9. oktober 2012

Vi tager kampen op mod ensomheden! Vil du være med?

Den 10. oktober 2012 – imorgen – er det Verdens Mentale Sundhedsdag.

I den anledning skriver PsykiatriFonden: ”Vi tager kampen op mod ensomheden! Vil du være med?” og afholder bl.a. et stort fælles ensomhedsarrangement i Politikens Hus i Kbh.
I samme anledning kan man på Radio24syv lytte til samtaler om ensomhed, og selv ringe ind og snakke, hvis man er ensom.

Som man ser, er der nogle stærke organisationer (fællesskaber?), der gerne vil tale og tage fat om den enkeltes følelse af ensomhed. 
Ensomhedens problem skal løses socialt. Fiaskologisk betragtet er den ensomme da også den sociale taber.
(Læs om den demokratiske taber og energityven i tidligere fiaskologiske indlæg her på bloggen). 

Den ensomme er den sociale taber, og det er ikke godt. Men hvorfor ikke? Fordi alle skal være vindere, dvs. sociale vindere, dvs. ikke-ensomme?
Eller fordi man kan have en fornemmelse af, at der er for mange ensomme?
For mange ensomme i vores socialitet, som altså ikke er socialt vellykket. 
For mange sociale tabere – måske ovenikøbet blandt succesfulde vindertyper og ressourcestærke.

Så lad os da alle tælle. Hvor mange ensomme er der? Man kan læse nogle tal på PsykiatriFondens hjemmeside. Men jeg tror nu, at tallene er underdrevne. 
Så lad os glemme tælleriet igen. Og tænke lidt videre. Vi havner i et paradoks:

På denne ene side skyldes ensomhed manglende kontakt og manglende fællesskaber.

På den anden side er ensomhed en grundkompetence, et grundvilkår.

Hvis man opfatter ensomhed som et grundvilkår, kan man også påstå, at mennesket ikke kun er et socialt væsen. Mennesket er også et asocialt væsen. Man kan afvise, at socialiteten er alt.
Mennesket er til dels et asocialt væsen, der selvfølgelig er ensomt i forhold til de andre, men hvor ensomheden ikke er et problem, men et potentiale.

Det lyder måske meget godt i nogle ører, men i den virkelige virkelighed glider følelsen af ensomhed og følelsen af fiasko eller manglende selvtillid ofte sammen. Følelserne vokser sammen og danner en klynge-enhed.

(Eller klynke-enhed: ”Sorgen er selvynkens sprog” ifølge digteren Johs. L. Madsen).       

Klyngefølelsen af ensomhed og fiasko og manglende selvtillid er måske særligt velkendt for unge.  
De unge savner måske selskab mere end ældre gør, fordi de unge ikke har accepteret, at intet selskab kan være bedre end selskab. De har ikke opdaget ”den gode ensomhed”, som mange ældre (desperat) dyrker. De har ikke resigneret over for det sociale liv, og har ikke skruet ned for begæret efter og forventningerne til andre mennesker. 

De unge er ikke pakket ind i tusind andedunsdyner af erfaring og formålsrettet livsindretning. (De ældre er både fiaskologer og selv-beskyttere. Curlingvoksne. Det skal de unge jo først lære rigtigt).

Desuden skal de unge præstere og vælge, men hvordan? – Når man er alene og uden støtte eller rådgivning, skærper kravene og nødvendighederne følelsen af afmagt=tomhed=ensomhed.

Men succesfulde mennesker – unge som ældre – kan jo også føle ensomhed. Der er koldt på toppen, siger man. Hvis succes opfattes fiaskologisk, dvs. som det at vinde i en kamp, så har man vundet over nogle andre, som har tabt. Man har succes, fordi man har vundet over taberne, som man har tilføjet et nederlag. Min succes er dit nederlag. Man har enten dårlig samvittighed, eller man ved, at kampen nu bare bliver endnu hårdere. I begge tilfælde er succes=(over)magt=isolation=ensomhed.   

Ord som kamp, taber, vinder, succes, bruges hyppigt i vores sprog og tanker. Ordene fortæller, at mennesket er et socialt væsen, og at livet med de andre er en kamp eller konkurrence. 
Ord som selvtillid og selvværd er mere egocentriske eller inderlige, men også knyttet til det sociale. Man har selvtillid og selvværd i det sociale liv, på grund af ens succes eller på trods. 
Man føler ikke – og savner ikke – selvtillid eller selvværd, når man uset går en tur på stranden.   
Dér kan ensomheden være god. Og den asociale en vinder.

2 kommentarer:

  1. Marie, det virker som om du er i 7 sind angående ensomheden, og desuden noget misantropisk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja. Jeg tror du har ret. Hvad angår misantropi gør Houellebecq ("Kortet og landskabet") det jo ikke ligefrem bedre.

      Slet