12. oktober 2012

Filosofisk-antropologisk beskrivelse af Ensomhed. Friedrich Pohlmann

"Ensomhed. Antropologiske undersøgelser af en følelsesmæssig tilstand" af Friedrich Pohlmann, sociolog mv.:

"I vores samfund vækker ordet ”ensomhed” mest negative associationer – om smertefuldt-depressive følelser af social isolation  men udvider man det kulturhistoriske perspektiv, vil man meget snart støde på helt andre betydningsklange, der fjerner det entydige og ensidige ved ”ensomhed”. 
Ved siden af ensomhedsklagernes flerstemmige kor, som siden det gamle Egypten stadigt har fornyet sig, findes der også en kæde af vidnesbyrd om positive ensomhedserfaringer – ensomhedshyldest. For eksempel hos Heraklit, hos de romerske stoikere, hos anachoreterne fra den tidlige kristendom, i mange ensomhedstekster fra barok, klassisk og romantisk lyrik; hos Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche; hos kunstnere når de reflekterer over deres værkers opståen; og hos moderne udøvere af ekstremsport, der ofte beskriver ”langdistanceløberens ensomhed”, eller bjergbestigerens eller drageflyverens, som en grandios erfaring.

Selvfølgelig kan man så spørge, om det ene ord ”ensomhed” overhovedet er brugbart som benævnelse for så modsætningsfyldte erfaringer. Hvad er det fælles, som ordet skulle kunne udtrykke? Og giver det overhovedet mening at forbinde og sammenligne så forskellige former for selvoplevelse som var de varianter af samme fænomen? Tillader oplevelsernes helt divergerende kontekster det overhovedet?

I alle former for ensomhed aktualiseres et skærpet selvforhold: en lidelsesfuld, nydelsesfuld eller kreativt formet erfaring af at være alene med sig selv. At dette er noget andet end rent faktisk at være alene, ved vi godt, for enhver kender de ensomhedsfølelser der kan optræde i situationer, hvor der også er andre mennesker tilstede. Ensomhed er ikke bare det at være alene, men at være alene med sig selv, det vil sige et indre møde og en indre konfrontation med sig selv. Og dermed er ensomhed egentlig ikke en ”en-hed”, men derimod en ”to-hed”, en indre fordobling.

Der synes desuden at eksistere bestemte grundkonstellationer, der har en særlig affinitet til ensomhedsoplevelsens skærpede selvkonfrontation. Disse konstellationer giver næring til ensomhedsoplevelsen og nogle af dem kan betegnes som eksistentielle ursituationer. Dog skal fokus her være på beskrivelsen af spændingen mellem negative og positive ensomhedsoplevelser, og de positive oplevelser skal komme til deres ret. Det er nemlig ikke en selvfølge, for i vores samfund dominerer det negativt ladede ensomhedsbegreb næsten uanfægtet, og der er god grund til sætte spørgsmålstegn ved dét.

Den antropologiske basis for ensomhedsoplevelsens erfaring af at være alene med sig selv er den menneskelige selvbevidsthed. Vores selvbevidsthed har to komponenter: fordoblingsmekanismen og egenbevidstheden. Fordoblingen: Jeg kan tale med mig selv, jeg kan gøre mig overvejelser over mig selv, jeg er samtidig subjekt og objekt i kommunikationen med mig selv, jeg er altså ”dobbelt tilstede”. Den indre samtales ståen over for sig selv, jegets evne til fordobling og refleksion af sig selv, er kun i de sjældneste tilfælde en rent kontemplativ konfrontation. Tværtimod er den næsten altid farvet og mærket af selvvurdering, af anerkendelse, tvivl eller afvisning af mig selv. 

Evnen til indre dialog rummer også en erfaring af egenbevidsthed: Når jeg taler med mig selv, reflekterer og fælder domme om mig selv, så ved jeg, at det er mig og kun mig der står over for sig selv. Jeg ved at min fordobling er bevidsthedens enhed, og at jeg ikke deler denne bevidsthed med nogen anden.
Ligesom min krop er et udeleligt hele, det kun tilhører mig, således er min selvbevidsthed også en enhed der kun er min (egen) – en eksistens’ enhed. I min ”viden” om egen særegenhed er oplevelsen af at være alene med mig selv altid latent tilstede, og derfor er ensomhedserfaringen mulig i alle samfund, også selvom denne erfaring kan antage helt forskellige kulturhistoriske former og i den moderne individualitetsbevidsthed antager en helt singulær form.

Alle selvbevidsthedens grundkomponenter – den indre fordobling, egenbevidstheden og vores selvvurderinger – indgår mere eller mindre tydeligt i alle vores eksistens facetter, bortset fra nogle ganske få undtagelser såsom den drømmeløse søvn. Dog erfares selvbevidsthedskomponenterne først rigtigt tydeligt, når vi træder ud af den reale kommunikation med andre. Når den reale kommunikation med andre løber ud i sandet og holder op, intensiveres personens kommunikation med sig selv. Det gælder også, selv om man praktisk taget ikke er alene, fx i en moderne storby. Tavshed er under alle omstændigheder den vigtigste indgangsport til ensomhedserfaringen."     


Uddrag. Oversat af Marie Møller Kristensen fra "Einsamkeit. Anthropologische Erkundungen eines Gefühlzustandes" i Merkur - Deutsche Zeitschrift für europäisches Denken. Jahrgang 65, Heft 740, Januar 2011. Klett-Cotta, Stuttgart.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar