10. november 2012

Så mæt jer da med det dejlige syn, I forbandede bæster!

Gæsteindlæg

En dag vil I grine af det, kvækker den opulente gamemaster. Men hans øjne forråder ham. Han er klar over, at dette næppe er noget, deltagerne nogensinde vil grine af. Bortset fra det, forstår jeg ikke udtalelsen. For jeg behøver ikke at vente til "en dag". Jeg har grinet af det længe. Højt og inderligt. 

Scenariet er malerisk. Himlen er blå. Solen kaster sit lys over en række gamle frugttræer. Og minsandten om ikke et eller to velfornøjede skrydende æsler fuldender idyllen.

Reglerne er simple, siger gamemasteren til hvert af parrene. En af jer skal drikke en halv liter æselurin og den anden skal drikke en halv liter æselsæd. Programmet er amerikansk og hedder Fear Factor.

Parrene består af tvillinger. Alle er unge. Kvinderne er kønne og iklædt bikinier. Mændene har badebukser på.

At deltagerne er tvillinger understreger situationens obskønitet. Vi overværer et moderne freakshow på niveau med tidligere tiders fremvisning af hottentotter og folk med misdannelser.

Trinken, trinken, trinken, som man siger på tysk. Og det gør de. Først urinen og derefter sæden. Sidstnævnte er uden sammenligning det værste. Og det er ikke tilladt at kaste op. Så taber man og mister chancen for at vinde 200.000 USD.

Flertallet af deltagerne vil naturligvis ikke vinde. Der er fire par. Hvert par har hermed 25% chance for at vinde og de øvrige 75% vil gå tomhændede væk om end naturligvis med et par erfaringer, de kan grine af. På et tidspunkt.

Hvor kommer min sadistiske glæde over at se deltagernes destruktion af sig selv fra? Vi mangler et sprog for grusomhed! Hverdagens grusomhed.

Platon fortæller i Staten historien om ”Leontios, søn af Aglaion som engang var på vej fra Piræus langs med den nordre murs yderside. Da han så at der lå nogle menneske-kadavere som rakkeren tumlede med, blev han på én gang stærkt nysgerrig efter at se dem og følte samtidig væmmelse og raseri mod sig selv. Nogle minutter holdt han kappen for øjnene og var et bytte for modstridende følelser, men tilsidst blev lysten ham for overmægtig – så han løb hen til ligene, spærrede øjnene op og råbte til dem: Så mæt jer da med det dejlige syn, I forbandede bæster!”

Den grusomhed, flertallet nyder mere eller mindre åbent i fascinationen af hvordan deltagere i reality programmer fortærer sig selv og hinanden, er symbolsk. Der er ikke tale om et smukt begær. Det er mørkt og det har vokset sig stærkt i det skjulte. Men grusomheden gennemtrænger os og er med til at diktere vore handlinger og beslutninger. Glæden ved at betragte andres lidelse!

Men vi forstår den ikke. Vi fornægter den og skammer os over den. Den er tabu.

1 kommentar:

  1. En fantastisk og forfærdelig film om grusomhed, sadisme og (mangel på) samvittighed: The Act of Killing.
    Går nu i biografen.

    SvarSlet