6. november 2012

Parringer, besmittelser, et action-kejsersnit og en androide











Spoiler Alert! Afsløringer af handlingen i filmen Prometheus følger.

Som barn havde jeg den metafysik, at ligesom kvinder må igennem frygtelige fødsler, må mænd igennem frygtelige krige.

Frygten for og fascinationen af Fødsel og Krig, Reproduktion og Kamp, deler filminstruktøren Ridley Scott. Det sås i Aliens-filmene og igen i filmen Prometheus fra 2012.  

Der er nogle der mener, at Ridley Scott først og fremmest skaber horror og æstetik, men er en dårlig sci-fi mytolog. Det er meget muligt, men Prometheus vækker alligevel resonans hos mig, trods alle huller i historien.

Prometheus fortæller Aliens-filmenes forhistorie, bl.a. hvordan aliensmonsteret opstod. Hvordan det blev født, hvilke besmittelser og parringer, der gjorde det muligt.

For også i Prometheus er Scott besat af fødsel og parring, ”kunstig befrugtning”, besmittelse og mutation, begær og voldtægt. Og af krig og kamp, fjendskab og invasion, angreb og forsvar. Det hele blandes i heksegryden og bliver til arternes krig, deres gensidige besmittelser og følgende mutationer, deres voldelige kamp for overlevelse og reproduktion.

Ingen af de givne parringer og besmittelser kan man kalde naturlige eller harmoniske. De er alle bizarre, perverse, skandaløse og voldtægtslignende. Hele universet er skandalens sted. Fred (og fortrængning) er ikke i sigte.

Det lyder ulækkert. Og er det. Til gengæld skaber det modvægt, at Prometheus’ hovedperson nr. 2 er en robot. Den asexuelle, androgyne og infertile androide David.      

Hovedperson nr. 1 er mennesket Dr. Elizabeth Shaw, der modsat den ambivalente androide er god og heroisk. For at blive en sand heltinde og kriger, må hun dog først afkaste sin videnskabelige (og religiøse?) naivitet. 

I starten er Elizabeth Shaws identitet nemlig resultat af en parring mellem videnskab og religion. Hun er en stærkt troende kristen videnskabskvinde. Hun søger Gud og begyndelsen på det hele, hun anvender videnskabelige metoder, men er også forblindet af godtroenhed.     

Heltindens videnskabelige søgen efter Gud, og en rigmands søgen efter personlig udødelighed, fører hende med ledsagere til en fjern måne. De rejser med rumskibet Prometheus. (Obs: Stringer Bell fra The Wire er skibets kaptajn. Han er simpel og sexet, men ikke metafysisk liderlig som heltinden. Dem, der ikke bryder sig om metafysisk liderlighed, kan se filmen for hans og androiden Davids skyld. Dem, der heller ikke bryder sig om sci-fi, kan se den kun for hans skyld. Hvis de bryder sig om klassiske soldatertyper).

På rejsen mod den fjerne måne er besætningen nedsænket i kunstig søvn. Kun androiden David er vågen og udspionerer deres drømme, passer skibet – som en ensom husmor –: afbleger sit hår, lærer fremmede sprog, dyrker sport og ser gamle film. Han prøver at selvbesmitte sig med menneskelighed: følelser og forfængelighed. 

Da de sovende er blevet vækket og rumskibet ankommer til den fjerne måne, begynder skandalerne og rædslerne at rulle. Det bliver et større orgie af parringer, besmittelser og kampe, som både mennesker, androiden, forfædre eller ”Ingeniører” og dyr eller monstre deltager i. 

De fleste dør på diverse måder. Dr. Elizabeth Shaw overlever orgiet og kampene. Hun kan ikke selv få børn (hun er ulykkelig over det, men det er måske også driften bag hendes søgen efter Skaberen). Undervejs udsættes hun dog for en monstrøs befrugtning, som hun gør en ende på gennem et selvpåført kejsersnit. Menneske og teknologi, patient/læge/kriger og maskine, samarbejder i et heftigt action-kejsersnit. 

Og trods den voldelige afbrydelse er denne graviditet et skridt på vejen mod aliensmonsterets fødsel. Til allersidst. 

Elizabeth Shaw overlever altså og vil fortsætte sin søgen efter Gud i andre hjørner af universet. Alene går det dog ikke, hvis projektet skal være teknisk muligt og bære frugt. Den sidste ”parring” er derfor den mellem mennesket Elizabeth og androiden David. Den ene kan ikke klare sig uden den anden, og den anden kan heller ikke klare sig uden den ene. Det er måske ikke yndigt at følges ad, men frugtbart på et højere plan. 

Partnerskabet mellem en robot og en kvinde er også ideelt, da de ikke kan parre sig fysisk, men bare samarbejde. Puritanere og fødselstraumatikere kan ånde lettet op. Ikke flere farlige besmittelser og fødsler. Ikke flere monstre, der dræber forældrene.     

Hvis nogen skal kunne finde Gud – uden selv at dræbe eller blive dræbt af Faderen – må det vel være den gode, men infertile datter Elizabeth, og den dygtige, men infertile søn David. 

Men. Monsteret flytter nok med.


Note: ”Skandalens sted” er ifølge forfatteren Henrik Bjelke dér, hvor god kunst finder sted (skabes).     

Ingen kommentarer:

Send en kommentar