Skandalen i Christian Lollikes All My Dreams Come True er ikke de forargelige sexscener og forestillingens ”freakshow” eller burlesque, der modarbejder ”den gode smag” og de sædvanlige kønsroller og menneskeroller. Samt dyreroller.
Alt dette er for mig ikke skandalen i forestillingen. Det er overraskende og chokerende, underholdende og stimulerende. Det er også tiltrængt som en modvægt til kedeligt og pænt teater, herunder alle de alt-for-pæne og smukke skuespillere, som normalt ses på danske scener. – Og som i øvrigt også ses i denne forestillings to hovedroller. Hvor de spiller fantastisk, ligesom de 5 øvrige skuespillere.
Hele dette lag af ”freakshow” eller burlesque og grovhed og vulgaritet falder på et tørt sted, fordi de danske normer både i kunst og hverdag sædvanligvis dyrker pænhed og minimalisme. Så måske er dette lag faktisk det mest vellykkede i forestillingen, og det som potentielt vækker forargelse og provokerer.
Men den skandale, som forestillingen også rummer, og som provokerer og generer på en anden måde, måske en dybere måde, findes et andet sted. Efter min mening.