12. september 2017

Integration eller Kunsten at åbne et sprog og en gruppe


Gennem flere år som indvandrerlærer – underviser i dansk som andetsprog for immigranter og flygtninge – har jeg hørt det igen og igen. Danskerne er ikke åbne. Danskerne er lukkede, reserverede, umulige at blive venner med, svære at komme i snak med. Danskernes fester er lukkede og deres venner har de haft siden børnehavens eller gymnasiets åbningsdag.

Efterhånden gad jeg ikke spørge til udlændingenes erfaringer med danskerne. Jeg lukkede af. Vi holdt os til sprogbrugen og grammatikken. Se nu bare på ordet åben. Åben er et adjektiv. Det bøjes efter gældende lov, plus en enkelt nedarvet særregel. Desuden findes ordet som verbum: at åbne. Og som substantiv hvor åben tilføjes hed, eller hvor åb får et ning og bliver til åbning. Og se nu på dette åb, det ligner meget ordet op, ikke sandt? - og det er faktisk ordet op, bare forklædt eller omklædt. Når man åbner noget så opper man det, og når noget er åbent så er det oppe.
Som en grænsebom, som låget på Pandoras æske, som et ansigt når sløret løftes op, som en ordbog slået op på å. 
Som som som, selv en metaforregn kan åbenbare sprogets klippegrund, selv en strøm af fremmede tanker kan få sproget til at gro.

Når de udenlandske elever kom op på de højeste moduler, eller klassetrin, kunne jeg godt føle mig træt af grammatik. Alle disse regler som så alligevel er pivåbne for undtagelser. Én stor velordnet sammenhængskraft, men rundt omkring utallige parallelsamfund. 
Sproget er virkelig et åbent system og det er uhyre anstrengende. Hvad er et adjektiv og hvordan skal det opføre sig? Hvad er adjektivethed? Hvor mange tests skal man bestå, før man mestrer adjektivetheden?

Eller hvad med det man føler for sproget, i sproget, hvordan kan man lære at føle noget i og for et fremmed sprog, som man føler sig hæmmet overfor? Hvornår kommer den dag, hvor jeg tør tage din hånd og vi kan stikke af sammen?

Desuden: Hvordan kan man overhovedet skelne mellem rigtigt og forkert sprog, og danske og fremmede ord, når alle danske ord er immigranter i første andet tredje hundredesyttende led, og når nye fremmede ord hver dag får lov at passere den danske sproggrænse?

Integrationsvilje er helt åbenlyst ikke nok for at komme helt ind i sproget. Pludselig spytter det én ud igen, man har sagt noget forkert, man har glemt et enkelt bogstav i sin skrivning.
Sproget er helt klart et åbent system. Men det er åbenbart også et lukket.

Alligevel blev (næsten) alle eleverne bedre og bedre til dansk, modul efter modul. De åbnede sig for sproget, eller sproget åbnede sig for dem, de blev spyttet ud gang efter gang, men så prøvede de igen – eller holdt kæften lukket. Husk at små børn har en lang tavshedsperiode, sagde jeg, det er okay at lukke munden, hvis bare ørerne er åbne.

Og der er noget mærkeligt ved sproget eller rettere tilegnelsen af sproget. Jo længere man kommer ind i det, desto mere kan man fjerne sig fra det. 
Sproget åbner nye døre, pludselig sidder man på modul 5 eller 6 og snakker om robotteknologi eller religionsfrihed. Religionsteknologi og robotfrihed. På dansk og selvom man ikke er rigtig dansker eller føler sig det mindste dansk. 
Alt hvad der kan siges bliver sagt, polakkerne taler om politik og pakistanerne om penge, eller omvendt, og bagefter åbner man døren, går ud på det tabte og genfundne Nørrebro, man går forbi moskeen hvor døren er åben, men ikke for mig, jeg går ned ad min barndoms gade som nu er nogle andre børns og banders gade, hvor jeg er fremmed, men alligevel sætter mig på en af de bænke, hvor drankerne sad da jeg var barn. Og så prøver jeg at sluge det som en udlænding sagde i klassen i dag og som jeg ikke havde hørt før.

Hun sagde at enhver er med i en gruppe. Enhver er bare én i en gruppe, sagde hun. Sådan er det, det er sådan. Spørgsmålet er om gruppen er åben eller om gruppen er lukket. Om systemet er åbent eller lukket. Vi kan ikke blande os, hvis vores grupper er lukkede. Men vi tør ikke åbne dem op, for så forsvinder gruppen, tænker vi, så er jeg bare alene i kaos. Alene og ensom som single, turist eller nomade. Lukket om mig selv, åben for alting men uden noget hjem og uden en gruppe. 
Verden er blevet åben, folk er bange for ensomheden og hjemløsheden, derfor siger de at grupperne skal være lukkede. Danskernes gruppe, eller muslimernes små grupper, alle sammen synes de at valget står mellem den lukkede gruppe og den enkeltes ensomhed. 
Men jeg vil have begge dele, sagde hun, jeg vil være med i en gruppe, faktisk vil jeg være med i flere grupper hvis jeg må komme ind, men jeg vil også være mig selv. 
Og nu vil jeg gå til mit hjem, sagde hun. Far vel og vises. 


*


Note: 
Teksten er inspireret af egne erfaringer og desuden lidt af den tyske sociolog Andreas Reckwitz' tanker om antagonismen mellem åben hyperkultur og lukket kulturessentialisme.  
Andreas Reckwitz: ”Alles so schön hyper” i Die Zeit, 15. Dez. 2016, 

Se også Jeg er en gruppe

14. april 2017

tavshed

Bloggen Omkreds er tavs for tiden. 
Da man nærmest ikke kan hive et ord ud af den, vides det heller ikke, hvornår tavsheden hører op.

Måske er der brug for et helt nyt sprog? 
Hør stilheden, læs tavsheden, på japansk:


サイレント

(sairento) silent

21. januar 2017

Klogskab på glatis




Klogskab på glatis - måske et godt billede på den vestlige vinterverden i dag, anno 2017.

Uglerne ser ud til at tilhøre den højere middelklasse, handels- eller bondestanden. 
Der er tale om eliteugler. Selvbevidste og selvhøjtidelige. Men lige om lidt kan de ryge på røven. 

Raderingen efterligner et billede af Adriaen van de Venne, ca. 1589-1662. Det originale oliemaleri hænger på statens museum for kunst i København.

14. december 2016

Illustreret Danmarkskanon

Danmarkskanonen blev en skuffelse. Men til gengæld findes der en god illustration af kanonens "værdier" - lavet allerede i 1938 af Storm P.
Har dkkanonen været inspireret af Storm P.? Eller kom inspirationen snarere fra Svend B.s "10 ståsteder, som har en iboende værdi"? Nu har vi i hvert fald både kanonens "10 værdier for fremtidens samfund" og Brinkmanns "10 gamle ideer til en ny verden".
Men hvorfor egentlig denne trang til lister? Det ligner stress, usikkerhed, det ligner ordens- og formaliseringsmani. Velkommen til Danmark: en punktopstillings-kultur-nation.

Her det mere rodede billede (hvor indvandring også glimrer ved sit fravær. Bortset fra i fængselsgården)





10. december 2016

Medborgerskab - dannelse eller quiz i paratviden?

Indlæg i Weekendavisen 9.12.16
Den 1. december blev der afholdt indfødsretsprøve. Prøven var væsentlig lettere end sidst. Kulturarvsspørgsmålene handlede ikke om årstal, men om navne. Olsen-banden er stadig en grundingrediens i dansk kultur, men nu var det ikke den første films premiereår men instruktøren, som statsborgerskabsansøgerne skulle udpege.
Det er naturligvis godt, at kritikken af den forrige prøve og dens dumpeprocent på 68,8 har haft en effekt. Men det er selve opskriften, der er forkert. Prøven er og bliver en omgang quiz-biksemad.
Indfødsretsprøven var DF’s idé. Mens andre europæiske lande indførte vidensprøver om samfundsforhold og nyere politisk historie, ønskede DF, at nye borgere også blev testet i »dansk kultur«, kunst, kulturarv og ældre danmarkshistorie. I prøven af 1. december indbefatter det spørgsmål om Olsen-banden og Matador, Jeppe på Bjerget, en dansk filosof, Bertel Thorvaldsen, digtet Der er et Yndigt Land, bogen De dybeste rødder og en dansk olympisk medalje. Plus en håndfuld historiespørgsmål til tiden før 1900-tallet.
De kulturelle spørgsmål laves på baggrund af Kulturkanonen fra 2006. Prøvedeltagerne har næppe selv oplevet de givne kunstværker, de har forberedt sig uden undervisning og forsøgt at lære navne og titler fra lærematerialet udenad.
Det er uklart, hvordan denne »viden« gør én til en god samfundsborger. Man kan selvfølgelig i baggrunden skimte dannelsesidealer, som de kendes fra højskoler, grundskoler og hjem med klaver – men dér handler det om at tilegne sig værker og tanker. Indfødsretsprøven er derimod en paratvidens-quiz, som blander spørgsmål i kunst, samfund, politik og historie i tilfældig rækkefølge. Designet er usystematisk og forvirrende, eller systematisk forvirrende, og kendes ikke fra normale eksaminer, men netop fra quizzer eller forhør.
Det ville give mening, at en ny borger skulle dokumentere basal viden om samfundsforhold, institutioner, love, pligter og rettigheder. Men hvorfor skal borgeren, hvis hun ønsker statsborgerskab, borgeranerkendelse og demokratisk valgret, også testes i dansk kunsthistorie og kulturarv? Her mener nogle, at den nye borger dermed viser integrationsvilje, og at denne vilje til bred paratviden kan afhjælpe alverdens integrationsproblemer, hvad enten det er værdikonflikter eller arbejdsløshed.
Andre siger ligeud, at danske politikere kan stille lige præcis de krav til udlændinge, som der er flertal for, uanset (mangelen på) argumenter. For Grundloven kundgør jo, at »ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov«.
Dermed glemmer man bare, at der ikke findes indfødsret i Danmark, men derimod en afstamningsret til statsborgerskab, som man arver fra en forælder. Hvis man er indfødt og opvokset her, men ens forældre ikke har statsborgerskab, så skal man også bestå indfødsretsprøven for at blive statsborger.
[Man overser også, at hvis staten lader en udlænding bosætte sig – hvad enten hun arbejder, studerer, får asyl eller gifter sig med en borger – så bør den nye borger også have en reel mulighed for at blive ligestillet med resten af befolkningen, ikke kun hvad angår pligter, men også rettigheder. Herunder fuld demokratisk valgret, som enhver permanent borger i et levende og deltagende folkestyre naturligvis bør besidde.]
»Deltagende folkestyre« er en af de danske samfundsværdier, der kan komme til at indgå i den nye Danmarkskanon. Det er muligt, at den nye kanon fremover bliver en del af indfødsretsprøvens pensum, og at Kulturkanonens kunsthistoriske pensum bliver strøget. Det kunne skabe en mere meningsfuld prøve, gøre videnskravene mindre elitære og vilkårlige, og give såvel lavt- som højtuddannede bedre adgang til dansk demokratisk medborgerskab.
[Afsnit i klammer: Et af de afsnit, der ikke var plads til i avisen]

6. december 2016

Den store borgerdyst - om indfødsretsprøve og medborgerskab

Den 1. dec. var der igen indfødsrets- og medborgerskabsprøve.
Jeg har et debatindlæg om indfødsretsprøven i Kristeligt Dagblad i dag:

Den Store Borgerdyst

Se også min kommentar til den forrige prøve:
Indfødsretsprøve bør ændres


21. oktober 2016

Menneskerettighederne som blues

- Skrevet og sunget af Lucinda Williams

- Byggende på en naturretslig opfattelse (og delvis negativt formuleret)

- Born To Be Loved, udsnit:

You weren't born to be mistreated
And you weren't born to misguided
You were born to be loved
You were born to be loved 
You weren't born to be a slave
You weren't born to be disgraced
You were born to be loved
Hmm hmm, you were born to be loved 
You weren't born to be abused
You weren't born to lose
You were born to be loved
You were born to be loved

Sangen kan fx høres på Youtube her

22. september 2016

Rettelse: Krigen har også et kvindeligt ansigt

Jeg har her på bloggen skrevet nogle indlæg om kvinder og krig - eller køn og krig.
Her har jeg bragt den usandhed til torvs at kvinder generelt ikke har fungeret som soldater eller krigere. - Med ganske få historiske undtagelser og bortset fra nutiden, hvor fx israelske kvinder har værnepligt og det danske forsvar løbende optager flere kvindelige soldater. 

Disse indlæg handler om kvinders rolle i krige på andre måder end som soldater. Og om den "maskuline dominans" i sikkerhedspolitikken, som jeg forsøger at anskue på en bagvendt måde. Find links nederst.


Journalist og forfatter Svetlana Aleksijevitj's bog Krigen har ikke et kvindeligt ansigt fortæller dog en anden historie om kvinder og krig. Fortrinsvis gennem vidnesbyrd fra kvinder, der arbejdede i det sovjetiske militær under 2. verdenskrig.

25. august 2016

Det uskandaløse

Nyheds- og debatmedierne er - i endnu højere grad end før - blevet "skandalens sted". 
Forfatter og litterat Henrik Bjelke forsøgte ellers at reservere dette sted for litteraturenMen der findes også forskellige typer skandaler. Og i medierne kan der skrives litteratur - i hvert fald underholdningslitteratur. 

Det var i øvrigt en tysk forfatter, Heinrich von Kleist, der i 1810-11 redigerede en af de første moderne aviser, Die Berliner Abendblätter, der også indeholdt skandaløst stof i form af politirapporter om vold og andre forbrydelser, samt debatindlæg.   

Men altså, da skandalen er (blevet) mediernes daglige brød/cirkus, vil dette medie, denne blog, nu publicere nogle helt uskandaløse billeder.
Se nedenfor - og undskyld, hvis elementer i billederne alligevel appellerer til voldsomme, eruptive og store følelser. Modsat langsomme, snigende og små følelser -




24. juni 2016

Den europæiske republik




 














en boganbefaling i anledning af Brexit

en artikel på dansk af Ulrike Guérot: Nationerne kan ikke skabe Europa

Interview på dansk om bl.a. Brexit (lige før Brexit)  her

22. juni 2016

Indfødsretsprøven skal ændres

Hvorfor og hvordan kan du læse i et debatindlæg, som jeg har skrevet til Jyllands-Posten:

Indfødsretsprøve og forfatningspatriotisme 

Der blev også sendt et P1 Debat program om emnet den 10. juni. Her medvirker jeg ca. 20 minutter inde i udsendelsen

P1 Debat: Hvor svært skal det være at blive dansk statsborger?


11. juni 2016

Kropsvæsker - Spermens kulturhistorie

I kølvandet på menstruationsdebatten (livlig debat om ulæst bog) har jeg skrevet "Spermens nye kulturhistorie". Et tankeeksperiment. 




9. juni 2016

Stemmeret og indfødsret

Skal borgerne i et demokrati have stemmeret? 
Jeg har skrevet en kronik om statsborgerskabsregler, demokrati og politisk - versus kulturel - identitet:

Statsborgerskabet er en klump ler, som politikerne omformer igen og igen





















Fotos fra Nørrebro bibliotek, toilettet

27. maj 2016

Hiroshima, Obama og japansk pacifisme idag

I dag besøger præsident Obama Hiroshima i Japan, som USA angreb med en atombombe i 1945. 
Obama er den første amerikanske præsident, der besøger Hiroshima, men han kommer dog ikke for at undskylde bomberne. Hans budskab er snarere, at der jo desværre altid er civile ofre i en krig.  

Siden 1945, og ikke mindst på grund af a-bomberne, har Japan ført en (delvis) pacifistisk politik. 
Men i 2015 blev pacifismen såkaldt "gentolket", eller snarere ophævet, med nye krigslove tilpasset en ny sikkerhedspolitik. 

Japans pacifistiske tradition og dens gradvise ophævelse er interessant for alle, der interesserer sig for krig og fred
Og for japansk historie, politik og kultur.
Dem vil jeg anbefale en artikel om det emne, som jeg skrev sidste efterår til Atlas Magasin: