Farveblind i Virginia

Postkort fra USA #4

Hvor er de sorte? Afroamerikanerne.

Nej, det spørgsmål kan jeg vel ikke stille. Jeg har allerede fået at vide af min kæreste, at jeg ikke skal gå og snakke om ”race” på gaden. 

Som der står i et digt i et tidsskrift, der ligger på træverandaen i vores venners hus:

Don’t speak of race. The record’s scratched. I don’t recall. I never knew. 

Anyone who’d tell you is dead. And: No one would tell you. 

(Tess Taylor)

Postkort fra USA

#1 

Papirløse

En: 

”Jeg prøvede at krydse grænsen 4 gange, før jeg kom over. Det kostede ikke så meget dengang. I dag er det meget dyrere. Men da jeg havde prøvet 4 gange, var blevet taget af grænsepolitiet og smidt tilbage – dengang blev man smidt lige over på den anden side, ikke kørt eller fløjet langt ind i Mexico som de gør i dag – begyndte jeg at lede efter en dyrere smugler, en bedre. Jeg fandt én der kostede meget mere. Og det lykkedes, jeg kom ind. Jeg kan selvfølgelig ikke rejse hjem. Rejse ud. Jeg arbejder, har lejlighed og bil, kører altid forsigtigt, bliver aldrig taget af færdelspolitiet. Turene over grænsen var hårde … men ikke for mig. Jeg var ung og vant til at arbejde 15 timer om dagen i ulidelig varme, det var ikke noget problem for mig at ligge i en bil eller sådan noget. Nu er jeg newyorker … eller min søn er. New York er stressende, alle har stress. Men jeg savner altid byen efter et par dage, når jeg tager på landet.”