21. oktober 2016

Menneskerettighederne som blues

- Skrevet og sunget af Lucinda Williams

- Byggende på en naturretslig opfattelse (og delvis negativt formuleret)

- Born To Be Loved, udsnit:

You weren't born to be mistreated
And you weren't born to misguided
You were born to be loved
You were born to be loved 
You weren't born to be a slave
You weren't born to be disgraced
You were born to be loved
Hmm hmm, you were born to be loved 
You weren't born to be abused
You weren't born to lose
You were born to be loved
You were born to be loved

Sangen kan fx høres på Youtube her

22. september 2016

Rettelse: Krigen har også et kvindeligt ansigt

Jeg har her på bloggen skrevet nogle indlæg om kvinder og krig - eller køn og krig.
Her har jeg bragt den usandhed til torvs at kvinder generelt ikke har fungeret som soldater eller krigere. - Med ganske få historiske undtagelser og bortset fra nutiden, hvor fx israelske kvinder har værnepligt og det danske forsvar løbende optager flere kvindelige soldater. 

Disse indlæg handler om kvinders rolle i krige på andre måder end som soldater. Og om den "maskuline dominans" i sikkerhedspolitikken, som jeg forsøger at anskue på en bagvendt måde. Find links nederst.


Journalist og forfatter Svetlana Aleksijevitj's bog Krigen har ikke et kvindeligt ansigt fortæller dog en anden historie om kvinder og krig. Fortrinsvis gennem vidnesbyrd fra kvinder, der arbejdede i det sovjetiske militær under 2. verdenskrig.

Her lidt fra en samtale med en historiker i bogens start:

"Hvornår dukkede der første gang i historien kvinder op i en hær? 
"Allerede i fjerde århundrede før vor tidsregning var der kvindelige soldater blandt de græske tropper i Athen og Sparta. Senere var der kvinder med i Aleksander den Stores felttog. (...) 
Og i nyere tid? 
"Det startede i England, hvor man i perioden 1560-1650 begyndte at oprette militærhospitaler med tilknyttede kvindelige soldater. 
Hvad skete der i 1900-tallet? 
"I begyndelsen af århundredet ... I England optog man allerede kvinder i det britiske luftvåben under Første Verdenskrig, man dannede et kongeligt hjælpekorps og en kvindelig motoriseret legion - i alt omkring 100.000 personer.
I Rusland, Tyskland og Frankrig begyndte der også at arbejde mange kvinder på militærhospitaler og lazarettog. Men under Anden Verdenskrig blev verden vidne til et decideret kvindeligt gennembrud. Der indgik nu kvinder i alle grene af de militære styrker i adskillige lande: 225.000 i de britiske, 450-500.000 i de amerikanske, 500.000 i de tyske ... 
I Sovjethæren kæmpede cirka en million kvinder. De lærte at mestre alle militære professioner, herunder de allermest 'mandlige'. Der opstod endda et sprogligt problem: Før denne tid havde der i det russiske sprog ikke eksisteret kvindelige former af ord som 'kampvognssoldat', 'infanterist' og 'automatgeværskytte', fordi ingen kvinder hidtil havde udført dette arbejde. De kvindelige former opstod der, i krigen ..." 
Fra samtale med en historiker"

Svetlana Aleksijevitj, Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, Forlaget Palomar 2015, side 5-6

Blogindlæg om kvinder og krig:

Jordens sikkerhedspolitik lider under mandlige militærfolks dominans (nye erkendelser inspireret af Mette Høeg)

Voldelig oldemor. Om kvinder og krig

Alle indlæg om krig & politisk vold: her

25. august 2016

Det uskandaløse

Nyheds- og debatmedierne er - i endnu højere grad end før - blevet "skandalens sted". 
Forfatter og litterat Henrik Bjelke forsøgte ellers at reservere dette sted for litteraturenMen der findes vel også forskellige typer skandaler. Og i medierne skrives der også litteratur - i hvert fald underholdningslitteratur. 

I øvrigt var det i Tyskland en forfatter, Heinrich von Kleist, der i 1810-11 redigerede en af de første moderne aviser, Die Berliner Abendblätter, der også indeholdt skandaløst stof i form af politirapporter om vold og andre forbrydelser, samt debatindlæg.   

Men altså, da skandalen er (blevet) mediernes daglige brød/cirkus, vil dette medie, denne blog, nu publicere nogle helt uskandaløse billeder.
Se nedenfor - og undskyld, hvis elementer i billederne alligevel appellerer til voldsomme, eruptive og store følelser. Modsat langsomme, snigende og små følelser -



24. juni 2016

Den europæiske republik




 














en boganbefaling i anledning af Brexit

en artikel på dansk af Ulrike Guérot: Nationerne kan ikke skabe Europa

Interview på dansk om bl.a. Brexit (lige før Brexit)  her

22. juni 2016

Indfødsretsprøven skal ændres

Hvorfor og hvordan kan du læse i et debatindlæg, som jeg har skrevet til Jyllands-Posten:

Indfødsretsprøve og forfatningspatriotisme 

Der blev også sendt et P1 Debat program om emnet den 10. juni. Her medvirker jeg ca. 20 minutter inde i udsendelsen

P1 Debat: Hvor svært skal det være at blive dansk statsborger?


11. juni 2016

Kropsvæsker - Spermens kulturhistorie

I kølvandet på menstruationsdebatten (livlig debat om ulæst bog) har jeg skrevet "Spermens nye kulturhistorie". Et tankeeksperiment. 




9. juni 2016

Stemmeret og indfødsret

Skal borgerne i et demokrati have stemmeret? 
Jeg har skrevet en kronik om statsborgerskabsregler, demokrati og politisk - versus kulturel - identitet:

Statsborgerskabet er en klump ler, som politikerne omformer igen og igen





















Fotos fra Nørrebro bibliotek, toilettet

27. maj 2016

Hiroshima, Obama og japansk pacifisme idag

I dag besøger præsident Obama Hiroshima i Japan, som USA angreb med en atombombe i 1945. 
Obama er den første amerikanske præsident, der besøger Hiroshima, men han kommer dog ikke for at undskylde bomberne. Hans budskab er snarere, at der jo desværre altid er civile ofre i en krig.  

Siden 1945, og ikke mindst på grund af a-bomberne, har Japan ført en (delvis) pacifistisk politik. 
Men i 2015 blev pacifismen såkaldt "gentolket", eller snarere ophævet, med nye krigslove tilpasset en ny sikkerhedspolitik. 

Japans pacifistiske tradition og dens gradvise ophævelse er interessant for alle, der interesserer sig for krig og fred
Og for japansk historie, politik og kultur.
Dem vil jeg anbefale en artikel om det emne, som jeg skrev sidste efterår til Atlas Magasin:


21. april 2016

Fort Europa




















Fort Europa er (eller bliver) vel ikke synligt sådan på ét sted. 
Det man kan skimte på billedet er Engelsborg, Castel Sant' Angelo, i Rom.
I den evigt foranderlige stad, hvor man gerne hejser EU-fanen i modsætning til i Danmark.

Først var Engelsborg et mausoleum, så blev det en fæstning. Nu er det et museum. 
Bygningen har beskyttet/bevaret den døde kejser, senere beskyttede det den levende pave, i dag bevarer det minderne.
Det har også været et fængsel. Giordano Bruno sad der i årevis, før de tændte et bål og brændte ham i år 1600. Muligvis blev han tortureret. Det er også vores kulturelle (og kristne) arv.

Fort Europa er europæernes fængsel.
Fort Europa er også vores mausoleum, fæstning og museum, hvor vi begræder, beskytter og beundrer os selv som vi var eller kunne være.

2. april 2016

Tigger i Rom

Jeg sidder på fortovet og drikker en dårlig cappucino piccolo, da en kvinde med en masse armbånd standser op, kalder mig smukke og spørger om alt er vel. Der er noget sejt over hende, så jeg svarer mere imødekommende end ellers, når en gadesælger henvender sig. Men snart ender det dårligt, et minut senere er hun sur over at jeg hverken vil købe noget eller have et armbånd foræret, ikke engang vil give en euro til en kaffe eller noget. Hun virker (spiller) rigtig vred, da hun går. Jeg føler mig skyldig og forulempet, den velkendte blanding når fattige vil have ens penge. Fem minutter efter er jeg den vrede. Værten krævede dobbelt pris for kaffe og pizza. (Modsat armbåndssælgeren skjuler jeg min frustration over den dårlige handel).

”Når fattige vil have ens penge”. Jeg vurderer de forskellige gadesælgeres og tiggeres tøj. For på en eller anden måde at navigere giver jeg kun penge til gamle mænd, der er helt tyndslidte. Jeg giver slet ikke længere til romaer (undtagen gamle mænd). Måske fordi det for dem er et arbejde at tigge. Og det fatter jeg stadig ikke: tiggeri som en organiseret profession med chefer og lønramme. Ligesom hos fortidens tiggermunke. Måske også fordi jeg har kendt en romafamilie personligt, dengang de var min svigerfamilie, og derfor ikke kan opfatte ”romaer generelt” som svage personer, jeg bør støtte. I sidste instans dog bare, fordi jeg ikke vil af med mine penge. Uden at få noget igen. For det fatter jeg stadig ikke: penge som envejskommunikation uden synligt bytte.

11. marts 2016

5. marts 2016

Danskhedens evangelium

"Danskhedens evangelium" er dagens udtryk.
Det bruges af Søren Hviid Pedersen i Berlingeren. 
Og jeg kommer så til at omskrive Hegel:

Læsning af Berlingske Debat er borgerens nationalutopiske morgenbøn. 

Heri forkyndes danskhedens evangelium

Halleluja 
og skål i gammeldansk!

Ja, man kan glæde sig over hvordan sproget blomstrer og tænkningen sprutter - i Berlingske Debat. 
Fx har Mads Holger nu valgt at blive pædagogisk og i stedet for kaskader af pensionerede adverbier (som han venligt nok støver af) bruger han punktopstilling for at "opregne to kategorier af værdier" der "kendetegner dansk identitet rent kulturelt": 


  1. kategori:
Demokrati, ligestilling, ytringsfrihed, menneskerettigheder, sekularisme, modernitet.
  1. kategori:
Kristendom, kongetro, det danske sprog, specifik dansk kultur, dansk historie, habitus, sæd og skik.    

Her kan læseren (du) så vælge at læse hele Mads Holgers indlæg. Men måske er det mere givende selv at tænke videre over forholdet mellem størrelserne i de to kategorier. Der er meget at tage fat på! 

Vi bliver nok ikke færdige til gudstjenesten imorgen - hvor det bliver spændende at høre, hvad præsten siger til "danskhedens evangelium". Er det blasfemi, poesi eller snapsesnak? 

24. februar 2016

Retroaktiv lovgivning

Hvis du tror at tilbagevirkende kraft, retroaktion eller Nachträglichkeit, er en psykisk hokus pokus, som Sigmund Freud påviste eksistensen af (også retroaktivt), så undervurderer du fænomenets omfang.

På et lidt mere tørt område, nemlig udlændingelovgivning, findes fænomenet også.

Jeg kender således en person, der i december 2015 afleverede sin ansøgning om permanent opholdstilladelse i Danmark. Ansøgningen var selvfølgelig lavet udfra de gældende regler om selvforsørgelse, sprogkursus-niveau osv. og alle kriterier var opfyldt. 
Men hokus pokus, den 10. december blev et nyt lovforslag præsenteret i Folketinget. L 87, som indeholdt nye regler, nye kriterier, for ansøgning om permanent ophold. Sådan et lovforslag skal jo gennem flere behandlinger og først i februar 2016 blev det vedtaget. Loven trådte i kraft. 

Men kraften var tilbagevirkende. Loven vedtaget i februar 2016 gælder nu fra 10. december 2015. Ansøgningen, der blev afleveret i december, var eller er altså ikke længere god nok. Nu skal en ny ansøgning laves, en der følger de nye og retroaktive regler. En ny sprogtest skal tages; de godt tusind kroner, som det kostede at tage den gamle test, er (retroaktivt) tabt.

Det er altså en slags retroaktiv demokratisk procedure; hvis et lovforslag senere bliver vedtaget af et flertal, så gælder det helt fra dengang, det bare var et forslag.

Men retroaktive ansøgningsregler er ikke fair over for ansøgerne.  

3. februar 2016

Lov 53A: Sørg for at have de rigtige forældre

Så blev L 53A vedtaget - med stort flertal for at efterkommere af ikke-statsborgere skal søge om dansk statsborgerskab (stort set) ligesom indvandrere.

Loven ændrer adgangen til "indfødsret", statsborgerskab, for unge født og opvokset i Danmark, idet den ophæver den særlige, nemmere "erklæringsadgang" og kræver, at de unge nu skal søge på lige fod med andre indvandrere. De skal fx bestå "indfødsretsprøven", men behøver dog ikke gå op til sprogprøven i dansk - de har jo også gået i dansk grundskole, nå ja. 

Jeg er imod. Loven styrker jus sanguinis, blodets lov eller ret gennem blod, altså afstamning som kriterium for statsborgerskab - ikke fødested, opvækststed, bo- og hjemland.
"Indfødsret" er en falsk varebetegnelse; nu burde det hedde "afstamningsret".

Læs om Folketingets nylige afstemning her