25. november 2012

Den Europæiske Fred

For nylig blev Nobels Fredspris givet til EU. ”Nå, de havde vel svært ved at finde nogen, de kunne give den til,” var den umiddelbare kommentar.

Flere mere vidende personer forklarede, at EU skam var et fredsprojekt og havde været det siden det hed Kul- og Stålfællesskabet i 1950’erne. Dette beviser virkeligheden jo også, for har der måske været krig i Europa de sidste 60 år? Nej. Altså bortset fra Balkan i 1990’erne, men de var jo ikke med i EU. Før det var der den kolde krig, men det var jo ikke en krig. Og de vesteuropæiske lande har ikke været i krig med hinanden. 

Pax europaea. FRED. 

Måske er uddelingen af Fredsprisen det tætteste vi kommer på en fredsfejring eller fredsfest. Fred er noget, man tager for givet, når man har det. Man kan faktisk blive nødt til at se uendelige krigsprogrammer på tv, læse krigsbøger og se voldsfilm, for rigtigt at kunne nyde freden. Vold og kamp er ligesom en ”skæbne” eller gammel flamme, der kalder på os og lokker. Der taler et sprog, vi godt forstår.

Eller mange forskellige sprog. Krigens stemme taler ikke bare om vold, men også om retfærdighed. Både om angreb og om forsvar. Om fysisk overlevelse og økonomisk vinding. Krig er så sammensat, at ingen længere tør kalde sig pacifist. Det lyder naivt og virkelighedsfjernt, lige så åndssvagt som at kalde sig modstander af regnvejr eller fødsel og død.
Krig har forskellige årsager og forudsætninger. Nogle af dem er menneskeflokkes kampberedskab og aggressionspotentiale. Robert McNamara, ex-forsvarsminister i USA, kalder dette human nature. Krig er svær at undgå – på grund af human nature. Sådan siger en gammel (og viis?) Robert McNamara i filmen The Fog of War, hvor han fortæller om sine krigserfaringer som militæransat, businessmand og politiker.

McNamara var ikke længere forsvarsminister, da amerikanerne begyndte at trække sig ud af Vietnamkrigen, så det var i stedet Henry Kissinger der i 1973 fik Fredsprisen i den anledning. Kissinger skulle dele prisen med sin vietnamesiske krigsmodstander Le Duc Tho, der dog ikke ville have den, fordi der stadig var krig. Le Doc Tho tog det meget bogstaveligt med den pris. 

Tilbage til nutiden og Europa. Hvis vi nu vil forsøge at fejre den europæiske fred, virker det lidt forstyrrende, at flere EU-lande de sidste godt 10 år har deltaget i angrebskrige. Godt nok uden om EU, og ikke mindst uden for Europa. Fredsfejringen må en tur forbi det nye mindesmærke på Kastellet, hvor alle danske soldater der er faldet siden 1950 mindes. 

Den europæiske fred udelukker altså på ingen måde at europæiske lande deltager i krige uden for Europa. Faktisk hænger de to ting også sammen. Netop fordi EU har haft succes som fredsprojekt og handelsunion, bør EU samarbejde mere og mere på forsvarsområdet – og Danmark bør tage del i det militære samarbejde. Alle EU-lande bør samarbejde om fred (om krig og fred) i Europas naboregioner, Danmark bør opgive sit forsvarsforbehold.

Dette synspunkt udtalte Erik Boel, formand for Europabevægelsen, for nylig i radioen. En lytter ringede ind. Hun sagde, at hun ikke var ”noget ved musikken”, men havde fået en idé. Ideen var, at vi skulle indføre en ny uddannelse og profession: Fredsterapeut.

Fredsterapeuterne skulle hjælpe såvel krigsveteraner som civilister med at leve et liv i fred. Også businessfolk i forsvarsindustrien skulle hjælpes til at finde fredelige brancher at tjene deres penge i. 

Det er desuden muligt, at selv EU-spidserne burde begynde i fredsterapi. For trods den europæiske fred, siges det at EU opruster på forsvarsområdet. – Ifølge denne artikel om EU's militære historie af Rune Lund.

Fredsterapeut-ideen er foreløbig luftig og vag. Den lugter lidt af 70’ernes og 80’ernes fredsbevægelse, der – i hvert fald på børn som mig selv – virkede så æterisk og hyggelig (=virkelighedsfjern). Masser af tale og sang om fred, intet kendskab til krig. 

Det er derfor muligt, at før fredsterapien må krigsterapien komme. Man må kunne se krigen, før man begynder at spejde efter fred. Med det mener jeg, at vi lever i en verden med mange krige, som Danmark også deltager i, men at nogle måske ikke har opdaget det. Fordi der er fred derhjemme.

Men måske er de fleste allerede begyndt i krigsterapi. De er langsomt vågnet op til erkendelsen af, at vi ikke lever i en fredstid. Opvågningen er sket via medier, bøger, filmen Amadillo mv. Måske sluttede fredstiden i 1990’erne (på Balkan), måske den 11. sept. 2001, måske da danske soldater rejste til Afghanistan, eller Irak. Sandsynligvis har der aldrig været nogen fuldkommen fred. 

Når krigsterapien har lært én at se de faktiske krige, selv om de er fjerne, så kan fredsterapien måske tage fat på arbejdet med at udforske, om vi ikke kan komme til at leve i en verden med (endnu) mindre krig.

*

Jeg vil her anføre et eksempel på krigsterapi. Jeg stødte på det i en dansk avis, da sagen om en PET-agents mulige medvirken til drab på en Al-Qaeda-leder blev diskuteret. Som det fremgår prøver skribenten at fortælle læserne, at Danmark faktisk er i krig. (Det drejer sig om den krig, der blev født og lanceret som ”krigen mod terror”).    
Selv om det umiddelbart kan lyde underligt, så er det ikke helt ude i skoven at konkludere, at Danmark i en vis forstand er i krig med Al-Qaeda. Vi er nemlig involveret i den væbnede konflikt i Afghanistan, hvor vi bekriger fraktioner og organisationer med tilknytning til Taleban, og Al-Qaeda tager så vidt vides aktivt del i denne konflikt. Den praktiske betydning heraf er, at Danmark som udgangspunkt er berettiget til at dræbe de medlemmer af al-Qaeda, der spiller en aktiv rolle i krigen i Afghanistan. Det er straks vanskeligere at svare på, om denne ret også inkluderer de medlemmer af al-Qaeda, der spiller en aktiv rolle i krigen i Afghanistan, men som fysisk befinder sig fjernt derfra, såsom Yemen, hvor Al-Awlaki befandt sig. Folkeretten er ikke klar på området, men spørgsmålet skal efter min mening besvares bekræftende. (…) Hvor underligt det end måtte forekomme, så kan danske myndigheder derfor efter omstændighederne også være berettigede til at slå terrorister ihjel, der opholder sig rundt omkring i verden. Kravet er dog, at terroristerne kan knyttes til kamphandlingerne i Afghanistan, og hvorvidt det er tilfældet, må afklares fra sag til sag.”
(Folkeretsjurist Anders Henriksen i Information 9.10.2012. Min kursivering).  

*
    
Den læser der gerne vil begynde i krigsterapi, men er blevet immun over for aviser og tv, har også andre muligheder. Jeg tænker ikke på Twitter, hvor man sidste uge kunne følge det israelske forsvars og Hamas' live krig og krigspropaganda. Jeg tænker på alle de nye danske bøger om nutidens krige, og fortidens. Og på de forskellige koldkrigsmuseer, der nu åbner rundt omkring. 
Jeg vil også anbefale det idéhistoriske tidsskrift Slagmarks temanummer om krig fra 2012. Det indeholder artikler om krig-på-skærmen og dronekrigere, om terrorisme, finansiering af krig, danske soldaters hjemkomstparader med mere. Jeg har selv bidraget med et essay om ”At opleve krig i Danmark”. Her beskriver jeg de tegn på krig, som jeg støder på i mine (fredelige) danske omgivelser. Tidsskriftet kan findes her

Hvad enten man er i krigsterapi eller har taget forskud på fredsterapien, er det underligt at være europæer i dag. Vi lever i fred, heldigvis, men vi sender soldater og våben i krig. Og de kommer bagefter hjem igen (men ikke alle). Den europæiske fred er en sammensat størrelse. Den rummer en del krig. 

Måske var Europa alligevel ikke modent til den pris. Eller måske skulle den omdøbes Krig-og-Freds-Prisen.

4 kommentarer:

  1. Jeg tror ikke at folk (danskere) gider høre om krig og heller ikke om fred. Vi trækker på skuldrene over krigene uden for europa. Vi trækker på skuldrene over freden i europa. Vi vil da gerne have vores fred og vi kender heller ikke andet.
    Krig og fred er meget store emner.
    I går snakkede jeg med en finne. Hendes bedstefædre havde kæmpet mod russerne. Det tager tre generationer at glemme en krig.
    Den sidste store krig i danmark var 1864.
    Men det er alligevel mærkeligt, for det er jo rigtigt at der også er krige nu som danskere også er med i. Det virker bare så utrolig fjernt. Fjernere end månen.
    Jeg kender ikke engang nogen der har været med. Kun journalister og forfattere og hende kunstneren der fløj rundt i afghanistan.
    Er det så fordi min virkelighed er for lille?

    SvarSlet
  2. Spørgsmålet til sidst kan jeg altså ikke svare på ...

    SvarSlet
  3. Om skepsis mht. Fredsprisen:
    "Nobels fredspris går til et EU i krig med sig selv. Flere europæiske ledere er så trætte af unionen, at de ikke møder op til dagens Nobel-ceremoni" http://politiken.dk/debat/profiler/thomaslauritzen/ECE1837655/nobels-fredspris-gaar-til-et-eu-i-krig-med-sig-selv/
    EU's præsidenten Herman Van Rompuy skrev dog sågar et digt i anledning af prisen:
    »Efter krig kommer fred.
    Opfylder det ældste ønske.
    Nobels drøm bliver til virkelighed.«

    SvarSlet
  4. "Nobels drøm": Hvad drømte Nobel mon om? Vi ved det ikke og vil hverken gætte eller dømme. Men hans biografi på dansk Wikipedia er ikke fredelig:
    "Alfred Nobel blev født d. 21. oktober i Stockholm i 1833 som den tredje søn af den svenske ingeniør Immanuel Nobel (1801-1872) og Andriette Ahlsell Nobel (1805-1889). I en tidlig alder flyttede familien til Sankt Petersborg, hvor hans far åbnede en torpedofabrik. I 1859 overgik fabrikken til den anden søn, Ludvig Emmanuel (1831-1888), som udvidede fabrikken kraftigt. Alfred vendte sammen med sin far tilbage til Sverige efter, at virksomheden var gået fallit, og begyndte at studere sprængstoffer og særligt sikre fremstillingsmetoder til anvendelse og brug af nitroglycerin. Der berettedes om flere eksplosioner på den familieejede fabrik i Heleneborg, og ved en alvorlig ulykke i 1864 blev Alfreds yngre bror Emil og flere andre arbejdere dræbt."

    SvarSlet