabere – en slags overvundne fjender eller ofre. 

Ordet taber har mere at gøre med sport end med krig. Men sport er også en slags krig eller kamp, en kappestrid. Summa summarum: Man behøver ikke have ondt af en taber. Hvis man har, er det en overskudsfølelse. Man er empatisk, omsorgsfuld eller solidarisk, selv om det ikke er en del af spillet. (Betyder det, at nogen nødvendigvis må stå uden for spillet, hvis der skal findes empati og omsorg?)   

Jeg forsøger her at bestemme begreber og at kommunikere med dig. Måske kan jeg på den måde vise, at jeg ikke er en taber. (Nogen kunne jo have en grim mistanke). I hvert fald ikke en ”demokratisk taber”. En demokratisk taber er en, der ikke kommunikerer og forhandler. En der bare tier og samtykker – tier og adlyder, men ikke vil bestemme selv. 

Begrebet ”demokratisk taber" har jeg taget fra Rune Lykkeberg: Alle har ret - Demokrati som princip og problem. Gyldendal 2012. (Det er nok taberagtigt at henvise til en kilde. Man viser dermed, at man står på andres skuldre. Og man gør nærmest en dyd ud af det. På den anden side viser kilden, at jeg læser bøger, som tabere måske ikke læser. Eller hvad?)

Hvis man kommunikerer og forhandler, samt måske bare ævler, så er man altså næppe en demokratisk taber. Er en reality-kendis derfor en ”demokratisk vinder”? Meget muligt. 

Ligesom den demokratiske kultur er kendis-kulturen et slags meritokrati. Man skal gøre sig fortjent til en særligt god status. Man skal kunne et eller andet, som får folk til at lytte eller kigge. Så er man en vinder. Ellers er man en taber. 

Eller bare middelmådig måske? Kan man stadig være middelmådig, almindelig, men hverken en vinder eller en taber? Hvis man ikke er en helt, kan man så bare kalde sig uheldig? 

Sprogbrugen er ikke klar på dette punkt. Hvis man ser bort fra sport, høres ordet taber langt oftere end ordet vinder. Hvordan skal de, der ikke er tabere, betegnes? Er de vindere – men janteloven forbyder at sige det højt? Eller er de middelmådige og almindelige – men sportsmetaforikken forbyder at sige det højt, da man i sport normalt enten taber eller vinder. 

Kan man være uafgjort?     

Disse spørgsmål sender jeg videre til dig, kære læser. Men de er bare opvarmning til selve taber-konkurrencen. 

Konkurrencen handler om at udpege tabertyper. Hvis du kan udpege og beskrive tabertyper, kan du deltage. Skriv dine bud her på bloggen. Den, der kan udpege flest eller særligt interessante tabertyper, vinder!     

Konkurrencen er – selvfølgelig – af fiaskologisk art. 

Fiaskologi betyder ”Teorier om og definitioner af taberrollen i det senmoderne samfund”. Fiaskologien er en ret ung og slank videnskab, der har brug for input og research. ”Demokratiske tabere” er bare ét begreb inden for fiaskologien, der er mange mange andre. 

Dette er bare begyndelsen. Fiaskologien er en vindervidenskab!